Tiselholt
Navnet Tiselholt betyder skoven med tidsler, og gården fik sit navn efter den jord, hvorpå den blev bygget.
Under Grevens Fejde (1534-1536) brændte en gruppe borgere fra Svendborg Tiselholt af.
En ny hovedbygning blev opført et stykke væk fra gårdens oprindelige beliggenhed.
Tiselholts nuværende hovedbygning stammer fra 1874-1876 og er opført af arkitekten L.P. Fenger.
Ejerhistorie
Første gang, Tiselholt blev nævnt, er i kilder fra 1525, hvor gården var ejet af Kjeld Hansen. Hans enke Dorothea Mikkelsdatter Akeleye overtog senere gården og bragte den ind i sit andet ægteskab med Jakob Brockenhuus, der fra 1537 til sin død i 1546 arbejdede som landsdommer på Fyn.
Som så mange andre herregårde blev Tiselholt angrebet under Grevens Fejde (1534-1536). En flok vrede borgere fra Svendborg - anført af byens borgmester - brændte gården af i kampen for at bringe Christian II (1481-1551) tilbage til magten. Et ny gård blev opført kort efter.
Dorothea Akeleyes datter fra første ægteskab Karen Kjeldsdatter Hansen arvede gården i 1546. Hun blev i 1551 gift med Jens Baad, der døde i 1585. Efter hans død blev Tiselholt delt på flere hænder, idet alle tre børn - Kjeld, Birgitte og Inger Baad - arvede en andel af gården. De to søstre bragte deres del af gården videre til deres respektive ægtemænd, Peder Galt og Hans Urne, og også deres døtre arvede anparter i gården. Kun det faktum, at Kjeld Baad døde barnløs, syntes at sikre en vis overskuelighed i arveforholdene.
I 1649 blev Tiselholt købt af Axel Valkendorff, der samlede hele gården på sine egne hænder og opførte en - nu forsvunden - hovedbygning i bindingsværk. Han døde i 1675, hvorefter Jørgen Henning Valkendorff, som var formynder for Axel Wellendorfs børn, solgte gården i 1690.
Efter et par hurtige ejerskifter blev Tiselholt i 1740 købt af Niels Brinck, der i de følgende år istandsatte gårdens bygninger og udvidede jordtilliggendet ved at købe Vejstrup Kirke. Brinck havde ry for at være hård mod de bønder, der arbejdede for ham. Torturredskaber som den spanske kappe, halsjernet og hundehullet blev efter sigende brugt i hans tid som ejer af gården. Brinck døde i 1755, men det siges, at hans genfærd stadig hjemsøger gården.
Tiselholt blev købt på auktion af Claus Plum i 1756, men allerede i 1766 solgte han gården videre til Edele Margrethe von Pultz, som bosatte sig her efter hendes mand var død. Hun ejede gården frem til sin død i 1803.
Gården blev igen sat på auktion og solgt til Ulrik Christian von Schmidten og Hans Cramer Winding. Von Schmidten, der var en af tidens godsspekulanter, var i 1783 blevet adlet og ejede, ved overtagelsen af Tiselholt, en række herregårde. Winding havde inden købet gjort karriere i Christiansstad på St. Croix.
Winding døde i 1812, og Tiselholt blev året efter solgt til Johan Frederik Zinn. Han solgte i 1839 gården til Carl Ulrich Jørgensen, der tidligere havde været forpagter på Tiselholt. Jørgensen foretog flere forbedringer på gården. Han indhegnede skovene og hovedgårdens jorder, ligesom han istandsatte fæstegårdene.
Efter hans død i 1861 blev Tiselholt arvet af sønnen Hans Wogensen Jørgensen, der trådte i farens fodspor og gav sig i kast med at forbedre gården. Han udvidede gårdens dræningssystem, anlagde en frugt- og urtehave og opførte en ny hovedbygning. I starten af 1890'erne fik Hans Wogensen Jørgensen gennemført anlægget af jernbanen fra Svendborg til Nyborg.
Efter hans død i 1912, gik Tiselholt i arv til sønnen Flemming Garde-Jørgensen, som havde gjort karriere inden for militæret og senere meldte sig ind i Fremmedlegionen. I hans tid som ejer var gården flere gange forpagtet ud.
I 1925 blev Tiselholt solgt til Jens Christian Breum. Op gennem det 20. århundrede oplevede gården en stor udskiftning af ejere. Tiselholt ejes i 2021 af Kirsten Gro Pedersen, som driver skov- og landbrug på gården.
Hovedbygning
Tiselholts trefløjede hovedbygning ligger omgivet af voldgrave mod nord, øst og syd. Den nuværende hovedbygning er opført 1874-1876 og er i store træk en kopi af den sjællandske renæssancegård Lystrup. Den H-formede hovedbygning består af en hovedfløj og to korte tværstillede sidefløje med kamtakkede gavlspidser. Kamtakkerne - der er et nygotisk indslag - er det eneste element, der tydeligt adskiller Tiselholt fra Lystrup.
Mod gårdspladsen i øst karakteriseres hovedfløjen af et ottekantet trappetårn, der rummer hovedindgangen. Bygningen er i to etager og opført i røde sten. De røde murstensfacader brydes af lyse vandrette bånd i cement.
Den oprindelige hovedbygning lå et stykke vest for den nuværende gård. Efter gården blev brændt af under Grevens Fejde (1534-1536), blev en ny hovedbygning opført på et voldsted øst for den oprindelige gårds beliggenhed.
Axel Valkendorff opførte i midten af 1600-tallet en ny hovedbygning i bindingsværk. Bygningen bestod af fire sammenbyggede fløje, der var omgivet af vandfyldte grave.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Øst for hovedbygningen - på den anden side af voldgravene - ligger den asymmetriske trelængede avlsgård, der åbner sig mod hovedbygningen i vest. Hovedparten af anlægget er opført i 1881, men anlægget blev moderniseret og udvidet i 1955 og igen i 1998.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Litteratur
Hansen, J.J: Større danske Landbrug. 1930-1937.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Fyn og Langeland. Gyldendal 2015.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Tiselholt Gods
Region og kommune
Syddanmark - Fyn og øer - Svendborg
Offentlig adgang
Kan kun ses udefra, adgang til omkringliggende skov og strand
Ejer
Kirsten Gro Pedersen
Herregårdens størrelse
248 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 184 ha, skov 64 ha, bortforpagtet 184 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Ingen oplysninger
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Svendborg - Gudme - Vejstrup
Ejer
Hans Wognsen Jørgensen
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
9.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
210000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er drevet af ejeren selv. Besætningen består af: 70 køer, 20 kalve, 2 tyre, 13 heste.
Folkehold
Ingen oplysninger.
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Svendborg - Gudme - Vejstrup
Ejer
Pro. C. Ulr. Jørgensen
Herregårdens størrelse
30.43 htk
Skovskyld
5.38 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
16.50 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
10.67 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Svendborg - Gudme - Vejstrup
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
18.03 htk
Skovskyld
1.79 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
201.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 3, s 593. Oplysningerne om bøndergodset stammer fra ChristensenHørsholm