Sandagergaard
Sandagergaard var fra 1480 til 1678 i den danske adelsslægt Qvitzows eje.
Gården var fra 1834-1922 en del af grevskabet Gyldensteen og hører fortsat i dag under godset.
Sandagergaards hovedbygning består i dag af tre hvidkalkede fløje i en etage med tegltag.
Daværende ejer Ivar Pedersen Hviid gav i 1795 hovedbygningen sit nuværende udseende, da han nedbrød størstedelen af østfløjen.
Ejerhistorie
Sandagergaard nævnes første gang i 1385, hvor den var ejet af væbneren Fin Nielsen Skriver. Fra 1387 var gården imidlertid kommet blandt Niels Thomesen Lunges besiddelser, som efter hans død blev arvet af sønnen Henrik Nielsen, der i sin karriere bl.a. opnåede at blive udnævnt til rigsråd.
Henrik Nielsen havde to sønner, Niels og Jesper Henriksen, som efter hans død overtog Sandagergaard. Af disse vides mest om Jesper Henriksen, der bl.a. var en af initiativtagerne bag oprettelsen af Københavns Universitet. I 1479 blev han universitetets første rektor.
Jesper Henriksen blev med tiden eneejer af Sandagergaard. I 1480 skødede han gården til sin svoger, Henning Jensen Qvitzow, der døde i 1502, hvorefter hans søn, Jørgen Henningsen Qvitzow, overtog den.
Jørgen Henningsen Qvitzow var en velhavende mand, hvilket bl.a. kom til udtryk ved, at Frederik I (1471-1533) i 1525 gav ham Ruggaard len i pant som kompensation for et lån, han havde forstrakt kongen med. Han fik med tiden skaffet sig et helt godskompleks på Fyn og blev i 1536 udnævnt til rigskansler, en stilling han beholdt til sin død i 1544.
Sandagergaard blev herefter overtaget af sønnen Henning Jørgensen Qvitzow, der udover at have tjent som proviantmester i Syvårskrigen ikke gjorde sig bemærket i statens tjeneste. Han døde i 1567, hvorefter gården overgik til hans enke, Birgitte Ejlersdatter Rønnow.
Efter Birgitte Ejlersdatter Rønnows død i 1590 overgik Sandagergaard til børnene, Jørgen, Christian, Frederik, Eiler og Anne Qvitzow. Hvordan ejerforholdet var indbyrdes, lader sig ikke udrede. I 1500- og 1600-tallet var det ikke usædvanligt at gårde deltes mellem flere arvinger, og at disse arvelodder igen kunne nedarves gennem generationer. På Sandagergaard blev arvelodderne dog med tiden samlet hos Erik Frederiksen Qvitzow, der overtog gården ved sin farbrors død i 1640.
Erik Frederiksen Qvitzow gjorde karriere indenfor militæret, hvor han fik succes som fæstningsingeniør. Han blev i april 1658 guvernør over Fyn, men blev i august samme år overfaldet af svenske soldater, da disse besatte Fyn i Anden Karl Gustav-krig (1658-1660). Han blev herefter holdt i arrest på Sandagergaard til udgangen af 1659, hvor han oplevede at se sine ejendomme fuldstændig udplyndret og ødelagt.
Erik Frederiksen Qvitzow døde i 1678 som sidste mand af slægten Qvitzow. Sandagergaard overgik herefter til hans datter, Anne Margrethe Qvitzow, der bragte gården til sin mand, Christian von Pappenheim. Han var gennem størstedelen af sit liv i økonomiske vanskeligheder og fik derfor først råderet over gården ved svigermoderens død i 1685. Kort tid herefter må han have solgt Sandagergaard til Morten Skinkel.
Morten Skinkel døde i 1691, hvorefter hans enke, Anne Cathrine Pedersdatter Carisius, i 1695 skødede den til Hans Knudsen, der var blandt de borgerlige, som efter enevældens indførelse i 1660 avancerede markant i samfundet. Han styrede sine godser med stor dygtighed og formåede også at forøge Sandagergaards fæstegårde, som var blevet frasolgt under von Pappenheims ejerskab.
Hans Knudsen døde i 1696, hvorefter gården blev arvet af sønnen Nicolai Windz, som imidlertid døde i en ung alder i 1704. Hans enke, Margrethe Catharine von Hoppe, giftede sig herefter i 1713 med Hans Henrik von Grambow, som dermed blev gårdens nye ejer. Udover at opføre nye bygninger forøgede han jorderne og fæstegårdene under godset, idet han i 1718 erhvervede sig en del af godset fra de nedlagte rytterdistrikter. Rytterdistrikterne var krongods indrettet til underhold for det nationale rytteri.
Efter Hans Henrik von Grambows død i 1758 blev Sandagergaard overtaget af sønnen Carl von Grambow. Han solgte i 1774 gården til sin svigersøn, Conrad von den Brincken, der i 1786 fik kongelig bevilling til at kalde gården Brinckenlyst. Herudover frasolgte han størstedelen af fæstegårdene og udstykkede gården i mindre parceller, som han frasolgte.
Efter Conrad von den Brinckens død i 1793 blev hovedparcellen, igen under navnet Sandagergaard, solgt på auktion til Ivar Petersen Hviid. Han solgte i 1834 gården til Andreas Erich Heinrich Ernst Bernstorff-Gyldensteen, der indlemmede den i grevskabet Gyldensteen, hvilket den har været en del af siden.
Sandagergaard ejes i 2021 af Frants Erik Bernstoff-Gyldensteen.
Hovedbygning
Da Hans Henrik von Grambow i 1713 overtog gården, var den trefløjede hovedbygning temmelig forfalden. Han lod derfor to af bygningens fløje nedrive og bevarede kun vestfløjen, som var opført i én etage over en høj kælder med svungne gavle. Han lod i stedet en ny nord- og østfløj opføre i samme stil som vestfløjen.
Daværende ejer Ivar Pedersen Hviid gav i 1795 hovedbygningen sit nuværende udseende, da han nedbrød størstedelen af østfløjen og kun bevarede nogle få fag ved midtfløjen. Hovedbygningen består således i dag af to hvidkalkede fløje mod nord og vest. Fløjene er af samme længde i én etage med tegltag.
Antydningen af den tidligere østfløj afslutter nordfløjen.
Hovedbygningen er senere blevet restaureret i 1960 ved arkitekt Ebbe Berner.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
I forlængelse af hovedbygningen mod syd ligger en avlsgård i bindingsværk med stråtag, bygget omkring år 1600. En lade fra 1894 er sidenhen nedrevet.
Til gården hører herudover en mølle samt en forpagterbolig i bindingsværk fra 1877.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygninger og forpagterbolig er fredede. Avlsgårdens vestlænges sydlige del, agerumsladen, blev ophævet i 2015, da den var styrtet sammen efter en storm i 2013.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Fredede og bevaringsværdige bygninger, Slots og Kulturstyrelsen på www.lex.dk
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Sandagergaard
Region og kommune
Syddanmark - Fyn og øer - Nordfyns
Offentlig adgang
Kan kun ses udefra
Ejer
Frants Erich lensgreve Bernstorff-Gyldensteen
Herregårdens størrelse
120 ha
Godsets størrelse
1439 ha
Detaljeret størrelse
Herregården: ager 119 ha, park/have 1 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Sandagergård hører under Gyldensteen Gods, der bl.a. også omfatter Gyldensteen og Harritslevgård og har et samlet areal på 1439 ha
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Odense - Skovby - Sandager
Ejer
H.K.G. Bernstorff-Gyldensteen
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
17.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
116000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er bortforpagtet. Besætningen består af: 50 køer, 30 kalve, 3 tyre, 11 heste, 1 føl. Der sælges ca. 70 svin om året.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 2 elev(er), 2 karl(e), 3 pige(r), 3 daglejer(e).
Bemærkninger om godset
Gården var en del af Grevskabet Gyldensteen.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Odense - Skovby - Sandager
Ejer
Grevskabet Gyldensteen, lensgreve H.H. Bernstorff-Gyldensteen
Herregårdens størrelse
23.19 htk
Skovskyld
1.35 htk
Mølleskyld
7.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
1.39 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
0.63 htk
Bemærkninger om godset
Del af grevskabet Gyldensteen.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Odense - Skovby - Sandager
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
40.94 htk
Skovskyld
1.35 htk
Mølleskyld
8.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
329.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 3, s 476. Oplysningerne om bøndergodset stammer fra ChristensenHørsholm