Sødringholm
Sødringholm tilhørte før Reformationen Aarhus Bispestol.
Sødringholm har flere gange været en del af et større godskompleks, hvilket bl.a. har haft den betydning, at der kun i perioder har boet herskab på gården.
Sødringholms oprindelige udseende kendes ikke, men i kilderne er det muligt at spore detaljerede beskrivelser af gården helt tilbage fra 1667.
Den nuværende hovedbygning, som består af tre fløje i én etage, blev opført i 1757 af ejeren Niels Secher.
Ejerhistorie
Allerede i 1200-tallet beretter de skriftlige kilder om godsarealer i Sødring sogn. På denne tid tilhørte jorden Aarhus Bispestol. Omkring 1240 overdrog biskop Peder Elafsen jorden i Sødring sogn til Øm Kloster ved Ry, men kun otte år senere leveres jorden atter tilbage til bispestolen, og den forblev herefter i bispernes eje helt frem til Reformationen i 1536. I denne periode var der endnu ingen hovedgård på Sødringholm. I stedet fungerede gården som ladegård, hvilket betød, at den var placeret lokalt ude på den jord, som lå langt væk fra bispestolens andre gårde. Det var lettere at administrere jorden og drive det daglige landbrug, hvis man havde arbejdskraften forankret tæt på jorden, og derfor etablerede man ladegårdene og drev landbruget fra dem.
Da Danmark overgik fra katolicismen til protestantismen ved Reformationen i 1536, overgik bispedømmernes jord til Kronen. Det inkluderede også Sødringholm. I 1544 købte Hans Stygge så denne jord, og det var formentlig ham der omdannede Sødringholm fra ladegård til hovedgård.
I 1592 købte Peder Munk Sødringholm. Peder Munk ejede også en række andre gårde, bl.a. nabogården Demstrup, og Sødringholm blev derfor en del af et større godskompleks og fulgte med i køb og salg af Demstrup helt frem til 1744. Ejerne i den mellemliggende periode havde ikke selv meget med Sødringholm at gøre, men det var naturligvis alligevel i deres interesse, at gården var et velfungerende landbrug, der gav overskud.
Særligt efter Svenskekrigene i midten af 1600-tallet fik gårdens forpagtere store problemer med at få gården til at give udbytte. I 1660 stod det så slemt til med de manglende betalinger, at fogeden på Demstrup havde fundet det nødvendigt at spærre Sødringholms forpagter inde i et halvt år. Det lykkedes dem dog at flygte, men de dårlige tider havde sat deres spor på Sødringholms bygninger, som var ganske ødelagte. I 1697 arvede Christian Ditlev Rantzau en række besiddelser, deriblandt Sødringholm. Christian Rantzau lå i lange konflikter med sine medarvinger og var kendt for at behandle sine undersåtter hårdt og uretfærdigt. I Holsten ledte hans bønder et oprør mod ham, og i 1721 blev han snigmyrdet.
I 1744 købte præsten Niels Secher Sødringholm. Niels Secher og hans kone, Johanne Anchersen, boede muligvis selv på gården og i deres tid blev den nuværende hovedbygning opført. Niels Secher var en driftig mand og det siges, at han var den rigeste præst i Danmark på denne tid. Sødringholm blev i familien Sechers eje, indtil Hans Ammitzbøl købte gården i 1800.
I starten af 1800-tallet blev en del af godsets fæstegårde frasolgt, men Sødringholm kom helskindet gennem landbrugskrisens svære år i 1820'erne. I anden halvdel af 1800-tallet forbedrede C.F.H. Holsten Sødringholms landbrug og opdyrkede arealer, der indtil da havde ligget brak.
C.F.H. Holsten overdrog i 1906 Sødringholm til sin svigersøn, Valdemar v. Buchwald, der herefter sad på gården frem til sin død i 1924.
Sødringholm tilhører i 2021 Leif Skov og Anders Skov, som driver landbrug på gården.
Hovedbygning
Hvordan Sødringholm så ud, da gården endnu blot var en af Aarhus Bispestols ladegårde, vides ikke. Der kendes først beskrivelser af gården fra 1667, som blev nedskrevet efter, at gården var blevet hårdt medtaget under Svenskekrigene. I beskrivelsen fra 1667 lyder det, at Sødringholm bestod af en fløj mod øst i bindingsværk, som udgjorde hovedbygningen. Mod syd var der en økonomibygning med vognport, som rummede køkken og bryggerum og bagerum. Derudover var der to små huse, hvoraf det ene lå ud mod haven. Gårdspladsen var omgivet af plankeværk, og mod vest lå en æblehave.
I 1757 opførte daværende ejer Niels Secher den nuværende hovedbygning. Den består af tre fløje i én etage. Hovedbygningen blev oprindeligt opført i bindingsværk, men er løbende blevet omdannet til grundmur og fremstår i dag med hvidkalkede vægge og halvvalmede tegltage. Den midterste fløj har en gavlkvist midt på.
Hovedbygningen blev restaureret mellem 1954 og 1955 ved arkitekt E. Draiby.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
De første kendte beskrivelser af avlsbygningerne er fra 1667, hvor de bestod af en stor lade og en stald med plads til 48 okser samt nogle forskellige småhuse.
Gårdens avlsbygninger brændte i 1936, hvorefter nye blev opført. Disse blev moderniserede mellem 1954 og 1955 ved Ejvind Draiby og udvidet mellem 1958 og 1960 ved B. Christensen. Efter endnu en brand, som gik ud over svinestalden, roehuset og ungkreaturstalden, blev avlsbygningerne ombygget i 1965 ved B. Christensen. De fremstår i dag i grundmur med skifertag.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Bülow, E.: Danmarks Større Gårde. 1961-1974
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Sødringholm Hovedgård
Region og kommune
Midtjylland - Randers
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Leif Skov og Anders Skov
Herregårdens størrelse
888 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 405 ha, eng 43 ha, skov 405 ha, hede 35 ha, bortforpagtet 280 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug og boligudlejning
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Randers - Gjerlev - Sødring
Ejer
Valdemar August Peter Harald v. Buchwald
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
3.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
120000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er bortforpagtet. Besætningen består af: 50 køer, 30 kalve, 2 tyre, 10 heste, 330 får.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 1 forkarl, 2 karl(e), 2 pige(r), 2 daglejer(e), 1 daglejer(e) under høsten.
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Randers - Gjerlev - Sødring
Ejer
Oberst fred. Gothold Müller
Herregårdens størrelse
27.66 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
9.81 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
1.86 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Randers - Gjerlev - Sødring
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
27.72 htk
Skovskyld
1.33 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
12.00 htk
Fæstegods
282.01 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 4 s 454