Nørlund

Ejerhistorie

Nørlunds tidlige historie er ifølge en folkelig tradition temmelig utraditionel, da den i middelalderen hverken skal have været en herregård eller en almindelig bondegård, men derimod en røverborg. Efter sagnet blev anlægget revet ned af Valdemar Atterdag (1320-1375), hvorefter en ny borg blev opført. En retsprotokol fra 1484 bekræfter, hvordan Margrethe (1353-1412) atter rev gården ned, efter hun havde konsolideret kongemagten efter farens død. 

Fra 1420 blev Nørlund ejet af Palle Jonsen Marsk, som gjorde gården til en hovedgård. Palle Jonsens farfar havde været marsk, dvs. rigets øverstbefalende under Valdemar Atterdag, og slægten havde sikret sig et godt forhold til kongemagten.

Allerede på dette tidspunkt var der konflikter mellem ejerne af Nørlund og ejerne af den nærliggende hovedgård Torstedlund. Konflikterne, hvis årsag kilderne ikke melder noget om, prægede lokalområdet og herregårdene helt op i midten af 1500-tallet.

Omkring 1460 blev gården arvet af sønnen Ludvig Pallesen. Pallesen blev som faren udnævnt til lensmand, og i 1487 blev han desuden medlem af rigsrådet. Ludvig Pallesen efterlod sig ingen børn, og Nørlund gik således i arv til hans nevø Johan Bjørnsen. Bjørnsen solgte imidlertid i 1515 gården til Peder Lykke, som var blandt de fem rigsråder, der i 1522 underskrev det sammensværgelsesbrev, som var med til at vælte Christian 2. (1481-1559).

Lykke var lensmand på Aalborghus, hvor han under Grevens Fejde fuldstændig blev overrumplet af Skipper Clement, der i 1534 indtog Aalborg. Dette kom også til at gå ud over Nørlund, der blev nedbrændt af Skipper Clements mænd på deres vej ned gennem Jylland.

Efter Peder Lykkes død i 1535 gik Nørlund i arv til hans to døtre Anne og Kirsten Pedersdatter. Kirsten Pedersdatters anden ægtemand Christoffer Urne købte i 1547 svigerindens ejerlod og blev dermed eneejer af gården. Urne havde øjensynligt et hidsigt temperament og bragte flere gange sig selv i problemer. Han blev bl.a. forvist til Gulland i 10 år, og da han i 1562 blev løsladt, gik der kun et år, før han igen kom i fængsel. Han meldte sig senere til tjeneste i Den Nordiske Syvårskrig, hvor han i 1566 døde i svensk fangenskab.

Det var Kirsten Pedersdatter, der styrede Nørlund i ægtemandens fravær, og efter hendes død i 1570 overgik gården til hendes søn fra første ægteskab, Ludvig Munk. Gården var på daværende tidspunkt i dårlig stand, hvilket bl.a. skyldtes de evindelige stridigheder med ejerne af Torstedlund.

Munk havde ligesom sin stedfar, Christoffer Urne, kæmpet i Den Nordiske Syvårskrig og var efter dens afslutning indehaver af flere len i Norge, hvor han senere også blev statholder. I 1596 blev han dog frataget dette embede samt sine norske len af Christian 4. (1577-1648).

Ludvig Munk giftede sig i 1589 med Ellen Marsvin, som overtog gården efter hans død i 1602. I 1598 fødte hun datteren Kirsten Munk på Nørlund, og året efter fik hun kongelig tilladelse til at sælge Nørlund.

Den nye ejer blev Marsvins svoger Gude Galde. Han døde i 1626, hvorefter hans kone Helvig Marsvin styrede gården frem til sin død tyve år senere. Ved Helvig Marsvins død overgik hovedgården og det meste af bøndergodset gik til datteren Anne Marsvin, mens de to andre døtre, Karen Marsvin og Dorte Marsvin, fik mindre parter af godset.

I 1686 arvede Anne Marsvins søn Gude Parsberg Nørlund, som efter hans død blev overtaget af enken Karen Kjeldsdatter Kragh, hvis arvinger i 1737 solgte gården til den borgerlige Michael Riis. Salget blev startskuddet til en periode med hyppige køb og salg.

I 1830 blev Nørlund imidlertid købt af Rasmus Conradsen. Conradsen, der tidligere havde været forpagter på Gunderslevholm, viste sig at være en meget initiativrig godsejer, der bl.a. etablerede et stutteri, et glasværk, et kalkværk og et teglværk på gården.

Efter hans død i 1837 overtoges Nørlund af "Den almindelige Enkekasse", som to år senere solgte den videre til August Theodor Schütte. Han var indvandret fra Tyskland og samlede sig med årene en stor godsbesiddelse i Danmark. Schütte solgte størsteparten af Nørlunds fæstegods fra, inden han i 1868 overdrog Nørlund til sin svigersøn Hans Emil Bluhme.

Bluhme solgte gården i 1912, og hovedparcellen blev i 1914 overtaget af grosserer Blom og direktørerne Rømer og Hornemann. Sidstnævnte overtog Nørlund i 1929 og lod i sit testamente gården overgå til den selvejende institution "Stiftelsen Nørlund", der stadig ejede gården i 2021.