Møllegaard
Møllegaard ligger midt på Langeland og kendes fra 1500-tallet.
Hovedbygningen er opført i 1880.
Tidligere var der opført en hollandsk vindmølle på den ene avlslænges tag.
Ejerhistorie
Møllegaards første kendte ejer var Oluf Hansen Gaas, der ejede herregården i 1500-tallets sidste halvdel. Han ejede desuden den fynske herregård Tøjstrup, som han erhvervede sig gennem sit ægteskab med Magdalene Nielsdatter Sandberg.
Endnu før Gaas' død overgik Møllegaard til Mogens Eriksen Bille, der også ejede den nærliggende herregård Rynkebygaard. Bille efterlod i 1597 Møllegaard til sine to sønner, Erik og Steen Mogensen Bille. Steen Mogensen Bille syntes at have ejet gården indtil 1639, men antageligt har ejerskabet været delt på flere hænder.
Bendt Petersen von Deden, der var officer og fra 1627 landkommissær på Langeland, skrev sig allerede 1614 til Møllegaard. Ved hans død omkring 1640 overtog hans enke, Karen Pors, Møllegaard, indtil deres søn, Rudbek Bendtsen von Deden, blev myndig. Muligvis har Karen Pors købt de øvrige anparter, i hvert fald synes hendes søn at have været gårdens eneste ejer.
Rudbek von Dedens enke Hilleborg Grubbe døde i 1705 på gården, men forinden havde sønnen Bendt Frederik von Deden overtaget Møllegaard samt den nærliggende gård Skovsbo. Efter hans død i 1704 overgik Møllegaard til hans enke Mette Margrethe Sehested, som samme år frasolgte Skovsbo. Hun ægtede efterfølgende kaptajn Vincens Steensen Kaas, som dermed overtog Møllegaard. Få år efter Vincens Kaas' død solgte Mette Sehested Møllegaard til kaptajn Christopher Radeleff.
Senere ejede ritmester Henrik Christoph von Pultz, der var gift med Birgitte Sophie Kaas, gården. Efter hendes fars død flyttede parret til Skovsgaard, der også ligger på Langeland. Parret døde med få års mellemrum, og begge gårde blev solgt på auktion i 1760.
Før 1787 købte greve Frederik Ahlefeldt-Laurvig Møllegaard. Ahlefeldt-Laurvig - også kaldet Generalen - blev ved arv en af landets største godsbesiddere og var samtidigt blandt hærens øverstbefalende, deraf tilnavnet. I 1791 arvede han grevskabet Langeland, og Møllegaard var da en mindre besiddelse, som han lod sin bror, oberst Carl Christian Ahlefeldt-Laurvig, bebo omkring 1806-09. Ahlefeldt-Laurvig var nytænkende i forhold til landbrug, hvor han afskaffede hoveriet og udskiftede bøndergodset, og han beskæftigede sig bl.a. med videnskab, kunst og skuespil. Hans økonomi kunne dog ikke følge med hans interesser, og ved hans død 1832 var godserne stærkt forgældede.
Få år inden Ahlefeldt-Laurvigens død havde han i 1830 solgt Møllegaard til Christopher Adolph von Hedemann, der i 1834 videresolgte gården til M. Petersen. Efter knap 40 års ejerskab efterlod Petersen gården til sin søn, C. M. Petersen, hvis enke, Sigrid Adelheid Julie Petersen, ejede Møllegaard indtil 1940.
I 1968 blev Anni og Kjeld Pedersen ejere af Møllegaard. I 2023 ejes den af Møllegård Hovedgård ApS v. Mette la Cour Hansen og Lars Hansen.
Hovedbygning
Den nuværende hovedbygning, der blev opført i 1880, erstattede formodentligt en ældre hovedbygning i bindingsværk.
Hovedbygningen, der er tegnet af arkitekt H. Hagemann, er opført i røde mursten på en kampestenssokkel. En kort hovedfløj i ét plan afsluttes af to tværstillede fløje opført i to etager. Alle fløje er anlagt over en høj kælder.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er udpeget som bevaringsværdig.
Andre bygninger
Sydvest for hovedbygningen ligger en beboelsesbygning i bindingsværk opført i 1810.
Sydøst for denne bygning ligger de egentlige avlsbygninger med bygninger opført dels kampesten, dels i bindingsværk og grundmur. På den østlige længes tag har der tidligere været opført en hollandsk vindmølle.
Der er tale om et uregelmæssigt anlæg, der i udgangspunktet samler sig omkring en mindre gårdsplads syd for hovedbygningen.
Fredningsstatus 2021: Bygningerne er udpegede som bevaringsværdige
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Hansen, J.J: Større Danske Landbrug, bind 3. København 1930
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Møllegård Hovedgård
Region og kommune
Syddanmark - Fyn og øer - Langeland
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Møllegård Hovedgård K/S, Kjeld Pedersen, Mette la Cour Pedersen og Morten la Cour Pedersen
Herregårdens størrelse
317 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 210 ha, eng 41 ha, skov 66 ha, bortforpagtet 150 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Rynkebygaard, Skovsbo (Langeland), Skovsgaard (Langeland), Tøjstrup
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Svendborg - Langelands Sønder - Longelse
Ejer
C.M. Petersen
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
40.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
192000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er drevet af ejeren selv. Besætningen består af: 85 køer, 30 kalve, 4 tyre, 15 heste, 13 føl. Der sælges ca. 89 svin om året.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 1 forkarl, 4 karl(e), 3 pige(r), 1 daglejer(e).
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Svendborg - Langelands Sønder - Longelse
Ejer
pro. Mads Pedersen
Herregårdens størrelse
29.28 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
0.00 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
0.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Svendborg - Langelands Sønder - Longelse
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
48.33 htk
Skovskyld
2.08 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
42.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 3, s 623. Oplysningerne om bøndergodset stammer fra ChristensenHørsholm