Marsvinslund

Ejerhistorie

Historien om Marsvinslunds samling fra fire bondegårde til én er beskrevet i Pe Baahstrups fortælling "E Bindstouw", som Steen Steensen Blicher sandsynligvis har hørt og viderefortalt. Ejeren "Jørren Maahswyen" flyttede angiveligt bønderne på de fire gårde andetsteds hen, mens han selv overtog det, der blev Marsvinslund. Fortællingen levede som et folkesagn i over hundrede år, før den blev skrevet ned, men den lader ikke til at være helt forkert:

Landsbyen Baastrup eller en gård beliggende i denne landsby er nævnt i spredte kilder i 1400- og 1500-tallet. Baastrup er nævnt første gang i 1453 og i 1558 dømmer Viborg Landsting efter en ejerstrid, at Baastrup tilhørte adelsmanden Niels Skeel. Hans søn, Hans Skeel, har muligvis ejet den, men gården var beboet af en Jørgen Hansen, som er kendt, fordi han får en landstingsdom for, at han ikke var en horeunge. Grunden var, at hans far, nemlig Hans Skeel, havde haft moren hos sig "i mere end tyve vintre, og hun havde haft lås og lukkelse og søgt æde og drikke med ham åbenbarlig." Jørgen Hansen har haft rettigheder i gården, men ikke ejet den.

I stedet var det Hans Skeels søster, den mægtige Ingeborg Skeel på Voergaard, som i 1579 byttede bl.a. "Basterup" væk i en handel med Kronen, som så ejede gården indtil 1617. Herfra bliver gården kaldt Bastrup, og den blev byttet videre til Christoffer Gersdorff på Søbygaard. Nogle år senere kom den til Jørgen Marsvin og blev underlagt gården Aunsbjerg.

Han lagde Bastrup sammen med tre andre bondegårde, og oprettede hovedgården Marsvinslund i 1654. Den nye hovedgård fik også en ny, flot hovedbygning i bindingsværk. Jørgen Marsvin var dog ikke nogen særlig heldig forretningsmand, så han sad i bundløs gæld allerede året efter. Han solgte både Aunsbjerg og Marsvinslund til Anders Bille, men sagen endte i en rettertingsdom og var bestemt ikke gnidningsfri. Da alle kreditorer var betalt, var der kun 1300 rigsdaler tilbage til Jørgen Marsvin, som endte sine dage på en lille gård i 1671.

Køberen Anders Bille overdrog straks begge gårde til sin søn Erik Bille, og de to gårde forblev under samme ejer indtil 1732. Gennem arv og ægteskab kom Aunsbjerg og Marsvinslund til greven Otto Rantzau i 1672. Da sønnen solgte gården i 1732, var det den nye ejer, Steen Jørgensen, der adskilte gårdene, og straks solgte Marsvinslund til forpagteren på Aunsbjerg, Lars Nielsen Schophuus. Herefter skiftede Marsvinslund usædvanligt ofte ejere det næste halve århundrede.

I 1784 forsøgte man at sælge Marsvinslund på auktion, men uden held. På det tidspunkt hørte der ikke længere nogle fæstegårde til gården, kun en enkelt husmand. Resten var allerede blevet solgt fra til selveje. Derfor måtte gårdens egne folk og heste nu drive markerne, da man ikke længere kunne udnytte fæstebøndernes arbejdskraft i form af hoveri. Først i 1789 blev gården solgt til Mette Cathrine Clementin, som var enke. Da gik Marsvinslund ind i en noget roligere periode. Hun boede alene på gården i en årrække, men i 1801 giftede hun sig med sin noget yngre værge, godsforvalteren Anders Hansen på Frisholt. Herefter blev Marsvinslund i hans slægt i 100 år.

Mette Cathrine Clementin sørgede for at sætte skik på den forsømte gård. Hun lod opføre nye husmandssteder og købte nye jorder til gården. Hun lå dog i strid med præsten i Vium, Steen Steensen Blichers far Niels Blicher, om hvorvidt hun skulle betale kirketiende til ham. Præsten henviste til et (måske uægte) dokument fra Jørgen Marsvins tid, mens enken påstod, at gården som sædegård var tiendefri. Sagen fortsatte med mellemrum indtil op i 1800-tallet, men kom aldrig for en dommer.

Anders Hansen sad på gården i hele 60 år, men havde jo også giftet sig med den noget ældre enke. Dog formåede han ikke at opdyrke de store engarealer, der hørte til gården, så han var altså ikke en af de foregangsmænd, der gav sig i kast med engene. Derimod tilkøbte han en del mere jord til Marsvinslund, og passede generelt godt på gården og sine penge.

Udover sin kones tiendesag havde Anders Hansen også andre kontroverser med naboerne, bl.a. om afløbet fra Bastrup Sø. Ved kongens død i 1808 nægtede gårdejeren desuden at stille mandskab til kirkeringningen med samme begrundelse: Marsvinslund var en hoved- og sædegård og dermed fri for den slags byrder. Det indbragte ham et ikke særligt behageligt brev fra herredsfogeden, som jo var kongens mand på egnen.

Mette Cathrine Clementin døde i 1825, og da deres ægteskab var barnløst, tog Anders Hansen sin nevø til sig og oplærte ham som landmand. Nevøen Peter Severin Hansen havde været både til søs og i handelslære, men da hans onkel døde i 1860 blev han anset som den naturlige universalarving. Herefter forbedrede nevøen, som også var en dygtig kreaturhandler, gårdens drift betydeligt.

Da han døde pludseligt i 1880, overtog den 25-årige søn Hans Jacob Hansen Marsvinslund. Året før var han medstifter af Vium sogns Sparekasse, et par år efter sad han i sognerådet, og senere blev han formand for Silkeborg-Lysgård-Hids Herreders Landboforening, samt bestyrelsesmedlem i Foreningen for Jydske Landboforeninger. I 1896 blev han valgt ind i Landstinget for Moderate Venstre. Det var noget af et særsyn, at en godsejer brugte sin tid på at hjælpe de dårligst stillede i samfundet, på plantnings- og husflidssagen og i øvrigt var en pioner inden for afholdsbevægelsen. Det var også ham, der startede fællesrejser for husmænd, som var en institution, der fik stor betydning for at løfte husmændenes faglige og kulturelle udvikling.

Den travle gårdejers politiske engagement var stort, men han formåede ikke at forbedre gårdens drift og døde som en fattig mand. Svigersønnen solgte gården i 1917, og herefter skiftede den ofte ejer, bl.a. ved tvangsauktion. Fra 1920 blev store dele af jorden desuden solgt fra.

Marsvinslund ejes i 2021 af Margit Møller, der driver skov- og landbrug på gården.