Ravnholt

Ejerhistorie

Ravnholt blev første gang nævnt i kilder fra omkring 1365, hvor en Johan Madsen ejede gården. Omkring år 1400 kom Ravnholt til Bild-slægten, der derefter havde gården i over 200 år. En af ejerne var admiral Evert Bild, der kæmpede i Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570). Efter hans død i 1567 overtog enken Vibeke Podebusk driften af gården. Hun viste sig at være en ganske dygtig godsbesidder: Gennem køb og mageskifter erhvervede hun store godsbesiddelser og samlede jorden om tre hovedgårde, som hendes sønner arvede. I 1580 overgik desuden Herrested birk til Ravnholt. Dermed overtog hovedgården birkeretten, dvs. retten til at udnævne og aflønne dommere i Herrested sogn.

Vibeke Podebusk var ansvarlig for at gøre Ravnholt til centrum for et stort godskompleks, men hun slog samtidig sit navn fast som hovedforfatter til forskellige slægtsbøger og værket "Antegnelser om danske Sager fra 1464 til 1573", som giver et godt indblik i adelens historie i den periode. Både Vibeke Podebusk og Evert Bild er begravet i Herrested kirke, muligvis inde i selve kirken under koret.

Deres ældste søn Niels Bild arvede Ravnholt og meget af den øvrige jord. Han fortsatte morens arbejde og udvidede hovedgårdens jord og samlede mere skov og gods til Ravnholt. Da broren døde, lagde Niels Bild også hans gård Lindholm under Ravnholt. Gennem byttehandler med Christian IV (1577-1658) fik Niels Bild endnu et par gårde i sognet Måre, og i hans tid nåede Ravnholt da også sin maksimale udstrækning. Niels Bild kaldte sig da også som den første "herre af Ravnholt". Han blev i 1582 gift med Margrethe Urne, og de er begge begravet i Herrested kirke. Her er der desuden et mindesmærke med deres våben, som de selv rejste i 1594, to år efter Niels Bild påbegyndte en stor genopbygning af hovedgården.

Da Niels Bild døde, blev gården solgt til Holger Rosenkrantz, der dog hurtigt solgte gården videre til Henrik Holck. Holck var feltmarskal i Christian IV's tjeneste. Siden blev hærfører for den tyske general Wallensteins under Trediveårskrigen (1618-1648), hvor lejesoldater bl.a. udplyndrede Jylland. Som belønning blev Henrik Holck indlemmet i den tyske rigsgrevestand. I 1633 døde Henrik Holck af pest i Sachsen, og hans enke Hilleborg Krafse overtog Ravnholt. Hun fik birkeretten udvidet, så den nu gjaldt hele godset og dannede et selvstændigt birk, Ravnholt Birk. Hun fik også ordnet det sådan, at hun fik patronatsret over kirken, dvs. hun overtog kirken og dens indtægter og fik ret til at udnævne præsten. I 1641 giftede Hilleborg Krafse sig med kongens mundskænk, Frantz Pogwisch. Han formåede dog ikke at lede Ravnholt gennem de svære år, der fulgte efter Christian IV's krige. Lidt efter lidt blev godset solgt eller pantsat, og allerede i 1657 blev selve Ravnholt solgt til den stenrige Christen Skeel.

Christen Skeel døde i 1688, og Ravnholt gik i arv til først hans datter Elisabeth Sophie Skeel og siden til hans barnebarn Charlotte Amalie Gersdorff. Hun var kun 16 år, da hun i 1701 blev gift med den 19 år ældre udenrigsminister Christian Sehestedt. I 1707 besluttede de sig for at bo på Ravnholt og for alvor sætte gården i stand. På flere måder har de også præget livet for de mange bønder: De byggede et hospital i Herrested og et kapel syd for Ravnholts østfløj, kaldet Kristi Kapel.

Parret testamenterede Ravnholt til deres niece og plejedatter Sophie Hedvig Friis, og en ny slægt overtog Ravnholt via hendes ægteskab med Ove Juul. Omkring 1740 steg kornpriserne, og dette smittede positivt af på Ravnholt. Pontoppidans Danske Atlas fra 1763-1964 beskriver, hvordan Ravnholt var en af landets bedste og flotteste gårde, både hvad angik bygninger og ejendom.

Ægteparrets ældste søn Christian Juul, der arvede Ravnholt, tog navnet Sehestedt Juul for at ære gårdens ejere, og dette navn er siden blevet ført videre af de senere ejere. Christian Sehestedt Juul var i statens tjeneste som udsending i både Dresden, Spanien og Haag, men i 1784 stoppede han, angiveligt fordi han var utilfreds med den førte politik, bl.a. landboreformerne. Afskaffelsen af hoveri, dvs. fæstebøndernes ulønnede arbejde på hovedgården, og udskiftningen af fæstegårdene til selveje bragte ham også i et mindre godt forhold til sine bønder. Samtidig var tiderne dog gode: Ravnholts drift overgik til kobbelbrug og parret Sehestedt Juul førte en elegant tilværelse både på Fyn og i København.

Deres barnebarn Christian Sehestedt Juul var kun ni år, da han overtog Ravnholt i 1815, og derfor var det en formynder, der bragte godset sikkert gennem den økonomiske krise, der gjorde denne tid svær for landbruget. Da Christian Sehestedt Juul selv overtog ledelsen i 1833, var tiderne bedre, og han frasolgte en del af det fjernereliggende fæstegods, mens han udvidede hovedgårdsjorden og samlede den omkring Ravnholt. Han var tilsyneladende en meget vellidt mand, også blandt sine bønder, der rejste et mindesmærke i Ravnholts have for ham, da han døde.

Arvingen Ove Sehestedt Juul og hans hustru Emilie Holsten førte en ny stil med sig: De interesserede sig for kunst, fyldte stuerne med smukke møbler og holdt store flerdages jagtselskaber, der altid endte i et kæmpe bal. Maleren Otto Bache var en ven af huset, og derfor hænger der en del af hans portrætter og andre malerier på Ravnholt. Ove Sehestedt Juul frasolgte også fæstegods, og samlede mere jord og skov umiddelbart omkring hovedgården. Han satte også vildsvin ud og forbedrede forholdene for den øvrige vildtbestand. Parret er begravet i den bakke, som Herrested kirke ligger på.

Efterfølgeren Christian Sehestedt Juul var ligeledes en passioneret jæger, og Ravnholt blev ved med at være et socialt centrum på Fyn. Med tiden blev skatterne dog tungere, og godsejerne måtte spare. Ravnholt og dets gods overgik i 1923 til fri ejendom. Især omkring 1930'erne var livet på Ravnholt, som på alle herregårde, presset af tidens økonomiske krise. Ravnholt blev hos Sehestedt Juul-slægten, men den gamle storhedstid var forbi med Christian Sehestedt Juuls død i 1941.

Ravnholt ejes i 2021 af Christian Sehestedt Juul.