Rantzausgave
Rantzausgave hed tidligere Kannegaard og var en mindre adelsgård.
Rantzausgave blev oprettet som herregård i 1605 og var i 1700-tallet sædegård for adelsslægten Rodsteen.
Rantzausgave blev omdøbt i 1768, efter at Ditlec Pentz' hustru havde fået testamenteret gården af Frands Rantzau.
Ejerhistorie
Rantzausgave ligger 7 km fra Odder syd for Århus. I middelalderen hed gården Kannegaard, Cannegaard eller Kanne. Det var en mindre adelsgård, som Kronen havde overtaget i 1464, fordi gården ikke havde kunnet yde sin ledingspligt, hvilket vil sige, at de enten ikke stillede mænd til kongens hær eller ikke betalte til den.
Mod betaling gik den tilbage til brødrene Mikkelsen, hvor gården nedarvedes gennem de følgende generationer. I 1548 var Kannegaard ejet af Hans og Rasmus Mikkelsen, hvis ejerskab var præget af en bitter strid om markskel med gårdmændene i Balle. Det endte med, at Rasmus Mikkelsen og hans to sønner dræbte to af gårdmændene på trods af, at de to var Rasmus Mikkelsens nevøer.
I 1575 blev gården lagt til Kronens besiddelser i Hads Herred under Aakær, hvor den en tid var bolig for godsets ridefoged.
Under Anden Karl Gustav-krig mod svenskerne i 1658-60 stod gården øde ligesom mange andre gårde i området. Kronen gav den i 1661 til Lisbeth Bødker som enkepension efter hendes mand, der havde været kaptajn i hæren. Det betød, at hun måtte leve på gården og nyde dens indtægter. Denne bevilling overgik til datteren Anna Christine Bødker i 1664, indtil hun fik en pension i 1687.
I 1662 havde Kannegaard en størrelse på 13½ tønder hartkorn, hvilket gjorde det til en ret lille herregård på dette tidspunkt. Kronen solgte i 1666 gården til Axel Sehested, som igen solgte den til Mogens Friis.
I 1674 blev Kannegaard købt af admiral Jens Rodsteen, som i 1695 købte sædegårdsfrihed for gården. Kannegaard fik lagt fæstegårde og indtægter fra tiende under sig og blev hovedsæde for slægten Rodsteen. For at opnå 'frihed', bl.a. skattefrihed, skulle gården havde så mange fæstegårde under sig, at det i alt gav mindst 200 tønder hartkorn.
I 1765 blev Kannegaard overdraget til Øllegaard Kristence Rodsteen Sehested af hendes morbror Frands Rantzau. Da Frands Rantzau havde overtaget gården, havde der været 17½ tønder hartkorn hovedgårdsjord, 65 tønder hartkorn tiendegods og 204 tønder hartkorn fæstegods. Øllegaard Kristence Rodsteen Sehested giftede sig i 1768 med Ditlev Pentz, som af kongen fik tilladelse til at omdøbe gården til dets nuværende navn: Rantzausgave. Ditlev Pentz solgte meget af fæstegodset fra, og da han i 1777 solgte Rantzausgave til Christen Lanng, var der kun 31 tønder hartkorn fæstegods med.
Op igennem 1800-tallet havde Rantzausgave lidt over en håndfuld forskellige ejere, og i 1910 blev den overtaget af Odder og Omegns Udstykningsforening. Foreningen udstykkede, dvs. opdelte, Rantzausgaves jord i 20 huse og solgte derefter selve hovedgården i 1911.
I 2021 ejes Rantzausgave af Claus G. Wiese, som driver land- og skovbrug på gården. Rantzausgave har markdrift sammen med bl.a. Nissumgaard.
Rantzausgave udlejer hovedbygningen til både private og kontorer. Desuden udlejes kontorlokaler, der er indrettet i et tidligere kornmagasin.
Hovedbygning
Den grundmurede og hvidpudsede hovedbygning på Rantzausgave står i to etager og med en bred og fremspringende midterkvist, der går ud på begge sider af huset. Hovedbygningen har høj kælder, tegltag og en åben veranda, som ligger ud til den store have.
Hovedbygningen blev oprindeligt opført i 1873 af Christian Peter Sigvard Neergaard, men en brand i 1910 ødelagde dele af den. Herefter blev den genopbygget med benyttelse af de gamle mure, men den blev dog gjort to fag kortere i hver side.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er udpeget som bevaringsværdig med høj bevaringsværdi.
Andre bygninger
Rantzausgave har flere forskellige avlsbygninger.
To fritliggende længer ligger vinkelret ved siden af hovedbygningen og danner med denne et gårdsrum. Disse bygninger har pudset sokkel, en kalket eller malet væg og ovenpå dette en grundmuret gavl.
Derudover fandtes en 3-længet gård, som var åben mod syd, altså væk fra hovedbygningen og de to ovennævnte avlsbygninger. Af disse eksisterer de to sidelænger stadig, mens den midterste længe er blevet fjernet.
Nyere avlsbygninger er opført øst for anlægget.
Hovedbygningen er ombygget og udlejes til private eller som kontorlokaler.
Et tidligere kornmagasin er 2007 ombygget til kontorlokaler.
Fredningsstatus 2021: Dele af avlsbygningerne er udpeget som bevaringsværdige med høj til middel bevaringsværdi.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København. 1980.
Roussel Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København. 1963-68.
Trap, J.P.: Danmark. København. 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Rantzausgave
Region og kommune
Midtjylland - Aarhus
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Rantzausgave ApS v/Claus G. Wiese
Herregårdens størrelse
227 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 216 ha, skov 7 ha, andet 4 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug, jagt/jagtudlejning, boligudlejning og erhvervsudlejning
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Århus - - - Hvilsted
Ejer
Christian Peter Sigvard Neergaard
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
32.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
280000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er drevet af ejeren selv. Besætningen består af: 125 køer, 40 kalve, 5 tyre, 18 heste. Der sælges ca. 200 svin om året.
Folkehold
1 fodermester(e), 1 forkarl, 2 elev(er), 1 karl(e), 4 pige(r), 8 daglejer(e), 5 daglejer(e) under høsten.
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Århus - - - Hvilsted
Ejer
Pro. Pet. Joh. Neergaard
Herregårdens størrelse
38.16 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
0.00 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
3.40 htk
Bemærkninger om godset
Nævnes ikke som hovedgård i oversigten.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Århus - Hads - Hvilsted
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
15.86 htk
Skovskyld
1.77 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
44.75 htk
Fæstegods
173.00 htk
Bemærkninger om godset
Tidligere/senere navn: Kanne
Kilder
Danske Atlas bd 4 s 255