Spanager

Ejerhistorie

Spanager var i middelalderen betegnelsen for en landsby, hvor der lå en herregård. Edele Andersdatter fremgår som gårdens ejer i 1384. I 1414 henvises til, at Sorø Kloster afgiver Spanager til Domkapitlet i Roskilde Domkirke, men det er uvist, hvorvidt det er landsbyen eller gården, der henvises til.  

Senere i 1400-tallet er Spanager dog med sikkerhed overgået til Roskilde domkapitel. Domkapitlet udgjordes af præsterne ved domkirken, som altså bl.a. fik indtægter fra besiddelse af fæstegårde eller hele godser.

Roskilde domkapitel har formentlig revet gården Spanager ned eller ladet den reducere til almindelig fæstegård. Landsbyen Spanager eksisterede dog stadig, men blev ødelagt både under den Første og Anden Karl Gustav-krig (1657-1660). Efter ødelæggelsen var alle gårdene i landsbyen lagt øde.

I 1661 oprettedes ud af fem bondegårde herregården Spanagergaard, som Frederik III (1609-1670) skænkede til Hans Olufsen. Hans Olufsen forblev gårdens ejer til sin død i 1670, hvorefter enken, Inger Hansdatter, solgte Spanager til Casper Schøller i 1679.

Casper Schøller, der var søn af borgmesteren i Køge, blev student i Roskilde og studerede senere jura. Som et led i sit studie, var Casper Schøller på udenlandsophold i Leyden og Paris. Efter hjemkomsten til Danmark, gjorde Casper Schøller karriere indenfor landets administration. I 1674 blev han forfremmet til sekretær i Danske Kancelli og opnåede to år senere at blive sekretær og geheimebogholder i Geheimeraadet. Casper Shøller nåede toppen af sin karriere med udnævnelsen som kammersekretær og justitiarius i Højesteret. Med disse poster fulgte et stort ansvar og megen indflydelse. Casper Schøller stod blandt andet for trykning og udgivelse af både Danske Lov (1683) og Norske Lov (1687). Casper Schiøller var desuden medlem af adskillige skattekommissioner og blev senere en af hoveddirektørerne for Københavns Brand- og Vandvæsen. Udover karrieren inden for den kongelige administration, ejede Casper Schøller også flere herregårde.

Christian Carl Gabel, der købte Spanager af Casper Schøllers enke i 1720, havde forinden købt herregårdene Ottestrup og Giesegaard. Spanager forblev tæt knyttet til Giesegaard de følgende 200 år.

Christian Carl Gabel var søofficer under Den Store Nordiske Krig (1700-1721), hvor han opnåede rang af viceadmiral. I 1718 gik han væk fra den aktive tjeneste til søs og overtog i stedet den magtfulde position som overkrigssekretær. Christian Carl Gabel beholdt sin stilling indtil 1725, hvor han faldt i unåde og måtte træde tilbage. Året efter fik han dog stillingen som amtmand i Ribe og måtte derfor sælge sine sjællandske godser.

Christian Carl Gabel solgte gårdene til Anna Sophie Schack, der var enke efter den berømte Hans Schack. I sin tid som ejer af Spanager, forsøgte Anna Sophie Schack at forbedre gårdens drift. Dog satte de dårlige konjunkturer for landbruget sammen med kvægsygen, der flere gange ramte gården, en stopper for udviklingen. Samtidig havde Anne Sophie Schack også problemer med at finde kvalificeret arbejdskraft til at stå for gårdens daglige drift.

Efter 1736 var det den jyske ridefoged, Peter Antony, der havde ansvaret for gårdens drift, men Peter Antony interesserede sig ikke for at forbedre driften, hvilket betød at gårdens bønder blev fattigere og fattigere. De bønder, der ikke kunne betale deres skatter og afgifter, blev bortvist fra deres gårde, men gårdenes nye beboere fik ikke nok hjælp i starten og var derfor heller ikke i stand til at betale skatter og afgifter. På den måde blev gårdens bønder mere og mere ruinerede, hvilket afspejlede sig i Spanagers drift. I denne periode, boede den afdøde grev Schacks niece, Frederica Augusta Sophie Schack, på Spanager, men hun greb ikke ind i Peter Antonys arbejde før kvægpesten ramte gården i 1743. Efter at kvægpesten havde dræbt en stor del af gårdens køer, var Frederica Augusta nået til den overbevisning, at køerne var døde ikke kun af pesten, men også af deres dårlige behandling. Derfor forsøgte hun at ændre på Peter Antonys arbejdsmetode, hvilket skabte en række en stridigheder. I 1745 lykkedes det hende endelig, at sætte Peter Antony på porten, hvorefter hun selv overtog driften på Spanager. Frederica Augusta forsøgte at indføre nye driftsmetoder, der kunne bringe gården på fode igen, men døde pludseligt i 1746.

Anna Sophie Schack døde i 1760 og gården blev arvet af stedsønnen Frederik Christian Schack. Ifølge Anna Sophie Schacks testamente skulle gårdene samles til et stamhus. Stamhuset Giesegaard blev oprettet i 1776 af herregårdene Giesegaard, Spanager, Juellund og Ottestrup. I Frederik Christian Schacks tid som ejer, var Spanager drevet af forpagtere.

Frederik Christian Schack døde i 1790 og stamhuset blev arvet af sønnen Knud Bille Schack. Efter hans død i 1821, blev nevøen Henrik Adolf Brockenhuus ejer af stamhuset. Året efter blev Henrik Adolf optaget i grevestanden under navnet Brockenhuus-Schack. Henrik Adolf Brockenhuus-Schack døde i 1847, hvorefter sønnen Knud Bille Brockenhuus-Schack overtog stamhuset.

Knud Bille Brockenhuus-Schack foretog en gennemgribende modernisering af godsdriften samt opførte Spanagers nuværende hovedbygning. Efter hans død i 1892, boede enken Sophie Brockenhuus-Schack på Spanager som en sommerbolig til sin død i 1917, mens sønnen Adolf Ludvig Brockenhuus-Schack overtog stamhuset.

I 1922 overgik stamhuset Giesegaard til fri ejendom og i den forbindelse måtte betales en større afgift til staten. For at kunne opretholde stamhusets øvrige herregårde intakt, kom Spanager til at betale størstedelen af statsafgiften: jorderne blev udstykket til husmandsbrug og selve hovedbygningen blev solgt til Københavns Kommune.

Her oprettedes i 1923 i børnehjem. I dag driver Københavns Kommune Spanager skole- og behandlingshjem i den gamle herregård.