Mindstrup
Den første ejer, man er sikker på, har haft Mindstrup, er Palle Splid Fasti i 1503.
Mindstrup indgik mellem 1759 og 1798 i stamhuset Mattrup.
Hovedbygningen ligger på et anseligt voldsted, hvis vandgrave endnu er bevarede i vest og øst.
Den nuværende hovedbygning er antageligvis opført omkring 1772 af Emanuel Thygesen.
Ejerhistorie
Mindstrups ejerforhold kan spores tilbage til begyndelsen af 1500-tallet, hvor gården i 1503 var ejet af Palle Splid Fasti. Gården blev herefter nedarvet i slægten Fasti, indtil Christence Splid Fasti i 1637 solgte den til Christen Thomesen Sehested.
Christen Thomesen Sehested gjorde karriere i kongens tjeneste. I 1629 blev han således lensmand på Helsingborg og Kalø, ligesom i 1640 blev udnævnt til kongens kansler. Kanslertitlen betød, at han blev daglig leder i Danske Kancelli, der var landets centrale regeringsorgan. Han var imidlertid også en konservativ adelsmand, der fuldt ud støttede adelens særlige privilegier, og han var således en af kræfterne bag Frederik III's (1609-1670) meget hårde håndfæstning i 1648.
Christen Thomesen Sehested døde i 1657, hvorefter Mindstrup overgik til hans svigersøn, Peder Reedtz, der også blev kansler. Han solgte i 1665 gården til Jochum Frederik Pentz, der allerede året efter afhændede den til Iver Krabbe. Hans sønner, Christen og Jacob Iversen Krabbe, solgte i 1687 Mindstrup til Jørgen Knudsen, der ejede gården frem til sin død i 1704.
Mindstrup kom i 1759 til Emanuel Thygesen, der lagde gården under Mattrup, som blev hovedgården i et forsøg på at samle 200 tønder hartkorn under sig. Det skulle man nemlig have for at danne en komplet herregård, som kunne opnå skattefrihed for hovedgårdsjorden, og netop det var Emanuel Thygesens plan. Samme år oprettede han også et stamhus af gårdene, dvs. han båndlagde dem sådan, at de hverken kunne sælges, pantsættes eller deles ved arv. Stamhuset skulle nedarves udelt efter en nøje fastlagt arvefølge.
Mindstrup blev dog alligevel udskilt af hovedgården igen allerede i 1798, så der fik gården ny ejer. Det var Thyge Jespersen de Thygeson, som også ejede Mattrup, og som samme år fik bevilling på at sælge godset uden at miste hovedgårdens skattefrihed. Der blev virkelig spekuleret i køb og salg. Han solgte straks Mindstrup til forpagteren Mouritz Schmidt, som også frasolgte nogle parceller i 1803. I 1807 mistede gården derfor sin skattefrihed alligevel. Nu blev frasalget af fæstegårdene til selveje også påbegyndt.
I 1870 købte Carl Ferdinand Seidelin Mindstrup, og med den familie gik gården nu ind i en rivende udvikling. Carl Ferdinand Seidelin gav gården en hovedrestaurering i 1873, og nye fløje blev opført. Han drænede desuden marker og anlagde engdrag. Seidelin-familien ejede herefter Mindstrup frem til 2006.
Fra 2006 var Mindstrup ejet af Kristian og Jørgen Østergaard Thomsen, som drev landbrug på gården. I 2021 ejes gården af St. Mindstrup A/S.
Hovedbygning
Den nuværende hovedbygning er et langt énetages hus, som blev opført omkring 1772 af daværende ejer Emanuel Thygesen. Omkring 1810 blev huset genopbygget i grundmur, og i 1870'erne gav Carl Ferdinand Seidelin det en storstilet restaurering og tilføjede to nye fløje mod øst og vest i 1872 og 1874.
I en taksationsforretning fra 1879, hvor Carl Ferdinand Seidelin forsøger at lægge sit lån om, bliver det beskrevet, hvor velholdt hans gård er. Den ligger godt, og omgivelserne er pænt vedligeholdt. Borggårdens hovedhus havde tegltag, og alt var indrettet til beboelse med ti tapetserede værelser og tre på loftet, alle med kakkelovne, bræddeloft og bræddegulv. I alt ti huse er med i beskrivelsen, og de får alle ros. Mindstrup var tilsyneladende en herskabelig bolig, som var steget meget i værdi pga. de nye ombygninger.
I 1959 blev der opført en bred, gennemgående kvist, og huset, der oprindeligt havde været stråtækt, fik nu eternittag.
I dag består hovedbygningen af stuehuset fra 1772 og en enkelt garagebygning. Begge dele er hvidkalkede.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Nord for hovedbygningen ligger en trefløjet avlsbygning, og der er blevet bygget til løbende gennem 1900-tallet og op til 2007.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Mindstrup
Region og kommune
Syddanmark - Syd- og Sønderjylland - Vejle
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
St. Mindstrup A/S
Herregårdens størrelse
Ingen oplysninger
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
Ingen oplysninger
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Kaldes også Store Mindstrup
Kilder
Upubliceret
Amt, herred og sogn
Vejle - Nørvang - Hvejsel
Ejer
Aage Seidelin
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
5.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
82000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er drevet af ejeren selv. Besætningen består af: 70 køer, 30 kalve, 3 tyre, 11 heste, 6 føl. Der sælges ca. 130 svin om året.
Folkehold
1 forkarl, 2 røgter(e), 4 karl(e), 3 pige(r).
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Vejle - Nørvang - Hvejsel
Ejer
gårdejer Casp. Frants F. Michelsen
Herregårdens størrelse
14.29 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
0.00 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
0.00 htk
Bemærkninger om godset
Er med en parcal af Alstedgård. Står som avlsgård i Trap1 (SLETTES?)
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Vejle - Nørvang - Hvejsel
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
17.99 htk
Skovskyld
0.27 htk
Mølleskyld
1.25 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
222.24 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 5,2 s 1005