Tryggevælde

Ejerhistorie

Navnet Tryggevælde blev nævnt første gang i 1261, men ellers kender man ikke meget til gårdens historie før 1355, hvor brødrene Bent, Jon og Esbern Grubbe skødede Tryggevælde gods til kong Valdemar Atterdag (1321-1375). De må have arvet gården efter deres far Bo Jensen Grubbe, som døde på vej hjem fra Det hellige Land i 1349. Brødrene Grubbe arvede også Alslevgaard, som forblev i slægtens eje mere end 300 år og senere atter forenedes med Tryggevælde.

Frem til 1670 vedblev Tryggevælde at være et kongeligt len, der blev styret af lensmænd. Fra 1470-1489 var Evert Grubbe, efterkommer af ovennævnte Grubbe-slægt, lensmand på Tryggevælde. I samme periode var han rigets kansler, det vil sige kongens repræsentant ved Rettertinget, og han blev optaget i rigsrådet, der styrede landet sammen med kongen. Slægten Grubbe var en af de helt store danske uradelsslægter, der kendes helt tilbage fra 1100-tallet og frem til midten af 1700-tallet.

Efter Evert Grubbe gik lenet til Christian Nielsen Dyre, der var lensmand i årene 1503-1505, men senere i 1500-tallet var lenet igen i hænderne på medlemmer af Grubbe-slægten, der samtidigt sad som herremænd på Alslevgaard.  

I 1536 var Christian III (1503-1559) kommet til magten i Danmark, og han ønskede at ændre lensvæsenet. Under Frederik I (1471-1533) havde administrationen af de kongelige len udviklet sig på en uheldig måde for Kronen. Langt størstedelen af lenenes indtægter beholdt lensmændene, frem for at overskuddet gik til ejeren, kongen. Derfor påbegyndte Christian III så småt en reform, der i resten af århundredet blev intensiveret. Det første og vigtigste skridt var, at lensmændene nu blev ansat af kongen til at styre godserne for en fast årlig løn. Herved forøgedes de kongelige indtægter, som skulle bruges på at betale af på statsgælden efter krige og lån af lejetropper.

Samtidig mindskede man antallet af len. De talrige små len blev lagt under hovedlenene, og i takt hermed blev det inddragne bispegods og sidenhen klostergods også inkluderet i det almindelige lenssystem. Reformerne gav Kronen forbedrede indtægter fra lenene, mens taberne var de adelsmænd, som havde haft indtægter som lensmænd. At reformen mødte så lidt modstand skyldtes, at højadelen, som oftest var repræsenteret i rigsrådet og dermed tættest på kongen, fik forret til de nye, større len. Da den største del af lensmændenes løn blev afregnet med en procentsats af lenets indtægt, blev de højadelige holdt skadesfri, og nogle fik endda forbedret deres aflønning. De virkelige tabere var de mindre adelsmænd, som ved nedlæggelsen af smålen helt mistede denne indtægtsmulighed.

I 1568 og fire år frem lå Tryggevælde under Københavns len. Tryggevælde lå dog så afsides, at lensmanden på Københavns Slot ikke kunne passe arbejdet på godset. Derfor blev Tryggevælde allerede i 1572 frigjort fra Københavns len og fik samtidig lagt nogle herreder og kirkegods under sig.

Det blev Eiler Grubbe, der blev lensmand på det nye Tryggevælde. Eiler Grubbe var en typisk repræsentant for renæssancetidens lærde embedsadel. I løbet af 1500-tallet blev kravene til adelsmændenes uddannelse skærpet. Før bestod uddannelsen mest af militære færdigheder, men nu skulle den uddannelse suppleres med administrativ og politisk skoling. Grunden til den ændrede uddannelse skyldtes deres arbejde som administratorer af de kongelige len, ligesom de dygtigste adelsmænd blev optaget i det magtfulde rigsråd, der sammen med kongen styrede landet.

Hans første rigtige embedsarbejde var som sekretær ved kronprins Frederiks hof i Malmø. I 1559 viede den unge, nu konge, Frederik II (1536-1588) ham til den skånske adelsjomfru, Else Laxmand, som han bragte med tilbage til Danmark samme år for at overtage den fædrene gård. Han fortsatte sit embedsarbejde ved siden af jobbet som godsejer og lensmand. Gennem store lån til kongens krigsmaskineri fik han kongeligt bøndergods og forleninger stillet som pant. Eiler Grubbe forlenede Tryggevælde til sin død i 1585, hvorefter lenet gik til den kendte historieskriver Arild Huitfeldt.

Arild Huitfeldts historiefortælling viser, at han var aristokrat til fingerspidserne. Han forsvarede adelens rettigheder, men samtidig var han grundlæggende imod ødselhed og snobberi fra kongens og adelens side. Arild Huitfeldt må derfor have været en patriarkalsk lensmand på Tryggevælde, hvor han sad frem til 1596, hvor han blev forflyttet til Vordingborg og senere Dragsholm.

Frem til 1670 havde Tryggevælde skiftende lensmænd, men blev i 1670 solgt til Otte Skeel. Han fik samme år bevilget skattefrihed for herregården, og hans søn Christen Skeel købte i 1699 den mindre Alslevgaard, som blev nedlagt som herregård, hvorefter hovedgårdsjorden blev lagt til Tryggevælde som fæstegårde. Grubbe-slægtens to gamle hovedgårde fra middelalderen var igen forenet og forblev under samme ejere indtil 1922.

I 1716 købtes Tryggevælde af Peder Benzon, der to år senere byttede godset tilbage til Kronen, som udlagde hele godset til ryttergods. Ryttergods var det krongods, der skulle forsørge hærens i alt 12 rytterregimenter. Der var derfor 12 rytterdistrikter fordelt på hele landet. Frem til 1747 var Tryggevælde igen krongods, hvorefter godset blev solgt til Peter Neergaard, der i 1751 solgte Tryggevælde til Adam Gottlob Moltke.

Året før havde Adam Gottlob Moltke fået oprettet sine besiddelser som grevskabet Bregentved. Tryggevælde (med Alslevgaard) blev dog ikke en del af grevskabet, men fortsatte som ejernes frie ejendom, det såkaldte allodialgods. Frem til 1922 var Tryggevælde underlagt lensgreverne på Bregentved.

I 1922 blev grevskabet ophævet, og i den forbindelse måtte ejerne betale en afgift til staten. For at betale afgiften udstykkedes 16 husmandsbrug fra Tryggevældes jorder, mens der blev oprettet en hovedparcel, som Frederik Christian Moltke beholdt til 1936.  

Efter tre generationer i familien Lemvigh's eje er Tryggevælde i dag ejet af Christian Ivar Danneskiold Lassen, og indgår i Holmegaard Gods.