Saltø

Ejerhistorie

Den første kendte ejer af Saltø var Jacob Fleb, som ejede gården omkring 1330. I 1351 blev Saltø solgt videre af Jacob Flebs børn til Nicolaus af Jura, men allerede i 1353 blev Saltø igen solgt, denne gang af Nicolaus af Juras søn til slægtningen Herman af Jura.

I 1377 solgtes Saltø igen til greven Ernst af Gleichen, hvis slægt på moderens side stammede fra Valdemar den Store (1131-1182), hvorfor den ellers tyske adelsmand følte sig knyttet til Danmark. Efter købet af Saltø måtte grev Ernst give Margrethe I (1353-1412), forkøbsret til gården, hvorfor hun var aftageren, da han solgte Saltø i 1386. Gården var på dette tidspunkt antageligt befæstet. Margrethe I skænkede i 1393 Saltø til Roskilde bispestol, hvor gården var hovedgård i det mindre len ved navn Solt.

Roskilde bispestol beholdte Saltø indtil Reformationen i 1536, hvor gården, sammen med alt andet gejstligt gods, blev overtaget af Kronen. Gården fortsatte dog som et mindre - nu kongeligt - len indtil 1646, hvor Christian IV (1577-1648) byttede Saltø til sin søn med Kirstine Munk, grev Valdemar Christian. Saltø havde på dette tidspunkt et betydeligt antal fæstegårde, som lå på et relativt samlet areal, hvilket ellers ikke altid var tilfældet på denne tid. Valdemar Christian var dog meget ødsel og derfor også meget forgældet, og det var muligvis for at forbedre hans finanser, at Christian IV gav ham Saltø. Valdemar Christian solgte dog hurtigt Saltø igen, muligvis allerede samme år.

Gården blev her overtaget af hans svoger, Corfitz Ulfeldt, der på dette tidspunkt var rigshofmester, et af de mest betydningsfulde embeder i landet. I 1651 blev han dog sammen med sin kone Leonora Christina, Frederik III's (1609-1670) halvsøster, anklaget for at ville forgifte kongen.

Corfitz Ulfeldt var faldet i unåde og følte jorden brænde under sine fødder, hvorfor han flygtede til Holland, mens hans gods, inklusive Saltø, blev overtaget af Kronen. I 1658 var han trådt i svensk tjeneste under Første Karl Gustav-krig (1657-1658), og fik af den svenske konge tilbageleveret sine danske godser. Både under Første Karl Gustav-krig og den efterfølgende Anden Karl Gustav-krig fra 1658 til 1660 havde flere svenske og tyske soldater taget ophold på gården, hvilket havde skadet den meget. Corfitz Ulfeldt mistede endeligt sine danske godser da han søgte amnesti i Danmark, men i stedet blev fængslet i Hammershus på Bornholm. Mod at afstå alle sine danske besiddelser blev dommen omgjort til landsforvisning. I 1664 døde han som en fattig og forfulgt mand. Hans kone Leonora Christine var da blevet arresteret i London og sad fængslet i Blåtårn i hele 22 år.

I 1668 solgte Kronen Saltø på omkring 92 tønder hartkorn samt fæstegårdene til Otto Pogwisch. Han besad flere høje embedsposter og var en af kongens betroede mænd, men havde fra sin fader arvet dårlige økonomiske forhold. Han var derfor nødsaget til at optage flere lån, og i 1681 måtte han på grund af sin gæld afstå Saltø til Knud Thott.

Adelsmanden Knud Thott var en energisk godsejer, og han ejede i forvejen herregårdene Gavnø og Knudstrup. Varetagelsen af disse samt af hans høje embedsposter gjorde, at han i 1693 solgte Saltø til Matthias Numsen. Han var gift med en datter af den berømte videnskabsmand Ole Worm, og selv havde han gjort karriere i hæren, hvor han havde deltaget i Den Skånske Krig mod svenskerne fra 1675 til 1679. I 1685 blev han udnævnt til oberst efter at have udvist gode evner som soldat og administrator. I 1701 købte han en anden herregård, Fuglebjerggaard, og i 1725 solgte han Saltø til Carl Adolf von Plessen.

Carl Adolf von Plessen var den første ejer af Saltø af slægten Plessen, som herefter skulle komme til at eje gården i mange år. På dette tidspunkt havde hovedgården en størrelse på 111 tønder hartkorn, kirketiende på ca. 36 tønder hartkorn samt 337 tønder fæstegårde under sig, hvilket betød, at Saltø altså var en herregård på en betydelig størrelse. Carl Adolf von Plessen var nært knyttet til Frederik IV's (1671-1730) broder, Prins Carl, ligesom han i 1730 blev medlem af Gehejmekonseillet, som var datidens regering.

Carl Adolf von Plessen havde en meget stærk indflydelse på kongen indtil 1733, hvor det kom til et politisk brud mellem de to. Privat var han en af landets største godsejere, og han ejede udover Saltø også Førslevgaard, Harrested, Gunderslevholm, Kastrup, Fuglebjerggaard, Fodbygaard og Dronningelund. På alle disse godser gjorde han meget for at fremme sine bønders uddannelse, og han oprettede således skoler på de fleste af dem. Sine godser gjorde han til et fideikommisgods, hvilket vil sige, at godset blev båndlagt til at skulle bruges til slægtens fremtidige underhold.

De plessiske fideikommisgodser blev efter Carl Adolf von Plessens død i 1758 efter hans ønske delt i to. Den ene del tilfaldt nevøen Frederik Christian von Plessen, mens den anden del tilfald tre nevøer, som var sønner af Carl Adolf von Plessens broder, Mogens Scheel von Plessen, der selv var død i 1749. I 1763 overdrog Frederik Christian von Plessen dog sin halvdel til de fire grandnevøer, da han ikke selv havde nogen børn.

Saltø overgik i 1771 til Christian Ludvig Scheel von Plessen, der i forvejen ejede herregårdene Fusingø, Lindholm, og Selsø. Herefter gik gården i arv i Plessen-slægten og er stadig ejet af en gren af denne, nemlig Scheel-Plessen familien. Saltøs ejer i 2021 hedder således Carl Christian von Plessen, som driver moderne landbrug på gården.