Løjstrup
Løjstrup ligger ved Gudenåen, der løber vest for den trefløjede hovedbygning.
Flere forskellige slægter har gennem tiden ejet Løjstrup, herunder slægterne Friis, Reventlow og de Lichtenberg.
Ejerhistorie:
Løjstrup kendes tilbage til 1300-tallet, hvor den blev ejet af henholdsvis Niels Jensen og sønnen Jens Nielsen, der ejede gården endnu i 1399. I 1408 ejedes gården formodentligt af Christen Sommer, idet hans søn, Oluf Sommer - der også ejede Fussingø - med sikkerhed ejede gården mellem 1453-1488.
Ved Oluf Sommers død omkring 1500 arvede datteren, Anna Sommer, Løjstrup, som hun bragte med ind i ægteskabet med Christen Sandbjerg til Quelstrup og Iisgaard på Mols. Deres søn, Anders Sandbjerg, overtog først Quelstrup og i 1546 også Løjstrup, som han beholdt frem til sin død i 1567.
Løjstrup blev ved Anders Sandbjergs død delt mellem hans børn, sådan som det endnu var skik og brug. Mest kendt i samtiden var sønnen Mads Sandbjerg, der blev lensmand i Romsdal i Norge. Enken efter Mads Sandbjerg ægtede adelsmanden Steen Brahe, hvis svigersøn, Frederik Reedtz, mellem 1631 og 1633 samlede Løjstrup gods på sine egne hænder, før han i 1636 solgte gården til Jakob Grubbe.
Den første berømte ejer af Løjstrup var Oluf Parsberg, der købte gården af Jakob Grubbe i 1637. Efter endt hoftjeneste blev Parsberg lensmand i såvel Danmark som i Norge, og han og hans hustru var tæt knyttet til såvel Corfitz Ulfeldt som Leonora Christine. Deres svigersøn solgte i 1662 Løjstrup til Mogens Friis, der 1672 lod Løjstrup indgå i baroniet Frisenvold sammen med herregården Frisenvold.
Mogens Friis lod - samme år som han oprettede baroniet Frisenvold - også oprette grevskabet Frijsenborg. Sådanne initiativer krævede særdeles stor rigdom og megen jord. Få år efter Mogens Friis død blev det afsløret, at en del af hans velstand skyldtes embedsmisbrug. I 1683 blev baroniet derfor opløst, og Løjstrup - såvel som de øvrige herregårde - blev overtaget af kronen.
I 1684 mageskiftede, dvs. byttede, kongen Løjstrup med Conrad Rewentlow. Rewentlow, der var storkansler, godsejer og far til Frederiks IV's (1671-1730) dronning Anne Sophie, overlod i 1703 Løjstrup til sin svigerdatter, Benedicte Margrethe Brockdorff, der i 1731 oprettede stamhuset Frisenvold.
Stamhuset forblev i familiens eje frem til 1799. Christen Heinrich August Hardenberg-Reventlow, der arvede Frisenvold i 1793, fik af Kronen tilladelse til at ophæve stamhuset og lade det overgå til fri ejendom. Bøndergodset blev - i tidens ånd - solgt til selveje, mens hovedparcellen blev solgt til landinspektør Johan Frederik Wesenberg i 1799.
Gerhard de Lichtenberg til Bidstrup erhvervede Løjstrup i begyndelsen af 1800-tallet, og gården forblev i slægtens eje frem til 1889, hvor gården blev solgt til C. Thorup, der udstykkede den yderligere.
Hovedparcellen skiftede hyppigt ejer frem til 1916, hvor den blev købt af direktør Chr. Rømer. I 1933 - året efter Rømers død - overdrog enken gården til nevøen grosser H. C. Broge.
Løjstrup har været i familien Broges eje i fire generationer. Gården er ejet af Hans Jørgen Broge i 2021.
Hovedbygning
Løjstrups tidligere hovedbygning, der blev revet ned i midten af 1800-tallet, var et trefløjet anlæg i bindingsværk. Den nuværende hovedbygning blev opført mellem 1843-45 af Frederik de Lichtenberg og er ligeledes et trefløjet anlæg i én etage.
Bygningerne er grundmurede, og hovedfløjen har en fremspringende gavlkvist for indgangsdøren i midtaksen, samt kamtakker på alle gavle. Sidefløjene er forbundet med hovedhuset af små, hvidkalkede runde tårne. Anlægget omkranses på tre sider af voldgrave.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Øst for hovedbygningen, på den anden side af voldgraven, ligger Løjstrups avlsanlæg.
Det regelmæssige anlæg domineres af to grundmurede længer opført i 1800. Dele af den længe, der rummer laden, er opført i bindingsværk.
Til Løjstrup hører en række tidligere arbejderboliger, der udlejes.
Litteratur:
Bülow, E.: Danmarks Større Gaarde. 1961-1967.
De Lichtenberg, G.H.: "Jægermester Fr. de Lichtenberg til Løjstrup", i: Aarbog fra Randers Amt 1944.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Søegaard, Th.: "Bøndernes Kaar på Frisenvold, Løjstrup og Kollerup Gods i Tidsrummet 1670-1702",i: Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 3, Rk. II, 1899-1900.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Løjstrup Hovedgård
Region og kommune
Midtjylland - Favrskov
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Hans Jørgen Broge
Herregårdens størrelse
233 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 45 ha, eng 38 ha, skov 150 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug, jagt/jagtudlejning, boligudlejning og oplevelsesøkonomi
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Randers - Galten - Laurbjerg
Ejer
Axel Andersen Brandt
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
10.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
85000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er drevet af ejeren selv. Besætningen består af: 20 køer, 6 kalve, 1 tyre, 5 heste, 1 føl, 26 får. Der sælges ca. 20 svin om året.
Folkehold
1 fodermester(e), 1 forkarl, 1 karl(e), 3 pige(r), 1 daglejer(e), 2 daglejer(e) under høsten.
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Randers - Galten - Laurbjerg
Ejer
Jægermester Fred. Lichtenberg
Herregårdens størrelse
32.35 htk
Skovskyld
1.51 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
0.00 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
0.76 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Randers - Galten - Laurbjerg
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
48.66 htk
Skovskyld
4.43 htk
Mølleskyld
3.32 htk
Tiende
102.25 htk
Fæstegods
265.47 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 4 s 452