Lindbjerggaard
Lindbjerggaard indgik en periode i 1700-tallet i Gerhard de Lichtenbergs godsimperium
Christian Hyldgaard, der var gårdens ejer fra 1807 til 1837, foretog gennemgribende forandringer i Lindbjerggaards landbrugsstruktur.
Ejerhistorie
Lindbjerggaard tilhørte i 1400-tallet adelsslægten Fasti. Gennem ægteskaber kom den i 1500-tallet først til slægten Rud og senere til Kaas, hvis medlemmer ejede den til omkring 1600.
I 1600-tallet var gården i hænderne på slægten Juel. Jens Juel arvede gården i 1612, og hans enke og søn ejede gården efter ham indtil 1705.
Her blev den købt af Laurids Christensen Vesterhof, men hans stedsøn måtte i 1726 pantsætte gården til købmanden Henrik Lichtenberg og hans svoger, Hans Christensen. I 1731 overtog Hans Christensens søn, Gerhard Lichtenberg gården.
Efter enevældens indførelse i 1660 var det muligt for borgerlige at eje herregårde, såvel som at blive adlet. De Lichtenberg var en af dem, der netop tog springet fra borgerlig handelsmand til godsejer, og han opbyggede med tiden et stort godskompleks i Østjylland, hvor han på et tidspunkt ejede 17 herregårde, bl.a. Kjeldkær, Engelsholm, Bidstrup og Haraldskær.
Lichtenberg samlede sig en stor formue og et stort antal herregårde, og blev senere adlet under navnet de Lichtenberg. Han synliggjorde derved på den ene side de sociale og økonomiske muligheder, som perioden rummede for driftige borgerlige. På den anden side illustrerede han, hvordan mange danske herregårde i perioden fik tilført mange penge udefra, idet de nye ejere investerede store formuer i deres nye herregårde.
Lichtenberg, der aldrig boede på gården, solgte den i 1758 til Peder Saxesen, og der fulgte en periode med hyppige handler og ejerskifter. I forbindelse med de mange handler blev jordtilliggendet dramatisk reduceret. I 1758 var hovedgårdsjorden således sat til 45 tdr. hartkorn, mens fæstegodset var på 290 tdr. hartkorn, men i 1800 var hovedgården svundet til næsten en fjerdedel: 12 tdr. hartkorn. Fæstegårdene blev i samme periode frasolgt, således at gården i 1800-tallet alene bestod af herregårdens egen jord.
I 1807 blev Lindbjerggaard solgt til Christian Hyldgaard, der bragte gården i god drift og gennemførte en række forbedringer. Tidligere hedeområder blev opdyrket, mens engene blev afvandet, og endelig blev der anlagt en ny avlsgård.
Efter Christian Hyldgaard solgte Lindbjerggaard i 1837, fulgte atter en periode med hyppigt skiftende ejere. Omkring år 1900 frasolgtes igen jorder til udstykning, og gårdens tilliggende reduceredes til ca. 40 hektar.
Lindbjergaard ejes i 2021 af Knud Erik Madsen, der driver skov- og landbrug på gården.
Hovedbygning
Den nuværende hovedbygning består af en enkelt fløj.
Gerhard de Lichtenberg opførte i midten af 1700-tallet en ny tre-fløjet hovedbygning af bindingsværk på Lindbjerggaard, hvoraf kun stuehuset er bevaret.
Bygningen blev gennemgribende restaureret i 1900 og igen i 1979. Bygningen er grundmuret med tegltag. På facaden, der vender ud mod gården, er der to risalitter med pilastre, mens facaden mod haven er helt enkel.
Tidligere var gårdrummet domineret af fire lindetræer.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Gerhard Hansen de Lichtenberg opførte udover en ny hovedbygning desuden også avlsbygninger, der i starten af 1900-tallet blev erstattet af nye grundmurede avlsbygninger med tag af pandeplader.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Hansen, J.J.: Større Danske Landbrug, København 1933-1937.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Lindbjerggård
Region og kommune
Syddanmark - Syd- og Sønderjylland - Varde
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Knud Erik Madsen
Herregårdens størrelse
126 ha (2011)
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 126 ha (2011)
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bidstrup, Engelsholm, Haraldskær, Kjeldkær
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2011
Amt, herred og sogn
Ribe - Øster Horne - Ølgod
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
45.09 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
53.75 htk
Fæstegods
214.96 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 5,2 s 766