Ny Lellingegaard

Ejerhistorie

Allerede i 1297 tilhørte Lellingegaard Roskilde bispestol. Gennem forskellige lensmænd drev bispen Lellingegaard frem til Reformationen i 1536, hvor alt kirkegods gik over til kongen. På dette tidspunkt bestod Lellingegaard af en række bondegårde, der sammen med landsbyen Lellinge overgik til Peder Bille i 1573. Hans enke Birgitte Rosenkrantz overtog Lellingegaard efter hans død i 1580, og efter hende arvede datteren Anne Bille gården. Hun var gift med Johan Barnekow, men efter hans død i 1603 opstod nogle arvestridigheder. Anne Bille blev dog anerkendt som retmæssig arving til Lellingegaard, som hun i 1617 skødede til Otte Brahe Pedersen, der dog kort efter må have solgt gården videre til Ellen Marsvin.

De første årtier af 1600-tallet var præget af spekulationskøb og -salg af adelsgods. Det var en proces, hvor mange godsejere blev fanget i et net af dårlige lån og kautioner. Processen resulterede i flere fallitter, men også i en koncentration af store godsbesiddelser på få hænder. Ellen Marsvin var en af dem, der med dygtighed forstod at udnytte situationen. Hun brugte al sin energi på at udvide sine godsbesiddelser. Det var på dette tidspunkt usædvanligt, at en kvinde ejede og administrerede herregårde. Gennem godsopkøb, nybyggeri og fornuftig godsdrift blev hun en af sin tids største godsejere.

Lellingegaard gik i arv til Ellen Marsvins datter Kirsten Munk, der siden sin skilsmisse fra Christian IV (1577-1648) i 1629 havde ligget i strid med ham. På grund af stridighederne tvang kongen Kirsten Munk til at lade Lellingegaard blive drevet af forskellige tilsynsførende. Først Frederik Reedtz, så Tyge Brahe og til sidst Sivert Urne. Alle kongetro mænd. Men efter Christian IV's død i 1648 blev Lellingegaard atter tilbageleveret til Kirsten Munk

Efter Kirsten Munks død i 1658 gik Lellingegaard til hendes datter Leonora Christine, der var gift med Corfitz Ulfeldt. Under Christian IV havde Corfitz Ulfeldt siddet på magten i Danmark, men efter Frederik III's (1609-1670) overtagelse af kronen faldt Corfitz Ulfeldt i unåde. Han blev landsforvist, og flygtede med sin familie til Sverige, hvor han gik i svensk tjeneste.

I 1660 var det dog lykkedes parret at falde i unåde også ved det svenske hof, og parret forsøgte at flygte fra Sverige til Danmark. Ved ankomsten blev de straks fængslet og senere indsat i Hammershus på Bornholm. De slap fri ved at opgive al deres ejendom, deriblandt Lellingegaard, der på denne måde igen kom i Kronens eje. Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine levede herefter nogle år i landflygtighed i Europa. I 1663 blev Leonora Christine arresteret i London og sad fængslet i Blåtårn i 22 år. Corfitz Ulfeldt døde 1664 i en båd på Rhinen under mærkelige omstændigheder.

I 1662 solgte Frederik III Lellingegaard til Hans Olufsen. Han fik i 1664 lov til at oprette Lellinge birk, som gjorde godset til en selvstændig retskreds. Hans arvinger solgte i 1679 Lellingegaard til Caspar Schøller, der var ud af en velhavende godsejerfamilie. Caspar Schøller var jurist og medlem af en række kommissioner ved siden af sit arbejde som godsejer. Efter hans død solgte enken Lellingegaard til Anna Sophie Reventlow.

Anna Sophie Reventlow er mest kendt for at være Frederik IV's (1671-1730) hustru til venstre hånd. Hun mødte kongen ved et maskebal i 1711. De to forelskede sig, og året efter lod han hende bortføre og giftede sig med hende til venstre hånd. Som enevældig konge kunne Frederik IV tillade sig at have to koner, hvilket ellers var dybt ulovligt og syndigt. Få dage efter dronning Louises død i 1721 giftede kongen sig med Anna Sophie Reventlow til højre hånd, og hun fik titel af dronning.

Anna Sophie Reventlow er den hidtil eneste danske dronning, der ikke var af fyrstelig herkomst. Ægteskabet med kongen medførte et brud i kongehuset. Kongens søn - den senere Christian VI (1699-1746) - og andre medlemmer af kongefamilien ville ikke kendes ved hende, og nogle forlod endda København i uvilje mod hende. Samme år som Anna Sophie Reventlow blev gift til højre hånd, havde hun købt Lellingegaard, som hun lod ligge under grevskabet Vallø.

Flere af Anna Sophie Reventlows slægtninge - populært kaldet "den reventlowske bande" - havde stor indflydelse ved hoffet. Efter Fredrik IV's død i 1720 blev Anna Sophie Reventlow forvist fra København til godset Clausholm, hvor hun var født. Grevskabet Vallø og derunder Lellingegaard blev inddraget af den nye konge.

I 1734 gav han til gengæld sin egen dronning Sophie Magdalene grevskabet. Det var hende, der gjorde Vallø til et "Kongelig Frøiken Stift". Byggeriet var påbegyndt, som skulle gøre Lellingegaard til hovedsæde i stiftet. Dronningen ombestemte sig senere, lod murene nedrive og flyttede byggematerialer til byggeriet på Vallø.

I 1740 var Lellingegaards marker blevet betydeligt forøgede med herregården Taagerødgaards jorder, men allerede i 1783 blev det store areal for besværligt at administrere.

Lellingegaards marker deltes i to, og Ny Lellingegaard blev oprettet tæt ved den tidligere herregård, som herefter kaldtes Gammel Lellingegaard. Begge gårde er fortsat forpagtergårde under Vallø.