Lundsgaard

Ejerhistorie

Lundsgaard skal efter sigende være ældre end Kerteminde, der fik sine købstadsrettigheder i 1413. Den første kendte ejer af Lundsgaard var imidlertid Peder Hogenskild, der ejede gården i midten af 1400-tallet, og som var medlem af rigsrådet under Christian I (1426-1481).

Hogenskild efterfulgtes af sin enke og senere sin datter, hvis mand solgte Lundsgaard til slægten Ulfeldt i slutningen af 1400-tallet. Fra Ulfeldt'erne kom gården til Hans van Mehlen, der stammede fra en tysk adelsslægt. Hans far var indvandret til Danmark fra den lille tyske delstat Thüringen.

Van Mehlens barnebarn døde i 1609 uden at efterlade sig børn. Lundsgaard tilfaldt derfor nevøen Markor Rodsteen. Han havde - selv efter datidens normer - modtaget en grundig uddannelse. I løbet af 1500-tallet var kravene til adelsmænd blevet skærpet markant. De tillærte militære færdigheder skulle nu også suppleres med administrative og politiske færdigheder. Grunden var, at adelen op gennem århundredet i stigende grad blev bestyrere af godserne og de kongelige len. Og de dygtigste - og mest magtfulde - blev tillige en del af det magtfulde rigsråd.

Basisuddannelsen foregik typisk på Herlufsholm, men Markor Rodsteens uddannelse blev suppleret med flere års studier ved de engelske universiteter Oxford og Cambridge. Efterfølgende tog han på en længere dannelsesrejse i Holland og Frankrig, hvor han studerede krigsvidenskab.

De mange studier og færdigheder inden for militæret kom ham til gode, da han deltog som oberst i Karl Gustav-krigen (1658-1660). Først efter fredsslutningen begyndte Markor Rodsteen for alvor at restaurere Lundsgaard, der havde lidt meget under krigen. Ved at købe og bytte sig til jord udvidede han godset betydeligt.

I 1660 vakte Markor Rodsteen en del opsigt, da han højlydt protesterede mod enevældens indførelse. Det katastrofale nederlag til svenskerne i 1660 øgede spændingerne i samfundet. Tidligere havde adelen haft megen magt, men med enevældens indførelse blev det nu kongen alene, der havde magten.

Markor Rodsteen døde i 1671, og enken Karen Juul ægtede året efter den indvandrede tysker Hugo von Lützow. Han havde været i Christian IV's (1577-1648) tjeneste i mange år, hvorimod hans søn af første ægteskab, Frederik von Lützow, havde stået i den tyske kejsers tjeneste. Ikke desto mindre overtog han Lundsgaard i 1697 efter sin brors død. Frederik von Lützow bosatte sig på Lundsgaard og indrettede her et betydeligt bibliotek.

Lützows enke solgte i 1714 Lundsgaard til den ugifte Anna Sidonie Podebusk. Podebusk efterlod sig ingen børn, og ved hendes død i 1724 solgte arvingerne derfor gården til Margrethe von Dewitz. Margrethe von Dewitz fik væsentlig betydning for området. Hun oprettede et såkaldt hospital - en slags forsorgshjem - for gamle folk, der havde været knyttet til Lundsgaard.

Margrethe von Dewitz testamenterede Lundsgaard til sin nærmeste slægtning, Margrethe Raben i 1744. Hendes mand solgte i 1747 Lundsgaard til Jens Juel, der var barnebarn af den berømte søofficer Niels Juel. Jens Juel oprettede i 1768 stamhuset Lundsgaard. Samtidig sikrede Jens Juel sig også, at hans datter, Elisabeth, der var gift ind i den adelige slægt Ahlefeldt-Laurvig, arvede stamhuset, og at hendes næstældste søn skulle følge hende. Denne bestemmelse fik Jens Juel ind i testamentet, da han mente, at datterens ældste søn ville få nok at se til med de store godsbesiddelser på Langeland, som han var arving til.

Imidlertid døde Elisabeth Ahlefeldt-Laurvigs anden søn før sin mor, og ved hendes død i 1803 overgik Lundsgaard derfor til hendes barnebarn, Christian Johan Frederik Ahlefeldt-Laurvig. Han var en særdeles veluddannet herre, der var medlem af stænderforsamlingen i Roskilde, hvor han gjorde sig bemærket som en ivrig debattør og en varm fortaler for den sønderjyske sag. Stænderforsamlingerne var oprettet af Frederik VI (1768-1839), der med oprettelsen søgte at imødegå de voksende demokratiske strømninger, der prægede Europa og Danmark i første halvdel af 1800-tallet. Stænderforsamlingerne var kun rådgivende, men den enevældige konge måtte alligevel - nødtvunget - lytte til stændernes forslag.

I 1832 arvede Christian Johan Frederik Ahlefeldt-Laurvig slægtens store besiddelser på Langeland og flyttede straks til Langeland, mens hans hustru blev boende på Lundsgaard. I 1927 blev stamhuset Lundsgaard ophævet, og gården overgik til fri ejendom. Tolv år senere i 1939 solgte Ahlefeldt-Laurvig Lundsgaard til Hans Henrik Juel, der var gift med Thyra Ahlefeldt-Laurvig. Deres efterkommere ejer stadig gården i 2021.