Nivaagaard
Ejeren Johannes Hage opførte en museumsbygning i haven til sin store samling af malerier.
Nivaagaard rummer i dag Nivaagaard Malerisamling
Den nuværende hovedbygning er opført i 1881.
Til Nivaagaard hører en stor have.
Ifølge Dansk Center for Herregårdsforsknings definition (se Hvad er en herregård?) hører Nivaagaard historisk set ikke til blandt herregårdene. Med bygninger af herregårdslignende karakter har gården dog i nutiden opnået en alment accepteret status som herregård.
Ejerhistorie
I 1600- og 1700-tallet var Nivaa et lille fiskerleje, og i 1753 begyndte Kronen at anlægge en krigshavn. Arbejdet blev delvist udført af bønder, der fik ændret deres arbejdsforpligtelse på herregårdens marker, det såkaldte hoveri, til forskellige ydelser i forbindelse med havnearbejdet.
Anlægget blev imidlertid aldrig færdigt, og i 1767 fik Adam von Lüttichau til opgave at holde opsyn med anlægget samtidig med, at han fik stillet Nivaa havnegård til rådighed som delvis privat ejendom. I 1793 fik Adam von Lüttichau fuld ejendomsret over gården, og ved samme lejlighed købte han Nivaa teglværk, som var blevet oprettet ved byggearbejdet på Hørsholm.
Da Adam von Lüttichau i 1797 solgte Nivaagaard, bestod gården således af selve hovedgården, nogle underliggende fæstegårde samt et teglværk.
Den efterfølgende ejer lagde et par bøndergårde under gården og solgte den i 1802. Køberen var den norske Kræfting, som seks år senere solgte Nivaagaard til H.C. Astrup, der fik tilladelse til at drive teglværket, som havde været nedlagt i et par år. H.C. Astrups efterfølger var H.D. Brinck-Seidelin, som også købte gården Lille Nivaagaard, der blev lagt under Nivaagaard.
H.D. Brinck-Seidelin solgte i 1812 Nivaagaard til et kompagniskab bestående af Johan Frederik von Bardenfleth og R.A.L. von Qualen, hvor R.A.L. von Qualen efter et år blev eneejer indtil sin død. I 1831 solgte boet efter von Qualen Nivaagaard til Frederik Burmeister, som ejede gården indtil 1834, hvor Nivaagaard kom i P.M. Hagens besiddelse. Under P.M. Hagens tid som ejer af Nivaagaard var landbrugskonjunkturerne gode, og i 1847 kunne han sælge Nivaagaard med stor fortjeneste.
Nivaagaards nyere historie begynder med Alfred Hage i 1862. Alfred Hage var en af de ledende personligheder inden for storhandlen. Han omdannede sine palæer i København og sine svenske og danske gårde til samlingssteder for de fremtrædende personligheder inden for datidens politik og kunst.
Ved Alfred Hages død i 1872 overgik Nivaagaard til hans enke, der samme år overdrog ejendommen til sønnen Johannes Hage, som efter en brand fik den nuværende hovedbygning opført. Johannes Hage var medlem af Frederiksborg amtsråd, og han oprettede Nivaagaards hospital for kronisk syge. Johannes Hages hovedinteresse var imidlertid inden for malerkunsten, og igennem årene skabte han sig en stor samling af malerier. I 1903 fik han opført en museumsbygning med Johan Schrøder som arkitekt i Nivaagaards park. Fem år senere blev samlingen en selvejende offentlig institution. I 1923 døde Johannes Hage, og hele godskomplekset tilfaldt Den Hageske Stiftelse.
Bygningerne rummer i dag Nivaagaard Malerisamling.
Hovedbygning
Den nuværende hovedbygning er opført i 1881 efter en brand. Bygningen er opført i en fløj i et stokværk over en høj kælder. Ved gavlene findes korte tværfløje. Bygningen fremstår i gule sten med skifertag med karakteristiske kamgavle.
Hovedbygningen placerer sig midt i den store have øst for museumsbygningen.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Til Nivaagaard hører en avlsgård fra ca. 1850. Avlsgården er opført i grundmur med fast tag. Avlsgården er placeret nord for hovedbygningen.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Kulturmiljø
Haven på Nivaa placerer sig på flere sider af hovedbygningen. Haven rummer en mindre sø samt flere alléer og en masse gamle træer og rododendronbuske. Ejeren af Nivaagaard Johannes Hage lod i 1903 en museumsbygning opføre i haven ved arkitekt Johan Schrøder. Denne bygning er senere udvidet og findes vest for hovedbygningen.
I kulturmiljøet nær Nivaagaard findes flere fredede oldtidsminder.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1967.
Trap, J.P.: Danmark, bind 3:1 - Frederiksborg Amt. København 1953.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Nivaagaard
Region og kommune
Hovedstaden - Fredensborg
Offentlig adgang
Museet er åbent tirsdag-søndag
Ejer
Fonden Den Hageske Stiftelse
Herregårdens størrelse
123 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 15 ha, eng 44 ha, skov 27 ha, mose 10 ha, park/have 5 ha, sø 8 ha, andet 14 ha, bortforpagtet 40 ha ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug og museum
Historiske forbindelser til andre herregårde
Ingen oplysninger
Bemærkninger om godset
Ved Nivaagaard ligger Nivaagaard Malerisamling, som er en selvejende institution.
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021