Ørslev Kloster

Ejerhistorie

Ørslev Kloster var i middelalderen et nonnekloster, antageligt for Benediktinerordenen. Første gang klostret nævnes er i 1275, men flere ting tyder på, at klostret er ældre. Af gårdens bygninger er kirken bevaret nogenlunde uforandret. Da den ikke adskiller sig meget fra andre landsbykirker, antager man, at kirken er fra begyndelsen af 1200-tallet. Muligvis har kirken oprindeligt været en gårdkirke tilhørende en sædegård, som blev skænket af en lokal stormand til oprettelse af et kloster.

Fra Ørslev Kloster er der bevaret nogle udsagn om stridigheder med biskoppen i Viborg. Af Christian I (1426-1482) fik nonnerne lov til selv at udvælge deres prior. I 1528 blev dette stadfæstet af Frederik I (1471-1533). Nonnerne valgte en verdslig prior, der ikke var uddannet inden for kirken.

Ørslev Kloster ejede store jordarealer. Jorden stammede dels fra gaver og dels fra den skik, at nonnerne skulle medbringe en vis formue til deres ophold. Formuen ville derefter overgå til klostret. Klosteret opnåede også tidligt birkeret til sognet, hvilket betød, at godset udgjorde en selvstændig retskreds, hvor godsejeren - i dette tilfælde Ørslev Kloster - kunne udnævne og aflønne dommere. Birkeretten fortsatte på herregården Ørslev Kloster indtil 1800. Fra 1809 nedlagdes birkeretten overalt i Danmark for at blive endeligt afviklet i Grundloven 1849.

Det har sikkert kun været muligt for adelskvinder at betale for deres ophold på klostret. Der er dog kun få oplysninger om nonnernes baggrund, men dem man kender til, stammede fra adelige slægter. Særligt i sidste del af middelalderen synes nonneklostre efterhånden at have udviklet sig til en slags stiftelser for ugifte adelsfrøkener.

Ved Reformationen i 1536 konfiskerede Kronen alt klostergods i Danmark. Ørslev Klosters store godsarealer overgik til en kongelig lensmand, og selve klosteret blev nedlagt. Alt kirkegods overgik til Kronen og herregården Ørslev Kloster blev forlenet til adelige, men nonnerne fik lov at blive boende. Så sent som i 1587 var der stadig en nonne på klostret. Hun fik tildelt indtægterne fra to fæstegårde, så hun ikke skulle lide nød, efter at klostret blev afhændet.

Kronen havde bortbyttet Ørslev Kloster til Hans Lindenov, som var en ret enestående herremand på flere punkter. Han drev en rederi- og handelsvirksomhed. Det var ret usædvanligt, at adelsmænd beskæftigede sig med handel, men noget tyder på, at han ikke stoppede her. Hans handelsforetagender lå ofte på grænsen af sørøveri.

Hans Lindenov stod i tæt forbindelse med den berømte færing Mogens Heinesen. Mogens Heinesen havde monopol på al handel på Færøerne, men blev i 1589 dømt til døden for 'mishandling af færingerne', åbenlyst sørøveri, mened samt krænkelse af to adelige frøkener. Hans Lindenov optrådte som forsvarer for Mogens Heinesen. På grund af nogle juridiske fejl ved dommen lykkedes det året efter for Hans Lindenov at få dommen omstødt. Mogens Heinesen var dog allerede blevet henrettet, men hans lig blev gravet op og overført til Ørslev Kloster. Hans grav kan stadig besøges der.

Hans Lindenovs søn, med samme navn, arvede i 1610 Ørslev Kloster. Han havde ud over navnet også arvet sin fars tilbøjelighed til sørøveri. Under Kalmarkrigen (1611-1613) fik han kongens tilladelse til at udøve sørøveri mod svenskerne. Men krigens ophør holdt ikke Hans Lindenov tilbage. Han fortsatte sin indbringende virksomhed og opbragte fredelige handelsskibe. Da jorden begyndte at brænde under ham, lod han som om, at han ville drage på togt mod de tyrkiske galejer. Han forlod dog ikke Danmark, men blev fanget og idømt livsvarigt fængsel. Efter et par år blev han dog benådet mod at tjene syv år i Ostindien. Her døde han i 1620.

Ørslev Kloster forblev i Lindenov-slægtens, eje og barnebarnet, Christence Lindenov, sad på gården i næsten 40 år. Hendes datter bragte gården med ind i sit ægteskab med Johan Rantzau, men senere overgik den til den rige Berregaard-familie, som i 1700-tallet var blandt Nordvestjyllands største jordejere.

Marie de Lasson, som ejede Ørslev Kloster 1724-1747, oprettede egnens første almueskoler på godset.

I 1794 begyndte udskiftningen og overgangen til selveje på Ørslev Kloster. I stedet for at fæste gården, dvs. leje den for en fast årlig afgift, kunne bønderne nu købe deres gårde af godsejeren og blive selvejere. Godsejeren fik på denne måde frigivet bunden kapital, og det der blev tilbage var selve hovedgårdens jorder. Herregårdens drift måtte herefter varetages af ansatte og ikke som tidligere ved at bruge bøndernes hoveri, dvs. den årlige arbejdsafgift, der var en del af lejeforpligtelsen. Mange steder fortsatte spekulanter, eller de såkaldte 'godsslagtere' med at udstykke selve hovedgårdsjorden i mindre parceller.

Hans Jørgen Ring Fønss, som overtog Ørslev Kloster efter sin svigermor i 1830, havde tjent mange penge på at opkøbe godser, frasælge fæstegårdene og udstykke jorden. Ørslev Kloster beholdt han, måske fordi gården var hans hustrus barndomshjem. Hun blev boende på gården efter Fønss' død og gav den videre til sin søn.

I begyndelsen af 1900-tallet var Ørslev Kloster derfor fortsat et betydeligt landbrug på 850 tdr. land, men frem til 1934 blev Ørslev Kloster udstykket gentagne gange af skiftende ejere.

I 1934 var gården helt reduceret og Olga Sponneck købte Ørslev Klosters hovedbygning, have og park. Sammen med Nationalmuseet fik hun iværksat en restaurering. Olga Sponneck døde i 1964. Gennem sit testamente forsøgte hun at sikre Ørslev Klosters fremtid som selvejende institution. Derfor oprettede hun Olga Sponnecks Legat. I dag er legatet overdraget til Foreningen Ørslev Kloster, der forvalter det gamle kloster som et arbejdsrefugium.