Tybjerggaard

Ejerhistorie

Tybjerggaard er en af landets ældste herregårde. Gården kendes tilbage til 1200-tallet, hvor den var ejet af Jens Sjællandsfar. I 1325 gik gården til hans datter Margrete, der var enke efter Henrik Eberstein. Deres datter, Cecilie Eberstein, blev gift med en anden Eberstein, som senere overlod Tybjerggaard til Peder Basse.

I middelalderen var godserne meget ustabile. Indviklede arveregler medførte opsplitning af godserne mellem mange arvinger og parthavere. Dette var også tilfældet på Tybjerggaard. Op gennem 1300- og 1400-tallet havde gården således mange forskellige ejere på samme tid. Tiden var ofte præget af stridigheder mellem parthaverne.

Først da J. Andersen Bjørn i 1490'erne giftede sig med Margrete Poulsdatter blev Tybjerggaard igen samlet. Deres datter, Dorte Bjørn, arvede gården, hvor hun blev boende som enke frem til sin død. På trods af to ægteskaber var Dorte Bjørn barnløs, og hun overdrog derfor godset til en yngre slægtning, Bjørn Kaas. Hans søn Gabriel Kaas byttede i 1596 Tybjerggaard med Frederik Quitzow. Hans ægteskab var også barnløst, så det blev hans kones niece, Pernille Banner, der arvede Tybjerggaard. Hun var gift med Esge Krafse, der dog døde kort tid efter. Pernille Banner blev siddende på Tybjerggaard til sin død i 1655, hvorefter hendes fem sønner, Niels, Preben, Eiler, Evert og Erik Banner, delte godset. Allerede året efter havde Erik Banner dog købt sine brødre ud.

Erik Banner var ansat ved hoffet som embedsmand og var medunderskriver på suverænitetsakten, da Frederik III (1609-1670) i 1660 indførte enevælde i Danmark. Han er blevet beskrevet som en meget human godsejer, der gav sine bønder en del friheder. I 1672 købte Ulrik Frederik Gyldenløve Tybjerggaard for nogle år senere at overdrage den til Peter Brandt, som videregav den til Kronen.

Christian V (1646-1699) skænkede Tybjerggaard til sin højt betroede embedsmand, Adam Levin Knuth. Han beholdt imidlertid ikke Tybjerggaard længe. Fæstegårdenes tilstand var dårlige og leverede derfor ikke et ordentligt afkast. I 1689 solgte han således Tybjerggaard tilbage til Kronen, der samme år overlod godset til Margrete Wilders.

Margrete Wilders var enke efter den kongelige hofleverandør Frederik Werdelmann. Hun fik tildelt Tybjerggaard, fordi hendes afdøde mand havde penge til gode hos Kronen. Også af private rigmænd var han blevet snydt for sin betaling, og enken førte lange processer for at få sit tilgodehavende udbetalt, hvilket dog aldrig lykkedes for hende. På Tybjerggaard byggede hun om og indrettede hjemmet med malerier med stærk symbolik rettet mod hendes mands tidligere kunder.

Hun overlod Tybjerggaard til sin niece, Margrete von Heinen, der en kort tid havde været gift med Willum Braem. Hun giftede sig på ny med Georg Lepel, som efter hendes død oprettede et hospital for halte, blinde og krøblinge i sognet. I 1724 solgte han Tybjerggaard til Frederik von Maase. Han døde allerede fire år senere, og hans hustru, Conradine Sophie Rostgaard, overtog her godset.

Tybjerggaard blev i disse år skueplads for en kærlighedsaffære mellem Conradine Sophie Rostgaard og den nyansatte huslærer Oluf Bruun. Det blev i samtiden omtalt som en skandale, og Conradine Sophie Rostgaards familie var dybt forarget over affæren. De modsatte sig derfor et bryllup mellem de to, som dog alligevel i 1735 blev gift. De solgte straks efter Tybjerggaard til Peter West, der var en kendt og dygtig landmand. Han foretog omfattende forbedringer på Tybjerggaard. Han opførte således en ny stald indrettet med vandrender, så man om vinteren ikke behøvede at vande kreaturerne udendørs. Dette tiltag var nyt og enestående.

I 1763 solgte han Tybjerggaard til Tyge Rothe, som gik i gang med at ombygge hovedbygningen. Han havde været lærer for den 6-årige arveprins Frederik og blev af Johann Friedrich Struensee udnævnt til at lede det nyoprettede finanskollegium med landbovæsenet under sig. Ved Johann Friedrich Struensees fald blev han degraderet, men arbejdede alligevel resten af sit liv for landbosagen. Under hans ejerskab begyndte således også landboreformerne at blive gennemført på Tybjerggaard. Desuden lavede han mange forskellige forbedringer af landbruget på godset.

Tyge Rothes søn, Andreas Bjørn Rothe, solgte Tybjerggaard. Ad en kort omvej kom godset i 1804 til Jacob Neergaard, efter hvis død enken Sophie Magdalene Dinesen giftede sig på ny med P. Fr. Steinmann. Tybjerggaard blev herefter i hans slægt i flere generationer.

P.Fr. Steinmanns søn af samme navn overtog godset efter sin mor i 1866. Han havde gjort sig bemærket ved sin militære uddannelse og dygtighed og havde i januar 1864 ledet rømningen af Lauenburg og Holsten uden kamp og efterfølgende besat centrum af Dannevirkestillingen. Han blev alvorligt såret under tilbagetoget fra Dannevirke, men ledede alligevel senere kampene. Derfor blev han også anerkendt for sit arbejde, selvom krigen blev tabt. Når han ikke var i krig brugte han alt sin tid på sit gods, hvor han restaurerede bygningerne. I 1875 blev han udnævnt til krigsminister.

Efter at han døde i 1894 overtog hans søn igen af samme navn Tybjerggaard.

Tybjerggaard er i 2021 ejet af Bent Jeppesen og drives som moderne landbrug med svineopdræt.