Kragerup
Kragerup har sit navn efter den middelalderlige landsby Kracætorp, som lå ved landevejen mellem Slagelse og Nykøbing.
Herregården kaldtes tidligere Kragerupgaard og har fra 1801 været i Dinesen-slægtens eje.
Kragerups hovedbygning består af dele opført i 1627, 1801-1802 samt 1838-1843.
Herregården drives i 2021 som en differentieret virksomhed med landbrug, skovbrug, hotel, restauration og events.
Ejerhistorie
Den første kendte ejer af Kragerup var Matheaus Jakobsen Taa, der nævnes som ejer af Kragerup i 1327 og i 1341. Senere ejede Jens Nielsen Neb Kragerup, og efter ham børnene, Henrik Jensen Neb og Christine Neb, og hendes mand, Hartvig Bryske. De følgende 150 år er ejerforholdene meget usikre og uoverskuelige. Gården blev ved arvedelinger delt på mange anparter, som blev nedarvet i forskellige slægtslinjer og pantsat og solgt mellem de forskellige ejere. Det var meget almindeligt i 1400- og 1500-tallet, at herregårde på denne måde blev opdelt mellem mange ejere. Selv store godser kunne på denne måde blive spredt for alle vinde i løbet af blot en enkelt generation.
Døtrene efter Christine Neb og Hartvig Bryske, Birgitte, Abele og Kirstine, fik hver en part i gården. Birgitte og Abele var begge gift to gange, hvorved deres part i Kragerup måtte deles på endnu flere arvinger. Derudover havde slægten Gyrsting også anparter i Kragerup, først ved biskop Navne Jensen Gyrsting, derefter ved broderen, Morten Jensen Gyrsting. Hans søn, Oluf Mortensen Gyrsting, samlede mod slutningen af 1400-tallet hovedparten af gården på egne hænder. Bl.a. forsøgte han at afvise krav på en part i gården fra Jørgen Rud, der var søn af Kirstine Bryske og Christen Rud. Udfaldet af sagen kendes dog ikke.
Efter Oluf Mortensen Gyrstings død tilfaldt Kragerup hans datter, Anne, som var gift med Peder Skram. Han blev senere gift for anden gang og solgte i 1533 Kragerup til sin svigerfar, Ove Lunge. Den nedarvedes til hans barnebarn, Eggert Ulfeldt, som ejede gården ved sin død i 1583, hvorefter hans enke giftede sig med Jørgen Friis til Knastrup.
Hans søn fra et tidligere ægteskab, Christen Friis, arvede gården i 1610. Christen Friis havde studeret ved akademiet i Sorø og var herefter taget på uddannelsesrejse i udlandet, sådan som tidens skik for unge adelige mænd tilsagde. Her studerede han særligt sprog ved universiteter i Tyskland, Frankrig og Italien, bl.a. ved det berømte universitet i Padova. Efter hans hjemkomst til Danmark gik han i hoftjeneste. Efter sin deltagelse i Kalmarkrigen mod svenskerne i 1611-1613 blev han i 1616 udnævnt til kongens kansler, på det tidspunkt landets øverste embedsmand. Christen Friis blev også meget velhavende, og han forøgede Kragerup med fæstegårde i de nærliggende landsbyer.
Christen Friis døde i 1639, hvorefter enken, Barbara Wittrup, overtog Kragerup, efterfulgt af sønnen, Hans Friis. Hans Friis solgte dog allerede i 1656 Kragerup til Frederik Urne, som dog døde to år efter, hvorefter gården gik til dennes svigersøn, Ove Juul. Ove Juul var af gammel dansk adel, den såkaldte 'uradel', men formåede at tilpasse sig tiden efter Enevældens indførelse 1660 og endte med at blive vicekansler for kongen. I 1686 overtog sønnen, Christian Juul, Kragerup, som på dette tidspunkt havde en hovedgårdstakst på 49 tønder hartkorn - en gennemsnitlig herregård. Året efter overgav Christian Juul Kragerup til sin søster, Mette Marie, som giftede sig med fogeden på gården, Povl Pedersen Lerskov. Han døde dog i 1692, hvorefter Mette Marie Juul sad på Kragerup indtil 1705, hvor hun solgte gården til Jacob Lerche.
I 1700-tallet havde Kragerup en række dygtige ejere. Jacob Lerche lagde yderligere fæstegårde under Kragerup og solgte i 1721 gården til Andreas Fogh. Han fortsatte forbedringerne af gårdens drift, da han var en mand af stor reformiver. Om ham siges det bl.a., at han var den første til at dyrke kartofler på Sjælland, ligesom han også fik en uldfabrik oprettet på Kragerup. Andreas Fogh døde i 1762, og sønnen, Lars Fogh, overtog herefter Kragerup. Han døde dog allerede i 1764, hvorefter en anden bror, Clemens Fogh, overtog Kragerup sammen med sine søstre. Efter Clemens Foghs død i 1794 overtog søsteren, Christine Fogh, Kragerup som eneejer, indtil hun i 1797 solgte den videre til kammerråd, en embedsmand ved datidens finansvæsen, Peder Bech. Kragerup havde på det tidspunkt 49 tønder hartkorn hovedgårdstakst, 82 tønder tiender samt 301 tønder hartkorn fæstegårde.
I 1801 blev Kragerup købt af Jens Kraft Dinesen, som ligeledes var kammerråd, og gården forblev herefter i Dinesen-slægtens eje. Jens Kraft Dinesen havde en juridisk eksamen og havde været landvæsenskommissær i Sorø og Korsør Amter. Sønnen Anders Didrich Dinesen, som overtog Kragerup i 1827, havde ligeledes en juridisk eksamen, og efter hans død i 1840 overtog enken, Sophie Jacobine Dinesen, Kragerup. Hun drev gården med stor dygtighed og oprettede bl.a. avlsgården Rugholm.
Sophie Jacobine Dinesen døde som blot 47-årig i 1857, hvorefter sønnen Jens Kraft Jacob Sophus Dinesen blev ejer af Kragerup indtil sin død 1910. Han administrerede ligesom sin mor godset med stor dygtighed, og han havde et godt forhold til sine fæstere og forpagtere. Han giftede sig i 1880 med sin yngre brors enke, Alvilde Dinesen. Hendes søn fra første ægteskab, Jens Kraft Dinesen, overtog Kragerup efter 1910. Han fortsatte den gode drift af Kragerup og oparbejdede bl.a. gode heste- og kvægbesætninger.
Kragerup blev efter ham overtaget af broderen Wilhelm Dinesen. I 1919 blev den resterende del af Kragerups fæstegårde solgt til bønderne i henhold til lov fra 1919 om fæstevæsenets afskaffelse. Kragerup var hermed blandt de sidste herregårde i Danmark, som ejede fæstegårde.
Wilhelm Dinesen døde i 1932, hvorefter enken Ida Dinesen overtog Kragerup. Hendes søn, Jørgen Dinesen, havde drevet godset som forpagter men overtog i 1939 som ejer. Jørgen Dinesen moderniserede gårdens drift og opretholdt kvæg- og hestebesætninger af høj kvalitet indtil 1963, hvor hans ældste søn, Erik S. Dinesen, overtog Kragerup.
Hans datter, Birgitte Dinesen, har siden 1990'erne udvidet godsets virksomhed med hotel, restauration og events. Herregården kaldes i dag Kragerup og er et af landets bedst kendte og populære herregårdshoteller, der i 2021 ejes af Regitze Sofie Dinesen.
Hovedbygning
Kragerup hovedbygning er et trefløjet anlæg, der er åbent mod øst. Alle fløjene er med hvidpudsede mure samt rødt tegltag. Alle fløje er i to etager, men midterfløjen står højere end de to sidefløje, da den står på en højere sokkel. Under de to sidefløje findes hvælvede renæssancekældre.
På den vestlige midterfløj, som er 15 vinduesfag bredt, er der en midterrisalit, et fremspring i facaden, ud mod gårdspladsen, som afsluttes med en buet gavl, der stikker op over resten af fløjens gavl. På den modsatte facade ud mod haven fremstår bygningen i nyklassisk stil, ligeledes med en midterrisalit. Fra midterrisalitten er der en udgang, der via en stentrappe leder ned til haven. Modsat resten af bygningen, som er glatpudset, er stenene i risalitterne på begge facader lagt i vandrette mønstre.
Christen Friis opførte i 1627 en ny hovedbygning på Kragerup, som bestod af et trefløjet anlæg. Af denne bygning er den nordlige og sydlige fløj delvist bevaret og udgør hovedbygningens sidefløje. Bygningen var også omgivet af vandfyldte grave. Den tidligere vindebro, som ledte over voldgraven, er senere erstattet af en stenbro.
I 1801 overtog Jens Kraft Dinesen Kragerup, og i 1802 opførte han en ny midterfløj på hovedbygningen. Hans søn, Anders Didrich, arvede Kragerup efter sin far og påbegyndte kort før sin død en ombygning af sidefløjene, som stod på 1838-1843.
Mellem 1915 og 1920 blev hele hovedbygningen restaureret under ledelse af arkitekten Jens Ingwersen, ligesom der igen var restaurering i 1965-1967 og i 1998-2000, hvor der blev indrettet selskabs- og konferencehotel i hovedbygningen..
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Avlsbygningerne på Kragerup ligger øst for hovedbygningen. Størstedelen af avlsbygningerne er fra nyere tid, og de ligger ikke i noget fast mønster eller anlæg.
Jacob Lerche købte i 1705 Kragerup, og han opførte i den forbindelse nye avlsbygninger af bindingsværk som led i forbedringer af gårdens drift. Disse avlsbygninger blev nedrevet 1842-1843 af Sophie Jacobine Dinesen, enke efter Anders Didrich Dinesen, og i stedet erstattet af nye grundmurede avlsbygninger. Disse nedbrændte dog i 1892, hvorefter nye grundmurede bygninger igen blev opført på det sted, hvor de nuværende avlsbygninger også ligger. Under Ida Dinesens ejerskab i 1930'erne blev flere nye avlsbygninger ligeledes opført.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Litteratur
Christiansen, Helge (red.): Kragerup: 1801-2001. Kragerup Gods. 2001.
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København. 1980.
Roussel, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København. 1963-68.
Stilling, Niels Peter: Danmarks Herregårde. Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Gyldendal 2014.
Trap, J.P.: Danmark. København. 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Kragerup Gods
Region og kommune
Sjælland - Kalundborg
Offentlig adgang
Offentlig adgang til park
Ejer
Regitze Sofie Dinesen
Herregårdens størrelse
796 ha
Godsets størrelse
1176 ha
Detaljeret størrelse
Godset: ager 934 ha, eng 13 ha, skov 185 ha, park/have 5 ha, andet 39 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug, oplevelsesøkonomi, jagt/jagtudlejning, boligudlejning og erhvervsudlejning
Historiske forbindelser til andre herregårde
Ingen oplysninger
Bemærkninger om godset
Kragerup Gods består bl.a. af sædegården Kragerup (796 ha), et skovareal (172 ha) og bøndergods (208 ha)
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021, kragerup.dk
Amt, herred og sogn
Holbæk - Løve - Ørslev
Ejer
Jens K.J.S. Dinesen
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
10.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
500000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er bortforpagtet til et familiemedlem. Besætningen består af: 250 køer, 70 kalve, 8 tyre, 42 heste, 8 føl, 26 får.
Folkehold
3 forvalter(e), 2 fodermester(e), 2 forkarl, 6 røgter(e), 2 elev(er), 6 karl(e), 3 pige(r), 30 daglejer(e), 11 polakker e.lign. om sommeren.
Bemærkninger om godset
Til gården hørte et bøndergods på 150 tdr. htk.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Holbæk - Løve - Ørslev
Ejer
Justitsrådinde Dinesen
Herregårdens størrelse
72.75 htk
Skovskyld
3.85 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
275.27 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
27.29 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Holbæk - Løve - Ørslev
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
49.05 htk
Skovskyld
1.04 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
298.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 2, s 420. Oplysningerne om bøndergodset stammer fra ChristensenHørsholm