Oregaard

Ejerhistorie

Den tidligste kilde til Oregaards ejerhistorie er Kong Valdemars Jordebog, der påbegyndtes i 1231. Ifølge værket, der indeholder en oversigt over Kronens jordbesiddelser, var gården på dette tidspunkt krongods.

Gården var i flere omgange pantsat til kronens kreditorer, bl.a. indløste Margrethe I (1353-1412) i 1397 gården. Kort efter blev Oregaard imidlertid atter pantsat til Jon Jonsen Litles arvinger, der havde gården i pant indtil 1431, hvor lensmanden Eggert Frille fik gården som len. Frille, der tilhørte en lavadelig slægt, havde i kraft af datterens ægteskab forbindelser til den magtfulde adelsslægt Thott, der en overgang lå i åben strid med Christian I (1426-1481). Forbindelsen til Thott-slægten bevirkede, at Frille mistede såvel Oregaard som Tranekær, hvor han også var lensmand.

I slutningen af 1400-tallet fik slægten Ulfeldt pant i gården, som Frederik I (1471-1533) i 1527 overdrog til Hartvig Andersen Ulfeldt. Blot seks år senere overtog Kronen dog atter gården, som straf for Ulfeldts alliancer under Grevens Fejde. Kronen overdrog en del af gården til Poul Ahlefeldt, mens den selv beholdt den anden part. Også denne del fik Ahlefeldt imidlertid overdraget i 1539, hvorefter han ejede ikke blot Oregaard, men også jorden i sognet Ore og den lille landsby Hugget.

Oregaard var dog kun i slægtens eje i endnu to generationer, idet Abel Ahlefeldt solgte Oregaard til Hans Johansen Lindenov i 1588. Trods Lindenovs mange besiddelser rundt i riget - han ejede bl.a. Gavnø og det nuværende Dronninglund - døde han i 1596 på Oregaard. Efter hans død måtte kongen tvinge enken, Margrethe Rosenkrantz, til at løslade den badskærer - dvs. en barber, der også tjente som kirurg - som havde forsøgt at kurere Lindenov, og som hun efter hans død havde ladet fængsle. Også fogeden på Ore og hans hustru blev beskyldt for at have forvoldt Lindenovs død, og det følgende år blev de begge brændt ved Ore birketing.

I sognets kirkes altertavle findes våbenskjoldet for parrets søn Laurids Lindenov og hans to hustruer, Sidsel Lunge og Anne Friis. Anne Friis boede i mere end 20 år på Oregaard efter sin mands død. Da parret ikke havde nogen børn, overgik Oregaard til Laurids Lindenovs søster Sophie Lindenov og hendes mand Henrik Rantzau.

Henrik Rantzau var en velhavende godsejer, som havde ledet forsvaret af Jylland i efteråret 1657 under Første Karl Gustav-krig (1657-58). Efter Enevældens indførelse i 1660 besad han flere magtfulde politiske embeder som medlem af statskollegiet og højesteretten. I 1661 overdrog han Oregaard, der var én af hans mindre besiddelser, til hustruens nevø Henrik Lindenov.

Henrik Lindenov udvidende gårdens fæstegods gennem byttehandler med Kronen, inden han i 1672 overdrog gården til sin datter Kirsten Lindenov, der samme år giftede sig med Erik Banner. Ved Banners død var hans bo fallit, og Oregaard blev delt i flere stykker. Gården samt en del af fæstegodset kom til Thomas Iversen, der var borgmester i Assens og én af Banners mange kreditorer. Skiftet efter Banner og den efterfølgende deling af Oregaard havde bevirket, at Oregaard ikke længere var en såkaldt komplet herregård. I 1692 fik Iversen derfor to år til atter at udvide jordtilliggendet, så det omfattede mindst 200 tdr. hartkorn inden for en afstand af 15 km fra hovedgården. Skete dette ikke ville Oregaard miste sin skattefrihed for hovedgårdsjorden.

Iversen solgte i stedet gården til Detlev Reventlow, som efter få år overdrog gården til Cai Rantzau. Han var gift med Christine Magdalene Reventlow, som ved sit andet ægteskab bragte gården til Georg Heinrich con Görtz. Ved en retssag efter hustruens død fik han tilkendt halvdelen af gården, mens hendes stedsøn Cai Rantzau fik den anden del, som han dog kort efter skødede til fætteren Otto Blome.

Görtz havde under Den Store Nordiske Krig (1700-1721) støttet den svenske konge, Karl XII (1682-1718), og var bl.a. hovedansvarlig for, at den slesvigske fæstning Tønning i 1713 blev overgivet til de svenske tropper. Frederik IV (1671-1730) beslaglagde efterfølgende Görtz' del af Oregaard og skænkede den i 1716 til viceadmiral Christian Carl Gabel, som også købte Otto Blomes halvdel og dermed blev eneejer.

Gabel fik i sit skøde fra kongen tilladelse til at kalde gården Gabelslykke. Gårdene i landsbyen Hugget var tidligere blevet lagt sammen under én ladegård tilhørende Oregaard, og Gabel fik nu tilladelse til at lægge denne gård under Oregaards hovedgårdstakst, hvorved også ladegårdens jorde blev fritaget for skat.

I 1719 solgte Gabel Oregaard til Jean Henri Huguetan. Huguetan oprettede i 1720 grevskabet Gyldensteen af Oregaard, Gyldensteen, Uggerslevgaard og Hugget. I samme ombæring blev "Gabelslykke" kasseret og gården fik igen navnet Oregaard.

I 1853 blev der givet tilladelse til at frasælge grevskabets fæstegods, og i løbet af de følgende år blev det meste af Oregaards fæstegods afhændet.  

Oregaard forblev i Gyldensteen-slægtens eje indtil lensafløsningen, men blev i 1922 overdraget til staten, der forestod en udstykning af 16 husmandsbrug, hvormed gårdens tilliggender blev reduceret fra 281 tdr. land til blot 27 tdr. land.

I 2021 ejes Oregaard af Birthe Benzon. Oregaard lægger nu grund til Danmarks Husdyrpark, som huser gamle danske husdyrracer.