Revsø
Revsø tilhørte i middelalderen slægten Emmiksen.
I knap 200 år var Revsø en del af krongodset.
Den nuværende hovedbygning blev opført omkring år 1800 og består af tre hvidpudsede fløje med halvvalmet tegltag.
På området findes der rester af en langt ældre gård, der dateres tilbage til slægten Emmiksens tid på Revsø.
Ejerhistorie
Revsø tilhørte i middelalderen slægten Emmiksen, og gården gik i arv gennem generationerne indtil 1572, hvor Otto Emmiksen valgte at sælge Revsø til Frederik II (1534-1588). Han videresolgte imidlertid allerede året efter gården til hertug Hans den Ældre i Haderslev.
Hans den Ældre var den næstældste søn af Frederik I (1471-1533), og dermed bror til Christian III (1503-1559). Ved tredelingen af hertugdømmerne Slesvig og Holsten i 1544 blev Hans den regerende hertug. Hans den Ældres hovedsæde var i Haderslev, hvor han påbegyndte bygningen af slottet Hansborg. Da Hans den ældre døde barnløs i 1580 blev hans ejendomme delt mellem hans broder Adolf af Gottorp, og hans to nevøer, Frederik II (1534-1588) og hertug Hans den Yngre af Sønderborg. Revsø gik til Kronen, hvor godset blev frem til 1777.
I 1777 valgte Christian VII (1749-1808) at udstykke sit gods i mindre parceller, og Revsø blev her solgt fra. Køberen var Jacob Holm, der i 1795 videresolgte godset til Jeppe Koch. I 1811 overlod han Revsø til sin datter, der først i 1813 førte godset med ind i sit ægteskab. Hermed blev hendes mand Nicolaj Heinrich Lorenzen ejer af Revsø, hvilket han var frem til 1846, hvor hans søn af samme navn tog over. Familien Nicolajsen havde gården frem til 1931, hvor den blev solgt til Jordlovsudvalget, der udstykkede jorden. Hovedparcellen med Revsø blev solgt til E. Kloppenborg-Skrumsager.
Revsø er i 2021 ejet af Jørgen Valdemar Lauritzen Schou, som driver land- og skovbrug på gården.
Hovedbygning
Tæt ved den nuværende hovedbygning fandt man under arkæologiske udgravninger i midten af 1900-tallet et kampestensfundament til en gammel gård anlagt oven på et ældre hus. Under gulvet i det ældre hus fandt man en mønt slået i Malmø på kong Hans' (1455-1513) tid. På baggrund af det er den ældre bygning blevet dateret til brødrene Otte og Emmike Emmiksens ejerskab, der ejede Revsø i årene omkring år 1500.
Den nuværende hovedbygning er formentlig opført af Jeppe Koch omkring år 1800 og består af tre hvidpudsede fløje i grundmur med halvvalmet tegltag.
Bygningen er renoveret i nyere tid.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Revsøs ældre avlsbygninger blev ifølge en inskription på den ene lade opført i 1799 af Jeppe Koch. Det var to store stråtækte og hvidkalkede agerumslader, der var opført af store og røde sten, hvori der indgik munkesten bl.a. munkesten. De står ikke længere, og i dag består avlsanlægget af to nyere avlsbygninger.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Kulturmiljø
Til Revsø ligger en have med gamle træer.
Syd for den nuværende hovedbygning er der fundet rester fra en middelalderlig gård og et kvadratisk tårn af træ. Det er dog uvist, hvornår bygningen er fra, men arkæologiske udgravninger har vist, at tårnet brændte. Under gården fandt man rester af en endnu ældre bygning.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Revsøgård
Region og kommune
Syddanmark - Syd- og Sønderjylland - Haderslev
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Jørgen Schou Holding A/S v/Jørgen Valdemar Lauritzen Schou
Herregårdens størrelse
157 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 157 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Ingen oplysninger
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021