Sejlgaard

Ejerhistorie

I 1598 var Sejlgaard en almindelig bondegård under Silkeborg Slot. I 1663 havde hofskrædderen Andreas Søbøtker tilsyneladende fortjent en belønning, for han fik udlagt Sejlgaard og to tdr. land. Da Kronen solgte Silkeborg i 1664 til Christian Fischer er Sejlgaard muligvis udskilt, men 25 år senere var gården igen en bondegård under Silkeborg. I 1720 kom Silkeborg tilbage til Kronen, og Sejlgaard synes at være blevet opgraderet til at være en avlsgård, der blev drevet af forpagtere.

Frederik IV (1671-1730) gav gården til Jens Jørgensen Seerup, som var amtmand i Silkeborg, Dronningborg og Mariager. Det ser ud til, at det er i hans tid, Sejlgaard er blevet ophøjet til hovedgård med store jordarealer, tiender, bøndergods og diverse privilegier. Det var nok ham, der opførte gårdens hovedbygning med to fremspringende fløje af egebindingsværk i 1723, kort inden han formelt overtog gården. Midt i 1700-tallet begyndte ejerne på gården desuden at kalde sig "på Sejle."

Sejlgaard var blevet en betydelig herregård, som dog gennem resten af århundredet oplevede skiftende ejere. I 1815 blev gården solgt på auktion. Den nye ejer, Asmund Pape, beholdt ganske vist gården i næsten tyve år, men måtte herefter lade den gå på auktion for at dække sin gæld. Efter en række skiftende ejere kom den i 1854 til formand for Landstinget Mads Pagh Bruun. Sejlgaard var da med en enkelt undtagelse i Bruun-familiens eje i to menneskealdre og det skabte meget mere ro og stabilitet.

Mads Pagh Bruun var medejer af firmaet Johannes Iver Bruun, som var optaget af, at grundlægge en klædefabrik. Han gjorde derfor flere forsøg på at komme til at eje Silkeborg Hovedgård og Mølle, så han kunne udnytte vandkraften i Gudenåen, men det lykkedes ham ikke. Det endte med, at Michael Drewsen kom ham i forkøbet og anlagde Papirfabrikken i Silkeborg i 1844. Silkeborg by voksede derefter i det store hele op omkring Papirfabrikken, men det var et hårdt slag for Mads Pagh Bruun.

Han havde dog ikke helt opgivet sin drøm, så han og firmaet købte Sejlgaard i 1845. Det var meningen, at han ville oprette en klædefabrik nedenfor gården ved at opstemme vandet i Funder Å. Arbejdet blev sat i gang, og nåede også ret langt, men så skyllede dæmningen og dermed projektet endegyldigt bort. Firmaet forsøgte nu som allerede fortalt at sælge gården, men hang snart efter på den igen. Da overtog Mads Pagh Bruun selv gården, som han ofte opholdt sig på.

Senere i 1800-tallet blev indrettet militært øvelsesterræn på Sejlgaards store hedearealer. Det er blevet set som en glansperiode i gårdens historie, fordi dens navn blev kendt vidt og bredt i landet blandt de hjemvendte soldater.

Kunstmaleren Johan Frederik Nicolai Vermehren var her også i 1854, og det er ham, der har dekoreret loftet i den store stue med smukke malerier, muligvis som en slags betaling for sit ophold. Det er også på Sejlgaard at et af malerens mest kendte værker er blevet til: "En jydsk Faarehyrde paa Heden. Midtjylland 1854."

Efter endnu et par ejerskifter kom gården til N.H. Søvlsten, der rev sidefløjene ned i 1920, og udparcellerede jorden i yderligere syv ejendomme. Hovedparcellen blev solgt videre for sig, og i 1941 blev den købt af automobilfabrikanten J.W. Darr. Han forbedrede bygningerne og tilkøbte jord. Kort efter overdrog han gården til sin kone Else Darr. På det tidspunkt var der bare et almindeligt loft i den store stue, men Else Darr opdagede pladerne med malerierne på loftet, og fik dem sat i stand og op i stuen igen. 

Sejlgaard ejes i 2021 af Gina Gasbjerg, som driver skov- og landbrug på gården.