Skullerupholm
I perioden mellem 1664 og 1688 var Skullerupholm ejet af Henrik Müller, der havde fået gården til gengæld for de store pengesummer, han havde lånt Frederik III (1609 -1670).
I 1748 blev Skullerupholm en del af grevskabet Ledreborg.
Skullerupholm ejes i dag fortsat af slægten Holstein-Ledreborg.
Skullerupholms nuværende hovedbygning er opført i 1853.
Ejerhistorie
Skullerupholm er en gammel sædegård, der kendes tilbage til middelalderen. I begyndelsen af 1300-tallet var gården ejet af Anders Pedersen Uldsaks, formentlig i fællesskab med broderen Sakse Pedersen Uldsaks.
Det blev under alle omstændigheder Sakses datter, Ingeborg Uldsaks, der arvede gården 1355, og som bragte den til sin mand Peder Jensen Grubbe. Ingeborg sad efter hans død i mere end 20 år som enke på gården.
Skullerupholm var dog forinden blevet opdelt i flere arvelodder, hvoraf svigersønnen Johan Olufsen Bjørn ejede flere. Han var en af tidens store godsejere, der udover Skullerupholm desuden ejede Søholm på Sjælland og Lykkesholm på Fyn. Da hans svigermor døde i 1397, købte han arvelodderne fra de øvrige arvinger og kunne ved sin død 1416 lade gården gå videre til datteren Eline Johansdatter Bjørn og hendes mand, Sten Basse.
Sten Basse døde i 1448. Eline Johansdatter Bjørn døde barnløs få år senere. Efter hendes død blev arvingerne, der alle var fjerne slægtninge, uenige om retten til gården. Udover Gerver Andersdatter Lunge og Johan Bjørnsen, begge børnebørn af den tidligere ejer Peder Grubbe, krævede også Oluf Axelsen Thott del i Skullerupholm i kraft af pant, han havde til gode fra Eline Bjørn.
I 1454 blev striden løst ved at tildele Gerver Lunge, Johan Bjørnsen og Oluf Axelsen Thott hver 1/3 af gården. Denne slags delinger blev ofte foretaget, hvis arvingerne manglede penge eller andre midler til at udkøbe medarvinger. Delingerne satte dog udfordringer for driften af jorden, og derfor var der ofte et ønske om at få samlet gården på én hånd.
Samlingen af Skullerupholm blev foretaget af Roskilde Bispestol. I foråret 1457 købte bispen i Roskilde, Oluf Daa, Johan Bjørnsens del af gården og få måneder senere Gerver Lunges andel. Først fire år senere afstod Oluf Thott sin del af gården til bispestolen.
Roskilde Bispestol var i besiddelse af Skullerupholm indtil Reformationen i 1536, hvor den katolske kirkes gods blev inddraget under Kronen. Skullerupholm fortsatte dog som et len, men nu et kongeligt len, der blev drevet af lensmænd, fx Mads Frithof, der havde alle indtægter fra Skullerupholm 1554-1594. Efter hans død fik Christoffer Parsberg, der var lensmand på Roskildegaard, en befaling fra Danske Kancelli om at lægge Skullerupholm ind under Roskildegaard len. Her blev herregården efter alt at dømme opdelt i to almindelige fæstegårde, der kaldtes Skullerupgaarde.
Efter indførelsen af Enevælden i 1660, kom Skullerupholm på private hænder. Henrik Müller lånte penge til den enevældige kong Frederik III (1609-1670), og til gengæld for disse lån fik Henrik Müller overdraget flere af Kronens indtægtskilder, herunder toldafgifter, bjergværker og godser.
Under Anden Karl Gustav-krig (1658-1660) fik Henrik Müller overdraget Sæbygaard. I 1660 fik han desuden Dragsholm samt Skanderborg og Stjernholm len. I 1662 gav kongen ham Kalundborg amt i forpagtning, og året efter fik han overdraget dele af Roskilde len, dog ikke Skullerupgaarde, som var blevet givet til bystyret i København.
Henrik Müllers svigersøn, Johannes Fincke, stod opført som ejer i 1664, men senere var det Henrik Müller selv, som stod bag oprettelsen af herregården Skullerupholm, der i 1673 blev underlagt det nyoprettede Skjoldenæsholm birk.
Henrik Müller erhvervede patronats- og birkeret over alle sine godser. Han overtog derved kirken samt dens indtægter, og godserne blev selvstændige retskredse. Kort herefter begyndte det dog at gå ned ad bakke for Henrik Müllers tid som storgodsejer. Den Store Nordiske Krig (1675-1679) bragte økonomiske vanskeligheder for Danmark og de bjergværker som kong Frederik III havde overdraget Henrik Müller, blev ramt af uheld. Samtidig havde Henrik Müller problemer med at styre sine omfattende godsbesiddelser. I løbet af 1680'erne tabte Henrik Müller sin store formue og sad tilbage som en ruineret mand. I 1688 overdrog han derfor Skullerupholm til datteren Sophie Müller og svigersønnen Johannes Fincke.
Sophie Müller sad som enke på Skullerupholm efter 1707, men solgte gården til Severin Junge, som i 1715 igen fik patronatsret til Kisserup kirke.
Johan Ludvig Holstein købte Skullerupholm i 1748. Han indlemmede gården i grevskabet Ledreborg, der var blevet oprettet i 1746. Skullerupholm indgik heri indtil 1926, hvor grevskabet blev ophævet og overgik til fri ejendom. Ifølge lensafløsningsloven 1919 skulle alle stamhuse, baronier og grevskaber ophæves, og i den forbindelse skulle der betales en afgift til staten.
På Skullerupholm blev udstykket 10 husmandsbrug. Herregården fortsatte herefter i familien Holstein-Ledreborgs eje.
Hovedbygning
I midten af 1800-tallet brændte hovedbygningen ned og gårdens nuværende hovedbygning blev opført. Hovedbygningen er opført som forpagterbolig, der er bygget i røde mursten. Bygningen er i én etage, men med kælder og kviste. Stuehuset har kamtakkede gavle, der afbrydes af en halvvalm. Facaden ud mod haven er prydet med en kamtakket gavlkvist.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Til Skullerupholm hører en avlsgård, der er delvist nyopført efter en brand i 1921.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Kulturmiljø
Skullerupholm indgår i godset Ledreborg.
Et stykke nord for gården ligger Lejrevigen, fra hvis sydspids der strækker sig store skove ned mod Kisserup sogn. Der har ligget flere landsbyer ved Skullerupholm, herunder Lodderup, der lå syd for gården. Lodderup forsvandt allerede i 1400-tallet.
Området omkring Lejre er rigt på oldtidsminder og oldtidsfund, som formidles i det arkæologiske forsøgscenter Sagnlandet Lejre.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Hansen, J.J: Større danske Landbrug. 1930-1937.
Mollerup, W. &, Fr. Meidell: Bille-Ættens Historie. 1893.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Skullerupholm
Region og kommune
Sjælland - Lejre
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Silvia Charlotte Marie Munro
Herregårdens størrelse
220 ha
Godsets størrelse
1468 ha
Detaljeret størrelse
Herregården: ager 220 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Skullerupholm hører under Ledreborg Gods, der har et samlet areal på 1468 ha
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
København - Volborg - Kisserup
Ejer
Johan Ludvig C.C.T. Holstein, Greve
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
2.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
300000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er drevet af ejeren selv. Besætningen består af: 110 køer, 125 kalve, 6 tyre, 23 heste, 7 føl, 5 får.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 1 forkarl, 2 røgter(e), 7 elev(er), 7 karl(e), 4 pige(r), 6 daglejer(e), 8 polakker e.lign. om sommeren.
Bemærkninger om godset
Gården var en del af Grevskabet Ledreborg.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
København - Volborg - Kisserup
Ejer
Grevskabet Ledreborg, Kammerherre Chr. E. Holstein
Herregårdens størrelse
52.01 htk
Skovskyld
18.56 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
210.33 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
27.66 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
København - Volborg - Kisserup
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
36.00 htk
Skovskyld
6.75 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
0.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 2, s 375