Søgaard (Sønderjylland)

Ejerhistorie

Søgaard kendes fra 1357, hvor Luder Limbek fik Lundtoft herred i pant af hertug Valdemar. Når pantet blev betalt skulle han aflevere herredet tilbage med undtagelse af Søgaard og en række andre godser. Hans bror, Henneke Limbek, havde allerede i 1344 fået Lundtoft herred i pant, og det er sandsynligt, at Søgaard allerede dengang eksisterede og var i Limbek-slægtens besiddelse.

I 1398 fik Claus Ahlefeldt Lundtoft herred i pant. Claus Ahlefeldt faldt under kampene mod Ditmarsken i 1404, og hans kone Anne Pogwisch overtog styret af Søgaard.

Annes efterfølger på Søgaard var hendes søn, Benedikt Ahlefeldt. På dette tidspunkt lå Danmark og de øvrige riger i Kalmarunionen i gentagne stridigheder. Det hele var begyndt i 1416, hvor Erik af Pommeren (1382-1459) forsøgte at hævde den danske indflydelse i hertugdømmet Slesvig. De holstenske grever og Hamborg satte sig imod, mens de øvrige hansestæder i 1423 indgik forlig med Erik for at bevare deres handelsprivilegier i Norden. Holstenerne rettede sig imidlertid ikke efter aftalen, og i 1426 brød krigen ud på ny. De vendiske hansestæder støttede nu de holstenske grevers side efter de havde oplevet en skærpet kongelig handelspolitik.

Benedikt Ahlefeldt indgik i 1428 en aftale med de holstenske grever Adolf og Gerhard om, at han skulle være den danske konges fjende og støttede dermed deres krav. Tabte Benedikt Ahlefeldt Søgaard under krigen, skulle greverne skaffe ham borgen tilbage eller betale ham gårdens værdi. Under stridighederne indførte Erik af Pommern Øresundstolden, som i mere end 400 år skulle give Kronen betydelige indtægter. Først i 1435 lykkedes det at indgå fred mellem de stridende parter, hvilket indebar et nederlag for Erik af Pommern.

Benedikt Ahlefeldt beholdt sit Søgaard, og i 1440 fik han yderligere Lundtoft herred i et etårigt pant af den holstenske grev Adolf. Hvorvidt det var for støtten under krigen eller gæld, at greven skyldte Benedikt Ahlefeldt vides ikke.

Det blev Benedikt Ahlefeldts to sønner Claus og Benedikt, der arvede Søgaard. Godsets deling mellem de to brødre blev startskuddet på knap 100 år med urolige arvestridigheder og komplicerede ejerforhold.

Claus og Benedikt Ahlefeldt ejede Søgaard i fællesskab. Benedikt Ahlefeldt må være død omkring 1466, og i den følgende tid var Claus Ahlefeldt eneejer. Claus Ahlefeldt havde tre sønner, Benedikt, Jørgen og Joakim Ahlefeldt. Benedikt og Jørgen fik Søgaard, mens Joakim blev provst og senere ærkedegn i Slesvig. Joakim Ahlefeldt havde derfor ikke de samme arverettigheder, men han fik dog noget jord, som han senere solgte. De tre brødre havde også en søster, Abel Ahlefeldt. I 1497 solgte hun sin andel i Søgaard til hertug Frederik på Gottorp. Dette modsatte Benedikt og Jørgen Ahlefeldt sig kraftigt. De to brødre forelagde sagen for kongen, og det endte med, at de to brødre fik hele Søgaard til deling.

Jørgen Ahlefeldt var en af mange slesvigske og holstenske adelsmænd, der døde ved Hemmingstedt i år 1500. Han var gift med Anna Meinstorp, der blev dræbt under Grevens Fejde (1534-1536) af Christian II’s (1481-1559) tilhængere.

Jørgen Ahlefeldts bror, Benedikt Ahlefeldt, var derfor eneejer af Søgaard, da han døde i 1513. Det blev hans kone Eibe Rantzau, der efter mandens død overtog styringen af godset. Parrets to sønner, Frantz og Gregers Ahlefeldt, skrev sig begge til Søgaard i 1523, men først i 1535 blev de enige om en deling af godset, men der var fortsatte stridigheder mellem brødrene. Begge brødre faldt i Ditmarskertoget i 1559, og det delte Søgaard skulle nu igen deles mellem brødrenes mange arvinger. Gregers’ halvdel af Søgaard blev nu styret af hans enke, Anna Ahlefeldt, mens Frantz’ halvdel blev delt mellem hans enke, Cathrine, samt døtrene Mette og Dorothea Ahlefeldt, hvoraf sidstnævnte senere bragte gården til sin anden mand, Daniel Rantzau.

De nye ejere kunne heller ikke leve fredeligt sammen på Søgaard. For at gøre forvirringen værre, havde Gregers og Anna Ahlefeldt en søn, Hans Ahlefeldt, som også stod opskrevet som ejer. Han døde omkring 1580, og sønnen Gregers Ahlefeldt arvede halvdelen af Søgaard. Han døde i 1616, og sønnen Hans Ahlefeldt arvede hans part i Søgaard. Hans Ahlefeldt var en dygtig adelsmand, der formåede at holde sig gode venner med den danske konge, den gottorpske hertug og ridderskabet i en tid, hvor alle parter lå i strid med hinanden. Hans overdådige livsstil fik hans økonomi til at bukke under. I 1648 så han sig tvunget til at sælge sine bedste godser. Da han døde kort efter, efterlod han sig ingen børn, og det blev i stedet hans søster Birgitte Ahlefeldt, som arvede hans del af Søgaard.

Dorothea Ahlefeldt var en af Søgaards ejere og var gift med Daniel Rantzau. Hun havde tidligere været gift med en anden Hans Ahlefeldt, som hun havde en søn sammen med. Hans navn var Frederik Ahlefeldt, og det var hans søn, som også hed Frederik Ahlefeldt, der i 1619 giftede sig med Birgitte Ahlefeldt af den anden Søgaard linje. Frederik Ahlefeldt blev således arving til begge de Søgaardske halvdele i 1686.

Imens alle disse forvirrende arveforhold stod på var gården blevet ødelagt i vinteren 1643-1644 under Torstenssons-krigen mod Sverige. Den blev ikke genopført.

Frederik Ahlefeldt efterlod sig ikke børn, og det blev derfor hans bror Carl Ahlefeldt, som arvede hans godsbesiddelser såvel som gæld. Da Carl Ahlefeldt døde i 1722 stod det klart, at hans økonomi lå i ruiner. I 1725 afholdt man auktion over de ahlefeldtske godser, og den nye ejer af Søgaard blev Godske von Thienen, der var ud af en gammel holstensk adelsslægt.

Hverken de sidste generationer af Ahlefeldter og Godske von Thienen og arving opholdt sig aldrig på Søgaard. Dette skyldtes blandt andet, at der ikke var midler til at opføre en ny hovedbygning efter ødelæggelserne under Svenskekrigene. Under Wener von Der Schulenburg, der var nevø til Godske von Thienen, blev en del af Søgaards hovedgårdsjord udparcelleret, mens bønderne overgik til arvefæste. Hoveriet blev udskiftet med en pengeafgift og livegenskabet, der havde bundet bønderne til en bestemt herregård, blev ophævet.

Efter Schulenburgs død i 1810 var Søgaard ejet af enken i nogle år. I 1817 overgik godset til en fjern slægtning, Leopold Schulenburg, der i 1834 solgte Søgaard til Gustav Friderich Güntzel. Han opførte en ny hovedbygning og ombyggede avlsbygningerne.

Gennem sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var Søgaard kendetegnet ved en række hurtige ejerskift. I 1934 købte staten købte godset. Langt størstedelen af jorden blev udparcelleret, mens hæren overtog selve Søgaard og de nærliggende søer og marker. Bygningerne blev lavet om til kaserne, som under Anden Verdenskrig blev overtaget af de tyske tropper. Først 16. oktober 1945 forlod de sidste tyske soldater gården, der igen blev en dansk kaserne.