Sinddinggaard
Sindinggaard omtales første gang i et brev i 1480, hvor slægten Harbou ejede gården.
Hovedbygningens midterfløj er bygget i 1730 af ejeren Frantz Rantzau
I 1830'erne blev gården reddet, da ejeren vandt i lotteriet.
Gården er beliggende ved Sinding Kirke.
Ejerhistorie
De første kendte ejere på Sindinggaard var den lavadelige slægt Harbou. I 1440 var Knud Nielsen Harbou blevet adlet og i 1490 ejede sønnen Jens Knudsen Harbou Sindinggaard. I fire generationer herefter blev gården nedarvet inden for slægten, idet gården dog deltes mellem flere arvinger.
I 1640'erne var gården overgået til Mogens Juel og brødrene Hans Dyre og Iver Dyre. Det lykkedes sidstnævntes søn, Claus at blive eneejer i 1655, dels ved arv og dels ved tilkøb. Gården blev herefter nedarvet i slægten Dyre i en længere periode.
Margrethe Rodsteen, enke efter den sidste Dyre på Sindinggaard, blev i sit andet ægteskab gift med Frantz Rantzau. Under Rantzaus ejerskab blev midterfløjen på den nuværende trefløjede hovedbygning opført. Efter Rantzaus død sad Margrethe Rodsteen endnu engang som enke på Sindinggaard.
Hun solgte i 1743 Sindinggaard, hvorved gården fik sin første ikke-adelige ejer, Mads Pedersen Lillelund. Der har ikke sidenhen været adelige ejere på gården.
Søren August Fjelstrup blev i 1815 eneejer af gården. Han var en aktiv ejer, som brugte megen tid på gårdens drift. Under hans ejerskab havde han omkring 20 lærlinge på gården fra Det Kongelige Landhusholdningsselskab. Han anlagde en have og brugte generelt kræfter på at forbedre gården. Udover gårddriften var han også politisk aktiv i årene før demokratiets indførelse: sad i Stænderforsamlingen 1836-1846, først som kongevalgt og senere som folkevalgt.
Held skulle der også til. I 1830'erne var der vanskelige tider for landbruget, og i 1836 blev Hammerum Herred, hvor Sindinggaard ligger, ramt af en storm, der ødelagde afgrøderne. Ved et heldigt sammentræf vandt Fjelstrup samme år den store gevinst i lotteriet, og han kunne derfor betale både sin egen gæld af, og hjælpe de ramte landmænd på egnen. I 1837 begyndte han at ombygge hovedbygningen.
Efter Fjelstrups død i 1859 har Sindinggaard haft skiftende ejere. I slutningen af 1800-tallet overtog et konsortium gården og foretog en udstykning af jorderne.
Sindinggaard ejes i 2021 af Signe Mørup.
Hovedbygning
I 1730 blev hovedbygningen opført under ejeren Frantz Rantzau. Bygningen blev opført som bindingsværk med en sorttjæret sokkel i munkesten.
I 1800 gennemgik bygningerne en modernisering, hvor bygningerne blev grundmuret, og under ejeren Søren August Fjelstrup blev midterfløjen i 1837 påført en toetagers midterrisalit med hjørnepilastre. Gavlene fik ved ombygningen blindinger og blev halvt afvalmede. Mod gården har indgangen dobbeltdøre. Mod have har vinduerne og døren en havlrund kraftig indramning.
Senere i 1872 blev de nuværende sidefløje opført under ejeren Jacob Boserup. Bygningerne er hvidkalkede med stortjærede detaljer.
Fredningsstatus 2021: Midterfløjen er fredet
Andre bygninger
Avlsgården på Sindinggaard er trefløjet og vender mod hovedbygningen, så de to danner en firkant. Gården er grundmuret og med pladetag.
I løbet af 1900-tallet er der bygget og ombygget produktionsbygninger af fem omgange.
Fredningsstatus 2021: Avls- og produktionsbygningerne er ikke fredet.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Trap, J.P.: Danmark. København. 1953-1972.
Hansen, J.J.: Større danske Landbrug: Statistik, topografisk, historisk Haandbog. København 1930-1937
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Sindinggård
Region og kommune
Midtjylland - Herning
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Signe Mørup
Herregårdens størrelse
115 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 105 ha, skov 10 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Ingen oplysninger
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Ringkøbing - Hammerum - Sinding
Ejer
J. S. Kloppenborg
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
12.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
50000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er drevet af ejeren selv. Besætningen består af: 50 køer, 27 kalve, 3 tyre, 10 fedekreaturer, 9 heste, 6 føl, 20 får. Der sælges ca. 80 svin om året.
Folkehold
1 fodermester(e), 1 forkarl, 1 røgter(e), 4 karl(e), 3 pige(r).
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Ringkøbing - Hammerum - Sinding
Ejer
Justitsråd Sør. Aug. Fjelstrup
Herregårdens størrelse
20.20 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
0.00 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
4.13 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Ringkøbing - Hammerum - Sinding
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
25.44 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
6.35 htk
Tiende
15.81 htk
Fæstegods
226.29 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 5,2 s 772