Stougaard

Ejerhistorie

Stougaard var i senmiddelalderen ejet af slægten Skram, der blandt andre tæller Peder Skram. Ifølge slægtsbøgerne havde han dræbt sin fjende, herremanden på Tyrrestrup, og var efterfølgende flygtet ud af landet. Da Christoffer III af Bayern (1416-1448) blev indsat som konge af Danmark i 1440, red Peder Skram med i kongens følge forklædt som landsknægt. Han var taget i nåde, fordi han havde reddet Christoffer III af Bayern fra at drukne.

Et tidligere voldsted i nærheden af Stougaard, bortfjernet sidst i 1800-tallet, vidner om, at der tidligt må have ligget en storgård på dette sted. Borgen eller stenstuen kaldtes 'Røverkulen' i folkemunde, men snarere har der været tale om et såkaldt skydetårn, hvori man kunne søge tilflugt i urolige tider.

Stougaard var med sikkerhed ejet af sønnen Niels Skram. Gennem Niels Skrams barnebarn Bege Skram kom gården til den indflydelsesrige adelsfamilie Sehested. Christen Thomesen Sehested arvede gården i 1616 efter sin onkel.

Christen Thomesen Sehested gennemgik en klassisk adelsmandsuddannelse. Som 10-årig blev han sendt til Rosenholm, hvor Holger Rosenkrantz, kaldet  'den lærde', uddannede sine egne og andre adelsbørn. Holger Rosenkrantz opfordrede Christen Thomesen Sehested til at tage på en dannelsesrejse rundt i Europa. Som 13-årig besøgte han store tyske universiteter, og senere fik han uddannelse på både franske og italienske universiteter.

Christen Thomesen Sehested fik gennem sin uddannelse i administration og politik en strålende karriere ved hoffet. Han talte flydende fransk, tysk og italiensk og blev især anvendt som diplomatisk forhandler for Christian IV (1577-1648). Samtidig udarbejdede han nogle af de vigtigste love i perioden. Christen Thomesen Sehested var meget konservativ i sit politiske virke og i sin religiøse tro. Trods sin nære kontakt til kongen værnede han for rigsrådets dominerende indflydelse, og han satte et væsentligt præg på Frederik III's (1609-1670) strenge håndfæstning i 1648.

Christen Thomesen Sehested døde i 1657, og Stougaard gik til hans søn Axel Christensen Sehested. Axel Christensen Sehested solgte familiens godser i Skåne i forbindelse med, at Danmark måtte afstå denne landsdel til Sverige 1658. Inden længe hang økonomien i laser, og i 1666 overgik Stougaard til Niels Rosenkrantz efter kort at have været ejet af den københavnske handelsmand Cort Mercher.

Niels Rosenkrantz fulgte den danske adels krigeriske traditioner. Niels Rosenkrantz fik sin militære uddannelse ved Sorø Akademi, indtil han i 1649 gik i nederlandsk krigstjeneste. Efterfølgende trådte han ind i spansk krigstjeneste under kongesønnen Ulrik Christian Gyldenløve. Indtil foråret 1657 deltog han i en række krigstog, men da Den Første Karl Gustav-krig (1657-1658) brød ud, blev han kaldt hjem. Han deltog i forsvaret af København og ledede senere fuldførelsen af Københavns Befæstning. Niels Rosenkrantz var højt skattet af kong Christian V (1646-1699) og steg hurtigt i graderne til generalmajor.

Under Den Skånske Krig (1675-1679) gennemførte Niels Rosenkrantz erobringen af den stærke fæstning Wismar. Men under den efterfølgende belejring af Helsingborg i 1676 blev han skudt gennem hovedet. Han døde nogle timer senere. Stougaard blev hos Niels Rosenkrantz' enke frem til 1686, hvor Stougaard blev solgt.

I 1791 var Stougaard blevet erhvervet af Thyge Jesper de Thygeson, som allerede havde opløst flere godser. Således også på Stougaard hvor han lykkedes med at frasælge fæstegårdene til bønderne som et led i fæstebøndernes overgang til selveje. Herefter fortsatte han med at udstykke hovedgården i parceller, og i 1802 var Stougaards jordtilliggende blot 180 tdr. land. 

Det var ironisk, at netop Stougaard blev opløst i 1791. Dette år rasede nemlig en hidsig kamp, hvor hele to tidligere ejere på Stougaard - Christian Frederik Tønne von Lüttichau og Frederik Ludvig Christian Beenfeldt - stod frem som ledere af de jyske godsejeres aktion mod landboreformerne. Striden handlede om, at godsejerne fandt virkningerne af landboreformerne, dvs. ikke mindst de mange godsopløsninger, utålelige og medvirkende til landets fordærv. Aktionen blev straffet hårdt ved højesteret, og Christian Frederik Tønne von Lüttichau måtte flygte til Tyskland.

Men da Stougaard i 1817 kom til Ferdinand Mazanti, var gården for længst afløst og udparcelleret. Hans enke, Else Christine Ingwersen, overtog gården efter sin mand og solgte den videre til sin bror i 1843. Familien Ingwersen er i 2021 stadig ejere af Stougaard.