Lystrup

Ejerhistorie

Som mange andre herregårde opstod Lystrup ud af en nu nedlagt landsby. Lystrup tilhørte i 1400-tallet slægten Godov, og gården nævnes første gang i 1403, hvor Peder Olsen Godov skrev sig til den. Der vises imidlertid ikke meget om slægtens aktiviteter på gården udover, at den efter Oluf Pedersen Godovs død blev arvet af hans datter, Regitse Olufdatter Godov, der var gift med Palle Andersen Ulfeldt. Deres datter, Mette Ulfeldt, bragte Lystrup til sin mand, Sivert Grubbe. Han var ud af slægten Grubbe, som var en gammel adelsslægt, der var knyttet til Sjælland. Helt tilbage fra 1100-tallet kendes en Grubbe, og op gennem middelalderen var slægten knyttet til kongehuset og en række sjællandske herregårde.

Sivert Grubbe interesserede sig mest for sine godser og landbruget. Han var derfor ikke særligt aktiv i politik. Dog var han efter Grevens Fejde (1534-1536), hvor Christian III (1503-1559) i 1536 gennemførte Reformationen i Danmark, repræsentant for en del af adelen og medbeseglede således den lov, der officielt indførte protestantismen i Danmark.

Sivert Grubbe havde mange børn. Sønnen Jørgen Grubbe døde imidlertid i tyrkisk krigsfangenskab, mens en anden søn forsvandt i udlandet. Det blev derfor Sivert Grubbes yngste søn, Eiler Grubbe, der overtog Lystrup i 1559.

Eiler Grubbe var en typisk repræsentant for renæssancetidens lærde embedsadel. I løbet af 1500-tallet blev kravene til adelsmændenes uddannelse skærpet. Før bestod uddannelsen mest af militære færdigheder, men nu skulle den uddannelse suppleres med administrativ og politisk skoling. Grunden til den ændrede uddannelse var, at adelen i stigende grad blev administratorer af de kongelige len, ligesom de dygtigste adelsmænd blev optaget i det magtfulde rigsråd, der sammen med kongen styrede landet. Basisuddannelsen foregik typisk på Herlufsholm. Nogle blev efterfølgende sendt på længerevarende dannelsesrejser rundt i Europa, men den fornøjelse fik Eiler Grubbe ikke. Han nøjedes med den uddannelse, han kunne få i Danmark. Hans første rigtige embedsarbejde var som sekretær ved kronprins Frederiks hof i Malmø.

I 1559 giftede Eiler Grubbe sig med Else Laxmand, som han bragte med tilbage til Lystrup samme år. Hans nye stilling som godsejer forhindrede ham dog ikke i at fortsætte med sit embedsarbejde. Endvidere ydede han store lån til kongens krigsmaskineri, hvor han i pant fik stillet kongelige fæstegårde.

Efter Eiler Grubbes død i 1585 overtog sønnen Christian Grubbe Lystrup. Med Christian Grubbe begyndte dog også nedgangstiderne for slægten. Han levede et stille liv på sin gård uden offentlige embeder og giftede sig først som 37-årig. Hans søn, Peder Grubbe, der bl.a. deltog i Torstenssonkrigen (1643-1645), overtog efter hans død Lystrup.

Peder Grubbe kunne ikke modstå de dårlige tider, som 1600-tallets mange krige havde medført. Store landområder lå øde, og der var mangel på såsæd og trækdyr. Han måtte derfor sælge nogle godser fra. Han beholdte dog Lystrup, som efter hans død overgik til sønnen Tønne Grubbe.

Tønne Grubbe var lidt ustabil og gentagne gange på kant med loven. Han sad i en periode fanget på Kastellet, da han blev viklet ind i en sag om barnemord. Han nåede dog at blive 70 år gammel, men med ham døde slægten Grubbe i Danmark. Allerede før sin død havde Tønne Grubbe imidlertid ordnet arveforholdet til Lystrup således, at gården overgik til hans hustru, Wilhelmine Hedevig v. Winsheims, familie. Hun døde dog i 1710, og i et nyt testamente overgik Lystrup derfor til hustruens niece, Christine Cathrine Statlander, der bragte gården til sin mand, Claus Bendix Beenfeldt.

Claus Bendix Beenfeldt gjorde karriere i militæret, hvor han startede som vagtmester og arbejdede sig op til oberstløjtnant. Efter Fredensborgfreden, som i 1720 afsluttede Den Store Nordiske Krig, blev han dog afskediget. Han lagde nu al sin energi i Lystrup og købte i 1740 nabogodset Jomfruens Egede.

Claus Bendix Beenfeldt havde to døtre, Anne Vilhelmine og Christine Ulrikke Beenfeldt. Førstnævnte blev gift med Christian Holmsted, mens sidstnævnte ægtede hans tvillingebror, Thomas Holmsted. I 1750 overlod Claus Bendix Beenfeldt således Lystrup til Christian Holmsted, mens Jomfruens Egede gik til Thomas Holmsted.

Da Christian Holmsted allerede døde i 1754, giftede Anna Vilhelmine Beenfeldt sig med Niels Rosenkrantz von Holstein-Rathlou. Han blev enkemand i 1775, og da Thomas Holmsted var død et par år forinden, valgte Niels Rosenkrantz von Holstein-Rathlou og Christine Ulrikke Beenfeldt at gifte sig i 1776. Hun var 53 år og han 70 år.

Lystrup gik efter Niels Rosenkrantz von Holstein-Rathlous død i 1786 til hans søn med Anna Vilhelmine Beenfeldt, Christian Frederik von Holstein-Rathlou. I 1831 købte hans svigersøn, Johan Caspar Mylius, Lystrup, som han herefter ejede frem til sin død i 1852. Gården blev her overtaget af hans broder, Johan Jacob Mylius. Da han døde i 1857, solgte hans broder, S.W. Mylius, den til Christian Carl Henrik Moltke.

Under Christian Carl Henrik Moltkes ejerskab oplevede Lystrup sin anden storhedstid. Han renoverede gården, hvor han flyttede ind og boede resten af sit liv. Lystrup blev efter hans død i 1918 arvet af sønnen Aage Molkte, som ejede gårde frem til 1943. Hans søn, Ivar Christian Eiler Molkte, blev her Lystrups nye ejer, hvilket han var frem til 1957.

Lystrup er i 2021 stadig ejet af familien Moltke. Gården drives således som et moderne landbrug af Joachim Godske Norman Moltke.