Sostrup

Ejerhistorie

Det første skøde, der kendes i forbindelse med Sostrup, blev udfærdiget i 1388, hvor Jens Lagesen Udsen overdrog gården til Svend Udsen. Slægten Udsen, der var en af middelalderens største jordbesiddere på Djursland, beholdt dog ikke Sostrup i mange år. Svend Udsens datter, Gertrud Svendsdatter Udsen, bragte således gården med ind i sit ægteskab med Jens Ovesen Kaas og senere Niels Munk.

Sostrups ejerhistorie er de følgende generationer præget af Gertrud Udsens to ægteskaber, idet børn fra begge ægteskaber ejede anparter i gården efter 1464. Mest kendt i samtiden var formodentligt Jens Hvas, der havde giftet sig med Niels Munks barnebarn Gertrud Munk. Jens Hvas blev i 1536 henrettet i Viborg, efter Christian III (1503 - 1559) havde nedkæmpet sine modstandere i Grevens Fejde (1534-1536). Baggrunden for henrettelsen var den troskab, Hvas - muligvis under trusler - havde lovet Christian II (1481-1559).

Jens Hvas synes at have samlet hele herregården på sine egne hænder, og ved hans henrettelse i 1536 arvede hans hustru, Gertrud Munk, Sostrup. Hvas' og Munks søn, Christen Hvas, døde i 1565 uden arvinger, og det var derfor hans fætter, Jørgen Gundesen, der i første omgang arvede Sostrup. Blot 11 år senere arvede Jørgen Gundesens søster, Inger Gundesdatter, imidlertid gården. Inger Gundesdatter samlede en del jord omkring Sostrup, før hun ved sin død i 1579 overlod den til sønnen Jens Mikkelsen.

Allerede i 1586 solgte Jens Mikkelsen imidlertid Sostrup. Den nye ejer var rigsråd Jakob Seefeld. Seefeld var som rigsråd en del af den danske højadel, der netop i perioden mellem reformationen i 1536 og enevældens indførelse i 1660 havde en enorm politisk og økonomisk magt i samfundet.

Seefeld samlede i sin tid på Sostrup jorden omkring hovedgården. Denne såkaldte arrondering, der prægede det danske godslandskab fra slutningen af 1500-tallet og i 1600-tallet, havde sit udspring i Frederik II's (1534 - 1588) ønske om at samle krongodset i store sammenhængende områder. Men en række godsejere søgte som Seefeld også selv at samle fæstegodset omkring herregården, fordi et godt samlet gods havde en række administrative, driftsmæssige og økonomiske fordele.

Fra midten af 1500-tallet steg de europæiske priser på korn. Prisstigningen var et incitament til at intensivere hovedgårdsdriften efter europæisk forbillede. En sådan intensivering krævede imidlertid samlede arealer og fæstebønder, der boede så tæt på hovedgården, at de kunne udøve hoveri.

Da Seefelds enke, Sophie Bille, døde i 1608 var det den yngste søn, Hans Seefeld, der arvede Sostrup og den nærliggende herregård Skærvad. I 1612 - blot 19 år gammel - solgte han såvel Skærvad som Sostrup til rigsråd Jørgen Skeel, som han havde tjent sammen med i Kalmarkrigen (1611-1613).

Jørgen Skeel var lensmand på Kalø og en af de vigtigste og mest magtfulde jyske adelsmænd i sin samtid. En position han styrkede gennem ægteskabet med Jytte Brock, der var datter af tidens rigeste adelsmand: Eske Brock fra det nærliggende Gammel Estrup. Jørgen Skeel udvidede sine besiddelser ganske betragteligt. Udover Ulstrup, som han arvede fra sin far, og hustruens Gammel Estrup erhvervede han foruden Sostrup og Skærvad også den nærliggende herregård Ørbækgaard.

Ved Skeels død i 1631 overtog Jytte Brock administrationen af de mange godser. Hun døde i 1640, hvorefter det blev hendes nevø, Christian Albertsen Skeel, der overtog denne opgave. Skeel og Brocks søn, Christen Jørgensen Skeel, tilbragte ni år med at rejse rundt i Europa på den traditionelle dannelsesrejse.

I 1650 vendte Christen Skeel imidlertid hjem til Danmark, hvor han i 1652 konsoliderede sin position i den danske højadel gennem ægteskabet med Birgitte Rosenkrantz. Christen Skeel varetog en række betydningsfulde embeder under Christian V (1646-1699) og var bl.a. medlem af statskollegiet.

Ved siden af sine offentlige pligter udvidede han sine besiddelser ganske betragteligt. Udover de godser han arvede fra forældrene, dvs. Gammel Estrup, Sostrup, Skærvad, Ulstrup og Ørbæk i Midtjylland samt Vallen i Halland, giftede han sig til Kjærstrup og Nørregaard og andele i Rosenlund og Krenkerup. Som faren gjorde han en aktiv indsats for at samle fæstegodset omkring hovedgårdene, ligesom han investerede i både geværfabrikker og jernværker.

Ved sin død i 1688 var Christen Skeel en af Danmarks rigeste adelsmænd, og det var hans eneste barn, Jørgen Skeel, der arvede det hele! Jørgen Skeel døde dog allerede i 1695, blot syv år efter sin far. Ved Jørgen Skeels død var arvefølgen endnu ikke sikret, men Skeels unge enke, Benedicte Margrethe Brockdorff, nedkom efter Skeels død med sønnen Christen Skeel. Benedicte Brockdorff, der senere giftede sig med Christian Ditlev Reventlow, administrerede dygtigt sønnens godser, mens han som andre unge adelige uddannede sig rundt i Europa.

Christen Skeel oprettede i 1725 Grevskabet Scheel af bl.a. Sostrup og Skærvad. Christen Skeels far og farfar havde nægtet at oprette et grevskab og dermed at indgå i den nye enevældes rangorden. Bortset fra oprettelsen af grevskabet, tog Christen Skeel dog heller ikke større del i hoflivet, men fokuserede på sine godser og deres administration.

De to efterfølgende grever - der begge hed Jørgen Scheel - helligede sig imidlertid hoflivet og de fornøjelser, som formue og rang gav adgang til. Den formue som tidligere Skeel'er havde samlet fik derfor hurtigt ben at gå på. I 1807 blev grevskabet Scheel ophævet, og i 1823 overgik såvel Sostrup som Skærvad til staten på grund af skattegæld.

Først i 1829 fandt staten en køber til Sostrup. Den nye ejer var ritmester Jacob von Benzon, der straks ved overtagelsen lod Sostrup omdøbe til Benzon og indgå i stamhuset Benzon. Stamhuset omfattede foruden Sostrup også bl.a. Skærvad, Ørbækgaard og Stensmark.

Landbruget havde vanskelige vilkår i begyndelsen af det 19. århundrede, og Benzons investering kunne ikke forrente sig. I 1839 måtte nedsættes en kommission, der skulle undersøge stamhusets økonomi og udrede restancerne. En række af stamhusets gårde, bl.a. Skærvad, Ørbækgaard og Stensmark, blev solgt fra, og kun selve Sostrup blev bevaret i stamhuset.

Året efter at stamhuset var blevet reduceret betragteligt, døde Jacob von Benzon, og hans enke overtog administrationen af godset, da deres søn kun var 12 år. Enken, Albertine Benzon, formåede - sikkert godt hjulpet på vej af de gunstige vilkår for landbruget som indfandt sig omkring 1830 - at stabilisere Sostrups økonomi. Den nye stamhusejer, Ernst von Benzon, der overtog administrationen af godset, da han blev myndig, døde uden at efterlade sig nogen børn. Ved hans død i 1888 tilfaldt Sostrup på skift hans to ældre søstre, Albertine von Benzon og Anne Marie de Mylius. Ved de Mylius' død i 1901 arvede hendes barnebarn, Sigismund Ernst de Mylius-Benzon, stamhuset.

Sigismund de Mylius-Benzon frasolgte alt stamhusets fæstegods og satsede målrettet på plantagedrift. I 1924 overgik Benzon - som følge af lensafløsningsloven - til fri ejendom. Man valgte at udstykke en lille smule af hovedgårdsjorden, men købte ellers jord fra den nærliggende herregård Hessel og lod denne udstykke for derved at holde Sostrups jorder relativt intakte.

Ved Sigismund de Mylius-Benzons død i 1927 overtog enken administrationen af godset, og ved hendes død i 1936 parrets eneste barn, Ib de Mylius-Benzon Sostrup.

Ib de Mylius-Benzon reducerede jordtilliggendet betragteligt, da han solgte Sostrups plantager fra i begyndelsen af 1940'erne. I 1943 overdrog han resten af godset til A/S Benzon Gods, men i 1945 beslaglagde staten Sostrup. I 1947 blev gården solgt videre til Aarhus Emballagefabrik A/S, og i en periode husede hovedbygningen tyske flygtninge.

I 1960 blev Sostrup købt af Sankt Bernhard Stiftelsen, der indrettede nonnekloster og klosterpension på gården.

I 2014 solgtes Sostrup til søskendeparret Kirsten og Anders Bundgaard, der i 2021 fortsat ejer gården. Sostrup drives i dag som retrætested, kursus-konferencecenter og ferieboligudlejning.