Staarupgaard

Ejerhistorie

Staarupgaards historie kan spores tilbage til 1364, hvor den var ejet af Jep Lavesen. Efter hans død i 1410 overgik gården til sønnen Lave Jepsen, der ejede den frem til 1456. Hans datter, Edel Jepsen, var gift med Jens Kaas, og hun bragte Staarupgaard på hans hænder. Gården kom på denne måde blandt den jyske uradelsslægt Kaas' besiddelser, hvilket den forblev i flere generationer.

Slægten Kaas var på daværende tidspunkt blandt de mest betydningsfulde slægter i Jylland, hvilket bl.a. kom til udtryk i deres omfattende godsbesiddelser. Foruden Staarupgaard ejede slægten således også hovedgården Taarupgaard.

Jens Kaas havde to sønner, Niels Kaas og Mogens Kaas, som efter hans død i 1499 arvede gården. Det fælles ejerskab fortsatte indtil 1531, hvor Niels Kaas udkøbte sin broder og blev eneejer. Det formodes, at Niels Kaas havde Staarupgaard som sit hovedsæde, og at hans fire sønner, som alle blev fremtrædende adelsmænd, voksede op her.

Blandt disse sønner arvede den næstældste, Bjørn Kaas, i 1539 Staarupgaard. Han opnåede en strålende karriere som rigsråd og lensmand, hvor han administrerede en række af de vigtigste danske len med stor dygtighed. Gennem sin fremtrædende position, men også i høj grad gennem hans ægteskab med den rige Christence Nielsdatter Rotfeld, blev han uhyre velhavende, hvilket også kom Staarupgaard til gode. Han udvidede bl.a. gårdens fæstegods markant og opførte i 1554 en ny hovedbygning. Herregårdenes imponerende hovedbygninger var en effektiv måde at demonstrere rigdom og magt over for egnens bønder og tilrejsende gæster. Hans indflydelse på egnen kulminerede, da han i 1564 af Frederik II (1534-1588) fik bevilget birkerettigheder for Staarupgaards gods. Birkeret betød, at herregården udgjorde en selvstændig retskreds, hvor herremanden havde privilegium til at udnævne dommere.

Den følgende ejer var sønnen Niels Kaas, som døde ung i 1597. Blot seks år senere blev hans enke dødsdømt og henrettet i København! Hun havde nemlig haft et seksuelt forhold - og fået børn med - sin afdøde mands fætter, Gjord Kaas på Taarupgaard, hvilket i datidens retsforståelse regnedes som en ulovlig forbindelse mellem familiemedlemmer, der udløste lovens hårdeste straf.

Staarupgaard overgik herefter til datteren, Anne Kaas, der bragte den til sin mand Albert Rostrup. Han var i økonomiske vanskeligheder og afhændede således først en part i gården til sin broder Gunde Rostrup og senere en part til Helvig Kaas. Også Gunde Rostrup kom i økonomisk uføre og måtte derfor pantsætte gården op til flere gange.

Efter Staarupgaard i midten af 1600-tallet faldt ud af Kaas-familiens hænder, havde den en række skiftende ejere. I første halvdel af 1700-tallet var gården kommet til Friis-slægten gennem Henrik Friis, som klarede sig noget bedre økonomisk end sine forgængere. Han afhændede gården til sin datter, Elsebe Holck, der i 1708 skødede den til sin søster, Lisbeth Friis. Hun ejede gården frem til 1747, hvor den blev købt af Frederik Berregaard, som også ejede Ørslev Kloster.

Slutningen af 1700-tallet betød for mange herregårde skiftende ejere og usikre tider. Således også på Staarupgaard hvor Hans Christian Moldrup købte gården i 1768, men solgte den igen i 1782 til greve Jørgen Ditlev Trampe. Jørgen Ditlev Trampe havde forsøgt at gøre karriere som officer, hvilket angiveligt var mislykkedes på grund af stridigheder med nogle højtstående personer inden for militæret. Heller ikke hans virke som godsejer forløb optimalt. Han stod i et meget dårligt forhold til sine bønder og gik således fallit i 1786.

Herefter fulgte en række handler, som i sidste ende betød, at gården reduceredes kraftigt: fæstegårdene blev solgt fra, og fra 1809 forsøgte ejeren Morten Sommer at redde sig gennem den landbrugskrise, der hærgede i første halvdel af 1800-tallet ved at udstykke hovedgårdsjorden. Alligevel var han fallit ved sin død i 1821, og gården overgik til hans tre stedsønner, som dog året efter måtte opgive den til deres kautionist, Mads Refsgaard.

Mads Refsgaard solgte i 1830 gården til F. V. Berring, hvorefter driften af den forblev stabil, indtil den i 1855 blev solgt til Lucas Peter v. Bretton. Gården var herefter karakteriseret ved hyppige ejerskift, indtil den i 1940 blev erhvervet af C. S. Jensen.

C. S. Jensen frasolgte i 1952 det resterende jordtilliggende til Jordlovsudvalget og afhændede i 1955 hovedbygningen til A. Paalmann, der oprettede et hestestutteri på gården. A. Paalmann solgte i 1962 gården til Holger Diedrichsen.

Staarupgaard ejes i 2021 af Linda Bååth og fungerer som museum og antikvitetshandel.