Silkeborg

Ejerhistorie

I 1300-tallet var herregården eller borgen Silkeborg placeret på en slotsholm 600 meter nord for den nuværende hovedbygning. Gården skal ikke forveksles med byen Silkeborg, som først fik status som handelsplads i 1846. Dog er både det middelalderlige Silkeborg og den nuværende hovedbygning geografisk placeret inden for byen Silkeborgs nuværende grænser.

Silkeborg var i 1300-tallet ejet af adelsmanden Erik Mus. Dog mente det nærliggende Alling Kloster, at jorden på slotsholmen tilhørte klostret, hvilket betød, at Erik Mus og Alling Kloster lå i en langvarig strid omkring retten til at bruge jorden. Da Erik Mus' datter Thore Mus arvede Silkeborg, lovede hun at overdrage gården til biskoppen i Aarhus i året 1414. Hun holdt sit ord, men der var dog stadig vanskeligt for bispestolen at komme i besiddelse af selve gården. Først efter at have indgået en byttehandel med Alling Kloster fik Aarhus-bispen endelig kontrakt på Silkeborg.

Silkeborg lå herefter under Aarhus bispestol indtil Reformationen i 1536, hvor Kronen inddrog alt bispegods. Som krongods blev Silkeborg Slot centrum i det større Silkeborg Len. Stenhuset, som Erik Mus havde opført tilbage i slutningen af 1300-tallet, blev således der, hvor kongen opholdt sig, når han besøgte sine godser på denne egn. Når de kongelige gæster kom på besøg, blev gården sat i stand og udsmykket. Christian IV (1577-1648) fik i 1615 lavet en personlig hovednøgle til gården.

Som mange andre kongelige gårde blev Silkeborg i perioder ikke tilstrækkeligt vedligeholdt. Særligt efter de mange krige og plyndringer i midten af 1600-tallet opgav kongen at holde det nu overflødige slot i stand.

I 1664 skødede Frederik III (1609-1670) Silkeborg til Christian Fischer. Kongen forbeholdt sig dog forkøbsretten til herregården. Allerede tidligere havde Christian Fischer fået adskillige gårde, huse og skove, som han nu kunne knytte til Silkeborg. Hans arvinger ejede herefter gården indtil 1720, hvor Frederik IV (1671-1730) benyttede sig af tilbagekøbsretten og generhvervede store dele af det tidligere Silkeborg len til at oprette et af landets 12 Rytterdistrikter. Rytterdistrikterne var krongods, som havde til formål at sørge for underhold til hærens 12 rytterregimenter.

Mens Silkeborg var ryttergods blev der opført barakker til soldaterne på gården, mens officererne boede i nogle af borggårdsbygningerne. Resten af det gamle stenhus fra Erik Mus' tid blev nu revet helt ned. Allerede mellem 1760 og 1780 blev ryttergodset igen nedlagt og solgt fra. Silkeborg blev solgt til Hans Nicolai Hoff, der flyttede den nuværende beboelsesbygning væk fra slotsholmen og anlagde den ca. 600 meter sydligere på den plads, hvor ladegården tidligere lå.

Hans Hoffs søn, Henrik Hoff, overtog godset i 1794. Efter at alle fæstegårde var blevet frasolgt til selveje, valgte han også at sælge selve herregården. De dårlige tider for landbruget i begyndelsen af 1800-tallet gjorde, at de efterfølgende år var præget af mange ejerskifter på Silkeborg. Generelt var tiderne dårlige i hele Danmark, og mange af landets godser gik konkurs. 50 godser blev således overtaget af staten, og Silkeborg var en af dem. Dette skete i 1823, hvor statskassen overtog gården på tvangsauktion. I 1844 forpagtede brødrene Drewsen hovedgårdens jorder, hvorpå de anlagde Papirfabrikken, der blev startskuddet til en rivende udvikling for Silkeborg i anden halvdel af 1800-tallet.

Siden har herregården Silkeborg haft mange forskellige funktioner som f.eks. posthus og kirke. I 1940 blev gården købt af Silkeborg Kommune, der først indrettede den som børneasyl, men i 1951 åbnede et museum i de gamle bygninger.

Siden 1951 har herregårdens bygninger været som museum. I begyndelsen indeholdt bygningen både kulturhistoriske udstillinger og kunstmuseum. Asger Jorn forærede museet mange af sine egne kunstværker og en række internationale værker, som i dag er udskilt som grundstenen i Museum Jorn.

De kulturhistoriske samlinger og udstillinger er samlet på Museum Silkeborg.