Selsø

Ejerhistorie

Selsø nævnes første gang i 1288, hvor biskop Ingvar overdrog indtægterne fra gården til provst Jens Grand. Gården var altså blandt Roskilde bispestols besiddelser, hvilket den forblev frem til Reformationen i 1536. I denne periode var gården bestyret af kirkelige lensmænd.

I 1525 fik Niels Vincentsen Lunge overdraget Selsø som lensmand. Under Grevens Fejde mellem 1534 og 1536 sluttede han sig som de fleste sjællandske adelsmænd til grev Christoffer, men måtte efter Christian III's (1503-1559) sejr udstede troskabsbrev til ham og hans søn. Han fik herefter lov til at blive siddende som lensmand på Selsø.

Ved Reformationens indførelse i 1536 var alle kirkelige besiddelser blevet inddraget under Kronen, som i mange tilfælde lod lensmændene fortsætte. I 1551 klagede Niels Vincentsen over, at lenet var sat for højt i afgift, men fik et skarpt afvisende svar, hvor Christian III påpegede, at Niels Vincentsen Lunge måtte være glad for, at han overhovedet havde fået lov at beholde lenet.

Niels Vincentsen Lunge døde i 1552, og i 1556 afhændede Kronen Selsø til Andreas von Barby, som var en indvandret tysk adelsmand. I 1557 fik han tildelt Selsø rettigheder, der mindede om de senere stamhuse, idet herregården skulle gå udelt i arv til hans nevø og derefter til nærmeste mandlige arving. Målet var at sikre at godset ikke - som det ellers var almindeligt - blev spredt på mange arvinger. Andreas von Barby døde allerede to år efter, hvorefter stamhuset overgik til hans nevø, Hans von Barby.

Hans von Barby solgte imidlertid allerede samme år Selsø til Corfitz Ulfeldt, hvormed bestemmelserne om udelt arv bortfaldt. Corfitz Ulfeldt ejede herefter gården frem til sin død i 1563, hvor den blev overtaget af hans broder, Jacob Ulfeldt.

Jacob Ulfeldt havde som ung studeret i udlandet, bl.a. i Louvain, og var derefter blevet optaget i statstjenesten. Hans karriere var dog ikke videre succesfuld, da han efter en uheldig diplomatisk udsendelse til Rusland blev bortvist fra rigsrådet. Han døde i 1593, hvorefter hans søn, Mogens Ulfeldt, overtog Selsø.

Mogens Ulfeldt gjorde ligesom sin fader karriere ved hoffet. Han fik overdraget flere store len, bl.a. Kronborg, Christianopel og Sølvesborg, ligesom han gjorde karriere i flåden, hvor han blev udnævnt til rigsadmiral.

Mogens Ulfeldt brugte Selsø som husarrest for sin hustru, Anne Munk. Årsagen til denne straf kendes ikke, men stadig i 1619, tre år efter Mogens Ulfeldts død, opretholdtes indespærringen af en værge, Jacob Ulfeldt. Selsø var da gået i arv til de fire mindreårige børn, Corfitz, Jacob, Christian og Anne Ulfeldt, som boede på gården, men altså var underlagt en værge. I 1623 tog børnene selv styringen: gårdens forpagter, der var indsat af værgen, blev smidt på porten, og moderens arrest blev ophævet. 

Ulfeldt-børnene havde dog brug for penge til at uddanne sig i Europa, og i 1624 fik de kongelig tilladelse til at sælge Selsø, som blev købt af Ernst Normand. Han var i en ung alder indvandret fra Tyskland og fik med tiden en fremtrædende position inden for den danske adel. Han fik således bl.a. Koldinghus i forlening, ligesom Christian IV (1577-1648) betroede ham at være værge for sin uægte søn, Hans Ulrik Gyldenløve. Ernst Normand døde i 1643, hvorefter hans enke, Ingeborg Arenfeldt, sad på gården til sin død, hvorefter den blev overtaget af svigersønnen Joachim Frederik Pentz.

I 1669 blev Selsø erhvervet af Erik Krag. Han blev samme år gehejmeråd efter at have tjent i Danske Kancelli siden 1643. Han havde således bevaret sin stilling efter Enevældens indførelse i 1660 og var endda steget nogle trin op ad embedsstigen, idet han også var blevet assessor i højesteret. Selsø ejede han frem til sin død i 1672, hvor gården overgik til hans enke, Vibeke Rosenkrantz.

I 1682 blev Selsø købt af Birgitte Skeel, som ejede og drev godset med stor dygtighed i næsten 40 år. Hun skaffede således gården patronatsret over Skuldelev kirke, ligesom hun fik tilladelse til at oprette Selsø birk. Hendes fire børn døde før hende, hvilket betød, at Selsø efter hendes død i 1720 overgik til Christian Ludvig von Plessen, som var gift med hendes niece, Charlotte Amalie Skeel.

Christian Ludvig von Plessen gjorde karriere i den danske stats tjeneste, men måtte i 1734 på grund af et anstrengt forhold til Christian VI (1699-1746) forlade alle sine stillinger uden pension. Resten af sit liv brugte han på at varetage sine godser.

Christian Ludvig von Plessen døde i 1752, hvorefter gården overgik til barnebarnet Christian Ludvig Scheel von Plessen, som året efter fik stamhuset Selsø oprettet. Dette bestod udover Selsø af herregården Lindholm og blev nedarvet som stamhus i familien indtil 1922.

Fra 1852 overgik stamhuset til Carl Theodor August Scheel-Plessen, som desuden ejede en række holstenske godser og sjældent besøgte Selsø. Gennem 1850'erne stod han i spidsen for den holstenske opposition mod Danmark. Efter det danske nederlag i krigen 1864 blev han udnævnt til overpræsident for den nye preussiske provins Schleswig-Holstein.

Selsø overgik efter hans død i 1892 til sønnen Carl Gabriel Joachim Vilhelm Scheel-Plessen. Han kom til at stå for stamhusets overgang til fri ejendom. Lensafløsningsloven i 1919 bestemte, at alle stamhuse, samt baronier og grevskaber, skulle ophæves. I den forbindelse skulle betales en afgift til staten.

Stamhuset Selsø blev ophævet 1922, hvor 140 hektar jord blev afgivet til staten og udstykket til husmandsbrug. I 1932 blev godset Selsø-Lindholm overtaget af Magnus Scheel-Plessen, efter hvis død den i 1948 overgik til hans nevø, Victor Friedrich Carl Scheel-Plessen.

I 1970'erne indrettedes Herregårdsmuseet Selsø Slot i hovedbygningen og ejerskabet blev 1995 overdraget til Den Plessenske Selsø Fond.

Selsøs jorder og avlsbygninger indgår fortsat i Selsø-Lindholm Gods, der er ejet af Marina E. U. von Malsen-Ponickau og Johan-Philip von Malsen-Plessen.