Næsbyholm

Ejerhistorie

I middelalderen var Næsbyholm, som så mange andre herregårde, blot en almindelig bondegård. Godset bestod af en avlsgård og et par husmandssteder, men på Dronning Margrethe I's (1353-1412) tid blev jorden hertil udvidet betydeligt af ejeren Anders Olufsen Lunge. Han byttede sig til flere gårde med Roskildebispen og gjorde dermed Næsbyholm til en betydelig hovedgård. Gennem 1400-tallet og i starten af 1500-tallet var Næsbyholms ejere op til flere gange i strid med den danske kongemagt. Dette resulterede i, at kong Hans (1455-1513) i 1509 inddrog gården.

Allerede samme år solgte Kronen sin del af Næsbyholm til Torben Oxe. Han ville eje hele godset og forsøgte derfor at blive eneejer ved magt og trusler. Hans planer lykkedes dog ikke, og Næsbyholm kom i 1513 til Otte Holgersen Rosenkrantz. Det mærkelige ved sagen var, at der aldrig skete Torben Oxe noget, selv om hans bedrageri blev afsløret. Povl Helgesen, der levede på samme tid, skrev om Torben Oxe, at han var en mand med "mange Laster, voldsom og utaalelig for alle og vilde være blevet en ikke ringere Tyran end Christian II, hvis han havde haft saa stor Magt, som han var grusom om ugudelig."

I begyndelsen af 1500-tallet hørte der hele 64 gårde under hovedgården. Under Grevens Fejde (1534-1536) blev Næsbyholm plyndret af borgerne fra Skælskør, og det er uvist, om der derefter boede nogen på gården.

Otte Holgersen Rosenkrantz døde relativt ung i 1557 af pest i Lübeck, men gennem hans slægt kom Næsbyholm i 1575 til Steen Brahe, som var broder til den berømte danske astronom Tycho Brahe. Steen Brahe havde fået en noget andet uddannelse end sin broder og var endt hos en af tidens kendte lejetropsførere i Schwarzburg. Han deltog i de første felttog under den Nordiske Syvårskrig i 1563 og fulgte derefter med tropperne til bl.a. Ungarn. Han blev således en mand med europæisk erfaring og blev derfor ofte brugt som diplomat og rådgiver af både Frederik II (1534-1588) og Christian IV (1577-1648). Steen Brahe endte med at sidde 42 år i rigsrådet og blive lensmand på adskillige gårde rundt om i landet.

De store godsejere havde for det meste ejendomme spredt over hele landet, men fra 1500-tallet begyndte man at bestræbe sig på at samle fæstegårdene tættere omkring hovedgårdene, den såkaldte arrondering. Dette var bl.a. for at effektivisere fæstebøndernes arbejde på hovedgårdens marker, hoveriet. Steen Brahe og hans søn, Otte Brahe, var ingen undtagelse, og de lykkedes efterhånden med at gøre Næsbyholm til en velarronderet herregård.

I 1709 købte Frederik IV (1671-1730) Næsbyholm og året efter det nærliggende Bavelse. Heraf oprettede han grevskabet Frederiksholm for sin elskerinde Charlotte Helene Schindel. Hun opholdt sig dog sjældent på gården, da hun syntes, det lå for langt væk. Når hun imidlertid var der, blev der holdt fester. Grevskabet eksisterede dog ikke længe, da hendes forhold til kongen hurtigt blev køligt. Han lærte i 1711 Anna Sophie Reventlow at kende, og få år efter forelskede Charlotte Helene Schindel sig i generalmajor Ernst Gotskalk von Bülow. Da man fandt ud af, at hun havde født ham et barn, blev de i 1716 tvunget til at gifte sig, og parret rejste kort tid efter for at bosætte sig i Hamborg. Grevskabet blev opløst og gårdene solgt videre til familien Thott. De to gårde har siden været under samme ejere.

Da Johan Ludvig Holstein overtog Næsbyholm og Bavelse i 1756, kom gårdene midlertidigt under grevskabet Ledreborg, men det varede kun til 1775, hvor de igen blev solgt videre. I 1804 kom gården til Christian Conrad Danneskiold-Samsøe, som var en meget foretagsom mand. For bedre at kunne transportere brænde fra sine skove lod han mellem 1810 og 1812 udgrave åen hele 20 km. I den sidste periode af hans ejerskab løb han ind i den store landbrugskrise efter Englandskrigene og de usikre pengeforhold efter statsbankerotten i 1813. Det var hårde tider for landbruget, og Christian Conrad Danneskiold-Samsøe kom som mange andre i økonomiske vanskeligheder. Dette resulterede i, at hans ejendomme året efter hans død i 1823 blev solgt til staten.

Først i 1836 fik Næsbyholm en ny ejer i Christian Rønnenkamp, og gården har siden tilhørt denne slægt. Med familien Rønnenkamp var der igen herskab på Næsbyholm, og ejerskifterne skete kun ved arv. Christian Rønnenkamp selv var søn af en købmand fra Flensborg og kom som ganske ung til København. Krigsårene i 1800-tallets begyndelse betød en fortjeneste for dem, der spekulerede rigtigt, og det lykkedes den unge Christian Rønnenkamp at indtjene en betydelig formue. Da han overtog Næsbyholm i 1836, kastede han sig over landbruget med stor iver. I en længere årrække drev han således begge sine hovedgårde selv og udnyttede de bedre tider. Endvidere afløste han hoveriet, der var den ydelse i form af arbejdsdage, som en fæstebonde skulle udføre på eller for det gods, hans gård tilhørte. Bønderne på Næsbyholm og Bavelse skulle herefter i stedet betale en pengeafgift. Samtidig fik bønderne mulighed for at få deres gårde i arvefæste. Efter Christian Rønnenkamps død i 1867 rejste de lokale da også en mindestøtte med en bronzebuste til ære for ham.

Christian Rønnenkamps gårde overgik efter hans død til søsterens barnebarn, som tog navnet P. Christian Howden-Rønnenkamp. Han opførte nye avlsbygninger og havde stor indflydelse på havens udformning. Hans datter Jessy Howden-Rønnenkamp Holck ejede gården, da den brændte i 1932.

Næsbyholm er i 2021 ejet af Peter Christian Eiler Wilhelm Howden-Rønnenkamp Holck.