Skovgaarde
Gården ligger i Søby sogn, ikke langt fra Øksnebjerg, hvor Johan Rantzau i 1535 vandt et berømt slag under Grevens Fejde (1534-1536).
Skovgaarde var i knap 200 år en del af adelsslægten Rantzaus store jordbesiddelser.
Ejerhistorie
Den første navngivne ejer af Skovgaarde var Verner Pedersen, der i 1466 optrådte i en sag ved Assens byting. Verner Petersen tilhørte adelsslægten Pil, og hans hustru Kirsten Jensdatter, hvis far var rådmand, stammede fra den odenseanske handelsstand.
I 1512 hed ejeren Laurits Pedersen. Han var gift med den tidligere ejers datter, og han overtog formodentlig gården i forbindelse med ægteskabets indgåelse. Skovgaarde blev gennem flere generationer ejet af Laurits Pedersens efterkommere, indtil Bendix Norby i 1641 solgte gården til Jørgen Brahe. Jørgen Brahe overdrog dog allerede samme år Skovgaarde til søstrene Karen og Hilleborg Bille til gengæld for herregården Bisbo, det nuværende Brahesborg.
Søstrene Bille solgte Skovgaarde til deres nevø Jørgen Hartvigsen i 1660. Efter hans død bragte enken, Kirsten Wenzelsdatter Rothkirch, gården ind i sit nye ægteskab med Erik Steensen i 1671. Som ung havde Erik Steensen gjort tjeneste ved hoffet, og han havde et tilgodehavende hos kongen, som blev afviklet ved overdragelse af jord. Den nyerhvervede jord lagde Erik Steensen ind under Skovgaarde, som derved blev en komplet herregård med over 200 tønder hartkorn. Gårdens nye status som komplet hovedgård betød, at hovedgårdsjorden blev fritaget for skat. Skovgaarde voksede under Steensen betydeligt, idet gården ud over hovedgårdsjord og fæstegods nu også omfattede fire kirker i Søby, Turup, Ørsted og Søllested sogn.
Erik Steensens datter, Barbara Christine Steensen, blev gift med Mogens Holck, der købte Skovgaarde på en auktion i 1708. Mogens Holck var officer, og han døde i Rostock i 1712 under Den Store Nordiske Krig (1700-21). Enken Barbara Christine Holck blev boende på Skovgaarde som enke, og hun igangsatte en række godgørende initiativer i sin tid på gården, bl.a. oprettede hun et lille hospital til fire gamle og fattige fra Skovgaarde gods.
Efter Barbara Christine Holcks død købte Christian Rantzau gården på auktion i 1755. Skovgaarde forblev en del af slægtens store jordbesiddelser gennem generationer og gården blev i hele perioden drevet af forpagtere.
I 1923 blev store dele af Skovgaardes jord i forbindelse med lensafløsningen overdraget til staten og brugt til blandt andet opførelsen af Skovgaarde Huse, der bestod af 11 husmandsbrug.
Skovgaardes hovedparcel har siden skiftet ejer flere gange, og er i 2021 ejet af Jette Hempel-Hansen.
Hovedbygning
I 1721 lod Barbara Kirstine Holck den eksisterende hovedbygning rive ned. I stedet blev der opbygget en ny af egebindingsværk og med kampestenssokkel. Barbara Christine Holcks hovedbygning var et enkeltfløjet hus i én etage. Bygningen udgør i dag hovedfløjen i et trelænget anlæg.
I 1863 blev der opført en gennemgående frontspids midt på fløjen, og i samme århundrede blev der tilføjet to grundmurede sidefløje.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Skovgaardes avlsbygninger er en trefløjet gård, der sammen med hovedbygningen omgiver en stor gårdsplads. Avlsgården er grundmuret og med pladetag.
Den ældste bygning stammer fra 1874, men anlægget er løbende blevet udbygget i det 20. århundrede.
Fredningsstatus 2021: Avsgården er ikke fredet.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Trap, J.P.: Danmark. København. 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Skovgaarde
Region og kommune
Syddanmark - Fyn og øer - Assens
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Jette Hempel-Hansen
Herregårdens størrelse
50 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 31 ha, eng 8 ha, skov 4 ha, andet 7 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Ingen oplysninger
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Odense - Båg - Søby
Ejer
C.F. Rantzau, Greve
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
6.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
195000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er bortforpagtet. Besætningen består af: 60 køer, 40 kalve, 4 tyre, 14 heste, 4 føl, 8 får. Der sælges ca. 100 svin om året.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 1 forkarl, 1 røgter(e), 2 elev(er), 4 karl(e), 4 pige(r), 2 daglejer(e), 7 daglejer(e) under høsten.
Bemærkninger om godset
Gården var en del af Ranzaus grevelige Forlods.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Odense - Båg - Søby
Ejer
Det grevelige forlods Rosenvold, Grev A. Rantzau
Herregårdens størrelse
29.60 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
218.68 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
12.32 htk
Bemærkninger om godset
Del af Det grevelige forlods Rosenvold (Jylland).
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Odense - Båg - Søby
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
21.00 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
221.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Hvgd htk er fra ChristensenHørsholm. Oplysningerne om bøndergodset stammer fra ChristensenHørsholm