Lunderup

Ejerhistorie

Fra slutningen af 1500-tallet søgte kongen at samle krongodset. Kongen måtte - ligesom borgerlige - ikke købe adelsgods, så samlingen af krongodset måtte ske gennem såkaldte mageskifter, hvor kongen og adelen så at sige byttede godser.

Initiativtageren til de mange mageskifter var Frederik II, der efter tronbestigelsen i 1559 gik i gang med at samle krongodset. Begrundelsen var kongens forkærlighed for den pladskrævende parforcejagt, men initiativet havde også en række administrative og økonomiske fordele, bl.a. blev det lettere for godsejeren at opkræve hoveri.

Blandt de mange godser, der blev mageskiftet, var også Lunderup, som kongen i 1579 mageskiftede til Johan Brockenhuus. Ved Johan Brockenhuus' død i 1587 arvede datteren, Karen Brockenhuus og hendes mand, Otte Krag, gården. Det var Krag, der - gennem tilkøb af bøndergods - sikrede, at Lunderup fik status af hovedgård. Efter Krags død i 1622 tilfaldt Lunderup Karen Brockenhuus' bror, som dog allerede samme år solgte gården. Den nye ejer var Hans Lange, der tilhørte den gamle vestjyske adelsslægt Lange-Munk.

I 1631 flyttede Hans Lange til Lunderup, da han på grund af økonomiske vanskeligheder måtte sælge sin nærliggende herregård Nørholm.

Ved Langes død i 1649 overtog hans svigersøn, Bendix Norby, Lunderup. Bendix Norby havde tilbragt en periode i landflygtighed, da han havde været indblandet i Niels Arenfeldts proces. Niels Arenfeldt fra Boller i Vendsyssel, var anklaget for et mislykket forsøg på at forgifte sin kone - og Norby blev altså indblandet i sagen og måtte flygte.

Inden sin død i 1688 overdrog Bendix Norby Lunderup til sin søn, Christian Norby. Hans enke solgte i 1679 gården til skriver Peder Nielsen fra Kærgaard, der købte en del jord til gården. Peder Nielsens søn, der overtog gården i 1693, gældsatte sig voldsomt. I 1695 solgte han derfor gården til én af farens slægtninge, og de følgende år skiftede Lunderup hyppigt ejer blandt familiens medlemmer. 

I 1718 overtog Stephen Nielsen, der var en fjern slægtning til Peder Nielsen, som konsekvens af en række byttehandler, fuldt ejerskab af Lunderup. Året efter blev han adlet under navnet Ehrenfeld, og i 1726 købte han de nærliggende herregårde Nørholm og Agerkrog. I forvejen havde han i 1717 arvet Endrupholm.

Efter Stephen Nielsens død i 1741, ægtede enken amtmand Christian Teilmann, og det var Teilmanns søn, Andreas Charles Teilmann, der i 1749 overtog Lunderup og Nørholm. Andreas Teilmann blev i 1751 adlet, og da han var ugift, oprettede han i 1790 - få måneder før sin død - et stamhus. Et stamhus var en ejendom, hvis arve- og ejendomsret var båndlagt, hvorfor ejendommen eller godset hverken måtte deles, sælges eller pantsættes. Teilmanns stamhus omfattede herregårdene Nørholm, Lunderup og Agerkrog, og den begunstigede var hans niece, Christine Marie de Teilmann, og hendes efterkommere.

I 1861 arvede Christine Marie de Teilmanns barnebarn stamhuset. Denne Theodor Rosenørn-Teilmann var af sin faster, den sidste direkte efterkommer af Christine Marie Teilmann, blevet udpeget til at overtage stamhuset. Rosenørn-Teilmann var medlem af landstinget for godsejerpartiet Højre. Han havde gået i skole med konseilspræsident, dvs. statsminister, Christian Emil Frijs fra Frijsenborg, og da Frijs i 1865 dannede regering, blev Rosenørn-Teilmann bedt om at være kulturminister.

Rosenørn-Teilmann var minister frem til 1868, og han var dermed medlem af den godsejerregering, der gennemførte den konservative grundlovsændring i 1866. Med grundlovsændringen konsoliderede godsejerregeringen sin politiske magt og indflydelse.

Den gennemsete grundlov dannede på mange måder kimen til den modvilje mod godsejerne, som var en medvirkende årsag til, at lensafløsningsloven i 1919 blev så gennemgribende.

Med Grundloven i 1849 havde man vedtaget en hensigtserklæring om, at de danske len, dvs. grevskaber, baronier og stamhuse, på sigt skulle opløses. I 1919 havde godsejernes politiske modstandere fået magten til at realisere hensigtserklæringen, og det blev besluttet, at lenene skulle overgå til fri ejendom mod en afgift til staten på 25 % af lenets værdi og en afståelse af 1/3 af jordtilliggendet. Dertil kom, at alt tilbageværende fæstegods skulle sælges til selveje.

I 1922 blev også Lunderup ramt af lensafløsningslovens bestemmelser. Jordtilliggendet blev udparcelleret til husmandsbrug, og Teilmanns datter, Ingeborg Christiane Rosenørn-Teilmann, måtte i 1925 - efter at have ejet Lunderup i 46 år - sælge gården til hotelejer Søren Christensen.

Lunderup har i det 20. århundrede haft en række skiftende ejere, og ejes i dag af Lunderup ApS.