Skærvad

Ejerhistorie

Margrethe I (1353 - 1412) modtog Skærvad i slutningen af 1300-tallet fra gårdens to ejere, Ture Knudsen og Vilhelm Svave. Om der har været tale om en frivillig gave eller en forebyggende handling, der skulle formilde en vred regent og forhindre en konfiskering, er uvist. Sikkert er det imidlertid, at Margrethe I i perioden efter 1396, hvor Erik af Pommerns (1382-1459) tronfølge var sikret, konfiskerede meget af det krongods, der i den urolige periode omkring 1300 var blevet overtaget af magtfulde adelsmænd.

Margrethe I belønnede imidlertid også sine støtter blandt den danske adel, og hun overdrog således i 1386 Skærvad til Jens Andersen fra Gammel Estrup. Jens Andersen havde støttet Valdemar Atterdags (1321-1375) kamp for at konsolidere kongemagten og kunne nu høste frugten af sin indsats. Jens Andersen døde i 1408, og Skærvad gik først til hans søn, Jens Jensen, og senere til barnebarnet Lave Jensen Brock, der døde i 1435. Skærvad og Clausholm tilfaldt hans søn Axel Lavesen Brock, om end Skærvad, som det var skik og brug i perioden, blev delt blandt flere ejere.

Axel Lavesen Brock, der var en af tidens største jordejere, købte de andre anparter af Skærvad og sikrede sig ejerskabet af herregården. Skærvad var dog, netop på grund af Axel Lavesen Brock store velstand og mange herregårde, ikke blandt slægtens vigtigste godser - og gården var ikke fast opholdssted for ejerslægten.

Axel Lavesen Brock overlevede sit eneste barn, og hans arving blev derfor barnebarnet Mette Albrecthsdatter Bydelsbak, der arvede både Skærvad og hans store formue. Mette Bydelsbak var gift med Mogens Gøye, en af periodens mest indflydelsesrige adelsmænd. Sammen fik de syv børn, og Mette Bydelsbaks store formue blev i 1513 delt på mange hænder.

Mette Bydelsbaks og Mogens Gøyes datter, Elline Gøye, lod i 1552 udarbejde "Fru Eline Gøyes Jordebog", der er en af de vigtigste kilder til dansk adels- og godshistorie i 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet. Jordebogen giver en række oplysninger om Skærvads størrelse og betydning i perioden. Således indikerer de oplyste fæsteafgifter, at gården på dette tidspunkt var omtrent fire gange så stor som en almindelig bondegård.

Det var Elline Gøyes søster, Ide Gøye, der arvede Skærvad. Ved Ide Gøyes død i 1563 overgik gården til datteren, Sophie Rosenkrantz, der var gift med rigsråd Jakob Seefeld. Seefeld var som medlem af rigsrådet en del af den danske højadel, der netop i perioden fra Reformationen i 1536 til enevældens indførelse i 1660 havde en enorm politisk og økonomisk magt i samfundet.

Seefeld døde i 1599, få år efter han havde købt nabogården Sostrup. Ved Seefelds død overtog sønnerne Enevold og Hans Seefeld Skærvad hurtigt efter hinanden. Hans Seefelds økonomi var imidlertid problematisk, og i 1613 solgte han derfor Skærvad til Jørgen Skeel, som han havde tjent sammen med i Kalmarkrigen (1611-1613).

Jørgen Skeel var lensmand på Kalø og en af de vigtigste og mest magtfulde jyske adelsmænd i sin samtid. En position han styrkede gennem ægteskabet med Jytte Brock, der var datter af tidens rigeste adelsmand: Eske Brock fra det nærliggende Gammel Estrup. Jørgen Skeel udvidede sine besiddelser ganske betragteligt. Udover Fussingø, som han arvede fra sin far, og Gammel Estrup, som han fik gennem sit ægteskab, erhvervede han foruden Sostrup og Skærvad også den nærliggende herregård Ørbækgaard.

Ved Skeels død i 1631 overtog Jytte Brock administrationen af de mange godser. Jytte Brock døde i 1640, hvorefter det blev hendes nevø, Christian Albertsen Skeel, der overtog denne opgave. Skeel og Brocks eneste søn, Christen Jørgensen Skeel, rejste nemlig rundt i Europa på en ni år lang dannelsesrejse.

I 1650 vendte Christen Skeel imidlertid hjem til Danmark, hvor han i 1652 konsoliderede sin position i den danske højadel gennem ægteskabet med Birgitte Rosenkrantz. Christen Skeel varetog en række betydningsfulde embeder under Christian V (1646-1699) og var bl.a. medlem af statskollegiet.

Skærvads historie er tæt knyttet til Sostrups, idet de to gårde fra slutningen af 1500-tallet til midten af 1800-tallet havde samme ejere. Dog blev Skærvad i samtiden overskygget af Sostrup, hvilket formodentligt skyldtes Sostrups mere imponerende hovedbygning. Skærvad var dog næsten lige så stor som Sostrup. I 1688 blev Skærvads jordtilliggende opgjort i forbindelse med Christian V's matrikel. Skærvad var da på 61 1/3 tdr. hartkorn. En gennemsnitlig herregård var på dette tidspunkt 42 tdr. hartkorn, svarende til 7-8 bondegårde. Så Skærvad og Sostrup var begge store herregårde.

Skærvad indgik ligesom Sostrup i grevskabet Skeel, der blev oprettet i 1725 af Christen Skeels barnebarn, der også hed Christen Skeel. De to efterfølgende grever - der begge hed Jørgen Scheel - helligede sig hoflivet og de fornøjelser, som formue og rang gav adgang til. Den formue, som tidligere Skeel'er havde samlet, fik derfor hurtigt ben at gå på. I 1807 blev grevskabet Scheel ophævet, og i 1823 blev såvel Skærvad som Sostrup på grund af skattegæld sat på auktion.

Først i 1829 fandt staten en køber til Sostrup. Den nye ejer var ritmester Jacob von Benzon, der straks ved overtagelsen lod Sostrup omdøbe til Benzon og indgå i stamhuset Benzon. Stamhuset omfattede foruden Sostrup også bl.a. Skærvad, Ørbækgaard og Stensmark.

Landbruget havde vanskelige vilkår i begyndelsen af det 19. århundrede, og Benzons investering kunne ikke forrente sig. I 1839 måtte staten nedsætte en kommission, der skulle undersøge stamhusets økonomi og udrede restancerne. En række af stamhusets gårde, bl.a. Skærvad, blev solgt fra, og kun selve Sostrup blev bevaret i stamhuset.

Mellem 1840 og 1856 havde Skærvad en række skiftende ejere, der hver især frasolgte en del af fæstegodset og udparcellerede dele af hovedgårdsjorden til såkaldte afbyggergårde, dvs. gårde der blev udskilt fra større landbrug. I slutningen af 1900-tallet udskilte en række store godser, sådanne afbygger- eller avlsgårde, der kunne drives mere effektivt end de traditionelle store godser.

I 1856 blev Skærvad overtaget af grosser Johan Carøe - og ikke mindst broren - forpagter Christian Frederik Carøe. Christian Frederik Carøe var en særdeles dygtig landmand, der moderniserede driften og gjorde Skærvad til et moderne mønsterbrug og et uddannelsessted for unge landmænd. Carøe var særdeles engageret i lokalsamfundet, hvor han var medstifter af Grenå Landboforening, bestyrelsesmedlem i Kolindsunds aktieselskab, repræsentant i Brandassuranceforeningen Jylland, komitemedlem i Randers-Grenåbanen, amtsrådsmedlem, landvæsenskommissær m.m. Skærvad og Carøe personificerede således den aktive og betydningsfulde rolle, godserne og godsejerne spillede i slutningen af 1800-tallet.

Christian Frederik Carøe døde i 1891, hvorefter broren ejede Skærvad alene. Han døde dog allerede i 1893, og hans fire børn solgte i 1912 Skærvad. Begyndelsen af 1900-tallet var karakteriseret af hyppige ejerskifter. Bl.a. ejede Randers Amts Udstykningsforening i en periode gården og udstykkede 17 husmandsbrug af gårdens jorde.

I 1921 købte proprietær Søren Sørensen Skærvad, og den forblev i hans families eje frem til 2007, hvor den blev købt af Lone Moldrup, der ejede gården indtil 2015. I 2023 ejes Skærvad af Peter Brøgger Andersen v/ Landmandsselskabet af 14. juni 2012.