Trudsholm (Sjælland)
Trudsholm blev i 1804 en del af stamhuset Rosenkrantz sammen med gårdene Barritskov og Ryegaard.
Stamhuset Rosenkrantz overgik i 1923 til fri ejendom som konsekvens af Lensafløsningsloven fra 1919, men Trudsholm forblev sammen med Ryegaard i familien Rosenkrantz Scheels besiddelse.
Trudsholms hovedbygning kan føres tilbage til 1551, men kun dele af den gamle hovedbygning er bevaret.
Ejerhistorie
Herregården Trudsholm daterer sig til 1500-tallet. I 1538 byttede Kronen nogle bondegårde med Christoffer Jepsen Ravensberg, deriblandt fæstegården Trustrup. En forsvundet indskrift daterer opførelsen af en hovedbygning til 1551, men ejeren kendes ikke. Sandsynligvis er gården oprettet som hovedgård omkring dette tidspunkt og kendes sidst i 1500-tallet under sit nuværende navn.
I 1608 var Margrethe Gøye kommet i besiddelse af Trudsholm. Margrethe Gøye var desuden ejer af herregården Bollerup, men den blev i 1613 tildømt Holger Rosenkrantz, der havde pant i gården.
I midten af 1600-tallet var Trudsholm kommet i hænderne på Sten Eriksen Bille. I 1660'erne var gården genstand for nogle indviklede ejendomshandler: Sten Bille solgte 1663 gården til Anne Trolle, som herefter blev gift med hans søn, Erik Bille. Allerede året efter byttede Erik Bille gården tilbage til sin far til gengæld for en andel i herregården Kærsgaard. Sten Eriksen Bille solgte efterfølgende Trudsholm til Frederik Ahlefeldt, som solgte til Kronen, som atter solgte til Jørgen Bielke. I løbet af tre år skiftede gården altså ejer seks gange.
Jørgen Bielke solgte Trudsholm til Magdalena Schönbach. Hun var enke efter Theodor Lente, der var død i 1668. Hendes datter arvede Trudsholm, som ved ægteskab kom til Conrad Hesse. Han opnåede at få kongelig bevilling til, at Trudsholm fik rettigheder som herregård, bl.a. den eftertragtede skattefrihed på produktionen på hovedgårdens egne jorder. Conrad Hesse døde i 1705, men enken Anna Cathrine beholdt gården til sin død i 1715.
Trudsholm blev solgt på auktion til sønnen Frederik Hugo Hesse. Efter hans død i 1726, blev Trudsholm igen sat på auktion og solgt til Gregers Juel.
Gennem 1700-tallet havde Trudsholm en række skiftende ejere, før den 1777 blev købt af Frederik Christian Rosenkrantz. Han var i 1767 blevet udnævnt som gehejmeråd i Kancelliet og havde modtaget Elefantordenen i 1769. Han mistede i 1770 sin stilling, da Johann Friedrich Struensee opløste gehejmekancelliet. Frederik Christian Rosenkrantz var med i den gruppe, som året efter forsøgte at afsætte Struensee. Det lykkedes ikke i første omgang at styrte Struensee, og Frederik Christian Rosenkrantz mistede sin ministerpension.
Strueense's fald i 1772 førte til en delvis rehabilitering af Rosenkrantz, men han fik hverken embeder eller pension tilbage. I 1784 fik han dog chancen, da kronprins Frederik (1768-1839) greb magten, og søgte at genindsætte erfarne administratorer fra tiden før Struensee. Frederik Christian Rosenkrantz blev genindsat i sine embeder ved hoffet, som han beholdt til 1788.
Som godsejer var Frederik Christian Rosenkrantz også meget succesfuld. Han ejede mange herregårde på Sjælland og i Østjylland, deriblandt stamhuset Rosenholm. Han døde barnløs i 1802, og Niels Rosenkrantz arvede Trudsholm samt Barritskov og Ryegaard. De tre herregårde indgik i 1802 i oprettelsen af stamhuset Rosenkrantz. Ved Niels Rosenkrantz død i 1824 blev stamhuset arvet af Henrik Jørgen Scheel.
Stamhuset overdroges herefter fra far til søn: ved Henrik Jørgen Scheels død i 1862 blev stamhuset overtaget af sønnen Frederik Christian Rosenkrantz Scheel, og efter hans død af sønnen Henrik Jørgen Scheel.
Hans søn, Frederik Christian Rosenkrantz Scheel, måtte i 1923 opløse stamhuset i henhold til Lensafløsningslovens bestemmelser om overgang til fri ejendom. Barritskov var allerede tidligere udskilt fra stamhuset (i 1913), men Trudsholm og Ryegaard fortsatte i familien Rosenkrantz' eje.
Ryegaard og Trudsholm godser drives i 2021 som en samlet virksomhed med land- og skovbrug, juletræsproduktion, boligudlejning samt udlejning til arrangementer, selskaber, konferencer og events. Gården ejes af Johan C. R. Scheel.
Hovedbygning
Trudsholms nuværende hovedbygning er en høj toetagers bygning. Dele af hovedbygningen kan føres tilbage til 1551. Hovedbygningen ligger på et stejlt voldsted og er delvis omgivet af grave.
Hovedbygningen blev ombygget 1874 og fremstår i dag i røde sten.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Til Trudsholm hører en avlsgård, hvis bygninger er opført til forskellige tider.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Litteratur
Hansen, J.J: Større danske Landbrug. 1930-1937.
Krogh, F.: De danske Majorater. 1868.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Trap, J.P.: Danm.ark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Trudsholm
Region og kommune
Sjælland - Lejre
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Johan C. R. Scheel
Herregårdens størrelse
114 ha
Godsets størrelse
1218 ha
Detaljeret størrelse
Herregården: ager 114 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Barritskov, Egholm (Sjælland), Krabbesholm (Sjælland), Ryegaard
Bemærkninger om godset
Trudsholm er en del af Ryegaard og Trudsholm Godser, der også omfatter bl.a. hovedgården Ryegaard og har et samlet areal på 1218 ha
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
København - Volborg - Sonnerup
Ejer
F. C. R. Scheel, Greve
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
3.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
178000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er bortforpagtet til et familiemedlem. Besætningen består af: 140 køer, 14 heste.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 1 forkarl, 4 karl(e), 4 pige(r), 4 daglejer(e).
Bemærkninger om godset
Gården var en del af Stamhuset Rosenkrantz.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
København - Volborg - Sonnerup
Ejer
Stamhusbesidder, grev H.J. Scheel
Herregårdens størrelse
36.74 htk
Skovskyld
21.00 htk
Mølleskyld
33.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
169.60 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
10.28 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
København - Volborg - Sonnerup
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
31.69 htk
Skovskyld
15.75 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
192.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 2, s 376. Oplysningerne om bøndergodset stammer fra ChristensenHørsholm