Søndergaarde

Ejerhistorie

Søndergaarde var ejet af Henrik Brockenhuus i 1493. Henrik Brockenhuus' to sønner, Ejler og Claus Brockenhuus, arvede gården, hvor sidstnævntes søn, Ejler Brockenhuus, blev enearving til Søndergaarde. Ejler Brockenhuus er en af Danmarkshistoriens kendte og mest farverige adelsmænd.

Han blev i 1584 frataget sit gods og sat i fængsel på Dragsholm på grund af sit forargelige levned. Ejler Brockenhuus' hustru var søster til Otto Emmiksen, som døde i 1579. Ejler Brockenhuus forførte svogerens enke, Margrete Rantzau, men efter tidens retsopfattelse var der tale om et forhold mellem familiemedlemmer, der betragtedes som blodskam og medførte dødsstraf.

Forhistorien var, at da Frederik II (1534-1588) i 1581 besøgte Odense, var der en morgen blevet opslået et anklageskrift på slotsporten, der beskyldte Ejler Brockenhuus og Margrete Rantzau for at have fået et barn sammen. Kongen fik sagen undersøgt og da det viste sig at være sandt, stævnede han parret. De nåede imidlertid at flygte og ved familiens hjælp blev de begge benådet af kongen, hvis de lovede aldrig at komme hjem til Danmark.

Med dødstruslen hængende over hovedet vovede Ejler Brockenhuus sig dog snart hjem til Søndergaarde. Her begyndte han at komme med trusler mod kongen og egnens adel og i 1582 lod kongen ham fængsle. Han blev ført til Københavns Slot og kongen havde bestemt, at han offentligt skulle tiltales i Odense i 1584. Men under de foreløbige forhør kom der så mange forargelige vidneudsagn frem om Ejler Brockenhuus og hans søstres samliv, at kongen opgav en offentlig retsforfølgelse og i stedet lod ham fængsle på Dragsholm.

Her sad Ejler Brockenhuus og skrev lange breve til regeringsmedlemmerne og senere til Christian IV (1577-1648). I disse breve beskyldte han rigsrådet for at have forgiftet Frederik II og for at have planer om at gøre det samme med den nye konge. Efter anklagerne blev fængslingen i 1600 gjort livsvarig. I 1607 sendte han en hel bog fuld af profetier og fantasier til kongen, men kort efter døde han.

Allerede ved dommen i 1584 havde sønnen Claus Brockenhuus overtaget Søndergaarde. Han solgte godset til Hans Lindenov med tilnavnet "den rige." Hans Lindenov var en af landets største godsejere og sad også på flere af Kronens vigtigste len. Hans søn, Hans Lindenov den Yngre, overtog Søndergaarde foruden en række andre herregårde.

Hans Lindenov var gift med Christian IV's datter med Kirsten Munk, Elisabeth Augusta. Kirsten Munk var i 1615 blevet Christian IV's anden hustru. Hun fødte 12 børn i sit ægteskab med kongen, hvoraf otte overlevede. Kongen og Kirsten Munk havde et tæt forhold, men i 1626 indledte hun et forhold til rhingreve Otto Ludvig. Da kongen i 1630 fandt ud af dette, blev hun tvunget bort fra hoffet og måtte tage ophold på sine jyske godser Boller og Rosenvold.

Fem af kongens og Kirsten Munks døtre blev gift med danske adelsmænd - heriblandt Hans Lindenov, Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested. Ved at holde adelsmændene tæt på sig håbede kongen, at de ville være loyale over for ham. Hans Lindenov blev i maj 1640 optaget i rigsrådet. Han sluttede sig hverken til Corfitz Ulfeldt eller Hannibal Sehested, der rivaliserede om magten og kongens gunst. Da Christian IV reelt fængslede Kirsten Munk på Boller i 1646, stod svigersønnerne dog sammen i opposition til kongen.

I perioden mellem Christian IV's død og Frederik III's (1609-1670) kroning var Hans Lindenov og de øvrige svigersønner aktive for at få ægteskabet mellem Kirsten Munk og Christian IV anerkendt. Dette lykkedes dog ikke. I 1651 fratog Frederik III svigersønnerne al politisk indflydelse, og samtidig nægtede hans rigsråd at anerkende giftermålet mellem Kirsten Munk og Christian IV - børnene var altså reelt ikke kongelige, men blot uægte børn, og de havde ingen krav på kongelig status og respekt.

Da både Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested blev styrtet i 1651, bøjede Hans Lindenov sig for magten - til stor irritation for hans kone, Elisabeth Augusta. Ægteskabet var ikke længere en god politisk alliance, men blot en klods om benet. Forholdet til hustruen og svigermoderen Kirsten Munk udviklede sig med tiden fra slemt til værre: Kirsten Munk hadede ham for at have indgået forlig med Frederik III, og fordi han forsøgte at få sønnen Valdemar Christian til at forsone sig med kongen. Hans Lindenov døde i 1659 under svenskernes belejring af København.

Søndergaarde var en mindre herregård i Lindenov'ernes udstrakte besiddelser og hans enke, Elisabeth Augusta, solgte i 1662 Søndergaarde til Trinitatis Kirke. Svogeren Corfitz Ulfeldt havde også ejet en lille del af godset, men i 1664 fratog Frederik III ham den del, så kirken nu ejede hele godset. I 1677 solgtes Søndergaarde til Wilhelm Frederik Wedell, og gården blev nu underlagt det nyoprettede grevskab Wedellsborg. Wilhelm Wedells barnebarns enke, Conradine Christiane Danneskiold-Samsøe, solgte Søndergaarde til Hans Simonsen på Erholm i 1759.

I dag er Søndergaarde fortsat en del af Erholm Gods, der er ejet af slægten Cederfeld de Simonsen.