Sonnerupgaard

Ejerhistorie

Sonnerupgaards første kendte ejer var Niels Pedersen, der i 1341 fremgik som gårdens ejer. I 1374 var Sonnerupgaard kommet i hænderne på Anders Pedersen Panter, som døde omkring 1408. Efter hans død, blev gården arvet af datteren Mette Andersdatter Panter, som første ejede gården med sin mand Peder Tuesen Rani, og senere som enke sad på gården. Sonnerupgaard havde dog, i lighed med andre herregårde, flere ejere, for Otte Cernin nævnes som gårdens ejer i 1446.

Gården kan i den følgende tid kun findes sporadisk omtalt og har formentlig fungeret som en almindelig fæstegård gennem dele af 1500-tallet.  

Fra 1500-tallet bliver det igen muligt at klarlægge gårdens ejere, som tilhørte slægten Bild. Peder Bild kom i besiddelse af gården i midten af 1500-tallet. Efter hans død i 1566, blev Sonnerupgaard arvet af Christoffer Bild. I slutningen af 1500-tallet var gården igen kommet ud af Bildslægtens hænder og var ejet af Jakob Trolle. Siden sad enken, Mette Jakobsdatter Høg Banner, som eneejer af gården.

I 1621 havde Manderup Parsberg overtaget Sonnerupgaard. Manderup Parsberg var en af tidens store godsejere, der havde erhvervet en stor del af godserne gennem ægteskab. Efter hans død i 1625 beholdt hans enke Anne Brahe gården til sin død 1633. I sin tid som ejer, skænkede Anne Brahe en kalk til Hvalsø Kirke med inskriptionen "forbandet bliver den, som tager den fra denne kirke."

Efter Anne Brahes død, blev gården arvet af broren Otte Brahe, som dog samme år solgte gården til Jørgen Urne. Sammen med sin kone ejede Jørgen Urne også herregården Alslev, Nær og Knudseje. De drev godserne i fællesskab og arbejdede samtidigt med at forbedre bøndernes vilkår. Jørgen Urne støttede i 1634 Christian IV (1577-1648) i hans bestræbelser på at ophæve vornedskabet. Vornedskabet var en pligt, der siden 1300-tallet var blevet pålagt bønder på Sjælland, Lolland og Falster. Vornedskabet indebar en forpligtelse til at bonden skulle forblive på sit fødegods og overtage eventuelt ødegods til fæste. Denne ordning skulle sikre godsejerne tilstrækkelig arbejdskraft. Det lykkedes dog aldrig for Christian IV (1577-1648) at ophæve vornedskabet, fordi han mødte stor modstand fra adelen. Jørgen Urne døde i 1642 og gården arvedes af sønnen Knud Urne.

Knud Urne solgte i 1661 Sonnerupgaard til Bertel Bartholin, som var søn af den kendte læge og teolog Casper Bartholin. I 1675 blev gården købt af Johannes Fincke, der dog på grund af gæld, allerede samme år måtte sælge gården. Johannes Fincke solgte gården til svogeren Rasmus Poulsen Vinding, som udviste en stor interesse for gårdens drift. Rasmus Poulsen Vinding har også skrevet sig ind i Danmarkshistorien, som hovedforfatteren til Christian V's (1646 -1699) Danske Lov.  

Efter Rasmus Poulsen Vinding døde i 1684 solgte arvinger gården til Bodil Sørensdatter Hiort. Senere overtog sønnen, Severin Junge, gården. I 1731 blev Severin Junge optaget i adelsstanden under navnet de Junge. Han ejede flere herregårde, men valgte at sælge Sonnerupgaard i 1745.

Køberen blev Adolf Andreas von der Lühe, som allerede få år senere solgte gården til Frederik Brabrand. Den nye ejer var en af de stærkeste fortalere for at reformere landbruget og var forfatter til flere landbrugsfaglige artikler. Frederik Brabrand var meget tidligt fortaler for at forbedre de sjællandske bønders vilkår og anbefalede i Økonomisk Magasin i 1760 at begrænse og regulere brugen af hoveriet. Frederik Brabrand ønskede, at forholdet mellem bonde og godsejer var karakteriseret af et kontraktligt forhold mellem frie parter.

I 1788 blev Sonnerupgaard overtaget af Johan Thomas Neergaard, allerede Midtsjællands største godsejer. Udover Sonnerupgaard, var han også ejer af herregårdene Ringsted Kloster, Merløsegaard, Søgaard og Tølløse. Han beholdt dog ikke gården længe, men solgte Sonnerupgaard, Søgaard og Tølløse til Peder Christian Zeuthen. De tre gårde fulgtes herefter under samme ejere indtil 1900-tallet.

Peder Christian Zeuthen var ligeledes stærkt interesseret i landbrugets udvikling. Fra 1788 var han medlem af landvæsenskommissionen og mellem 1806 og 1812 fungerede han som præsident for Det Kongelige Landhusholdningsselskab. Peder Christian Zeuthen kan desuden findes i Frederik Thaarups "Fædrelandske Nekrologer" over betydelige mænd.

Peder Christian Zeuthen døde i 1823, men først fem år senere kunne sønnen Christian Frederik Zeuthen udkøbe de øvrige arvinger og overtage det samlede gods. I 1843 kunne Christian Frederik Zeuthen oprette baroniet Zeuthen ud af de tre gårde. Christian Frederik Zeuthen var medstifter af Kreditkassen til Selvejendoms Fremme og blev både i 1840 og 1847 valgt ind i Stænderforsamlingen.

Han var en aktiv del af den kreds af godsejere, som var modstandere af Grundlovens indførelse. Christian Frederik Zeuthen døde barnløs i 1850 og enken Sophie Hedvig Schulin beholdt gården til sin død i 1866. Baroniet blev derefter arvet af svogeren Christian Frederik Schulin, som året efter tog navnet Schulin-Zeuthen. Han søn opførte sidst i 1800-tallet en ny hovedbygning og avlsgård.

Christian Julius William Schulin-Zeuthen døde i 1919 og efterlod sig ingen børn. Derfor blev baroniet arvet af nevøen William Christopher Sigismund Schulin-Zeuthen. Ifølge lensafløsningsloven 1919 skulle baronier som Zeuthen ophæves og overgå til fri ejendom, og der skulle i den forbindelse betales en afgift til staten. Baroniet Zeuthen ophævedes 1921 og for at betale afgiften solgtes Sonnerupgaard kort tid efter til et konsortium.

Konsortiet afviklede dele af godset og videresolgte i 1928 Sonnerupgaard til N.G. Breit. I 1954 blev gården købt af H.F.M. Hollesen, der døde i 1959, hvorefter Sonnerupgaard blev overtaget af et forsikringsselskab, som indrettede kursuscenter i bygningerne 1963. I 1996 kom Sonnerupgaard igen i privat eje og blev indtil 2015 ejet af Birgitte Israelsen Knudsen og Peter Kjær Knudsen. Sonnerupgaard Gods fungerer i dag som hotel, konferencecenter og selskabslokaler foruden som landbrug og skovbrug, og ejes af Anders Knudsen.