Kjeldkær

Ejerhistorie

I rigsarkivet kan man endnu finde gamle pergamenter og breve fra 1500-tallet, hvor der blev ført langtrukne processer om ejendomsretten til Kjeldkær. En enke havde giftet sig igen og arvingerne fra begge ægteskaber gjorde krav på godset.

Endnu tidligere tilhørte Kjeldkær den kendte adelsslægt Panter, bl.a. den selvbestaltede småkonge Laurens Jonsen Panter i de urolige tider omkring 1340. Hans fætre, der også ejede Løgismose, overtog Kjeldkær og pantsatte den, inden begge gårde kom tilbage til den ene igen, nemlig Jens Pedersen Panter.

Hans barnebarns hustru, Mette Pedersdatter Present, arvede senere Kjeldkær. Da hun snart efter i en ung alder blev enke, giftede hun sig yderligere to gange. De børn, der kom ud af de tre ægteskaber arvede gården, og ejerforholdene i den periode er derfor meget uklare. Gården var delt i mange arvelodder, som kunne ejes af enker, døtre eller sønner. Efter datidens arvelod havde døtre krav på en ½ arvelod i forhold til deres brødre, hvilket betød at de i ægteskab ofte bragte mindre arvelodder på en 1/3, en 1/4 eller endog 1/8 med sig til deres ægtemænd. I de tilfælde hvor disse mindre arvelodder igen måtte deles kunne resultatet blive uoverskueligt og give anledning til årelange stridigheder. Dertil kom at arvelodder både blev solgt og pantsat mellem de forskellige ejere. Døtrene Karen og Grethe Hardenberg havde giftet sig med henholdsvis Claus Daa og Claus Bryske, mens deres niece havde giftet sig med den rige adelsmand Mogens Gøye, og de var alle meget interesseret i gården. Også Hardenberg-linjen fra det første ægteskab ejede en del af godset.

Til at starte med boede Grethe Engelbrecht og Claus Bryske på Kjeldkær, selv om den egentlig var ejet af flere parter. Claus Bryske gjorde i løbet af 1480'erne krav på endnu flere gårde, og i år 1500 fulgte hans svigersøn Ebbe Strangesen hans eksempel ved at kræve Kjeldkær til sin familie. Ebbe Strangesen kender vi blandt andet fra drabet på Poul Laxmand. Ebbe Strangesen var med til at dræbe ham, men blev ikke dømt, fordi Poul Laxmand blev kendt skyldig i landsforræderi. Tværtimod blev Ebbe Strangesen snart efter belønnet med en plads i rigsrådet. Han byttede sig til en større del af godset omkring Kjeldkær, og da han døde i 1507, giftede hans enke, Kirsten Bryske, sig med Henneke von Ahlefeldt, der bl.a. var amtmand i Kiel. Den nye mand på Kjeldkær sikrede sig også gården i 1517, men døde snart efter.

Da de to ægtemænd var døde, kom en ny mand ind i manegen, men denne gang var det niecen Mette Albrechtsdatter Bryskes mand, Mogens Gøye, der gjorde krav på godset. Han havde allerede gennem årene forsøgt at få mere af det gennem en blanding af opkøb, retssager og forlig, men det var ikke lykkedes ham. Nu satte han alle sejl til, selv om han ikke ligefrem manglede jordegods. I 1523 købte han Claus Daas enkes og hendes arvingers andele af godset, og ni år senere kunne kan kalde sig eneejer af Kjeldkær.

Bryske-slægten havde dog ikke givet op. Kirsten Ulfstand, der var Claus Bryskes svigerdatter, kastede sig ud i en lang og indædt kamp med Mogens Gøye om arveretten til gården. Da han døde i 1544, skulle man tro, tingene så lysere ud for Kirsten Ulfstand, men Mogens Gøyes barnebarn, Peder Oxe, viste sig at være lige så utrættelig og godsgrisk som sin morfader, som han i øvrigt heller ikke tøvede mod at sætte sig op imod. Da Kirsten Ulfstand på et tidspunkt ikke overholdt det forlig, de havde indgået, lykkedes det Peder Oxe at vriste godset fra hende i 1549. Få år senere var han dog nødt til at forlade landet, fordi han ragede uklar med Christian III (1503-1559) og blev forvist på grund af økonomiske uenigheder. I den proces blev al hans ejendom konfiskeret, men hans arvinger fik lov at beholde noget af Kjeldkær. Da han rejste ind i Danmark igen i 1566, blev også han rigsråd og fik sit gods tilbage. I 1574 skilte han sig dog endelig helt af med det i et bytte med kong Frederik II (1534-1588), som solgte det videre fire år senere.

Den nye ejer var Laurids Skram, og han gjorde gården til en hovedgård igen. Gennem det meste af 1500-tallet var Kjeldkær ellers blevet drevet som en almindelig bondegård. Selvom den blev gjort til hovedgård, betød det dog ikke, at der begyndte at bo herskab her igen. Kjeldkær fungerede som en avlsgård under en større herregård, den nu nedlagte Hastrup.

Skram-familien giftede sig ind i en mecklenborgsk slægt, og da de solgte gården i 1671, var det da også mecklenborgeren Sivert von Lützow, der købte den, og han valgte modsat de tidligere ejere at bosætte sig på Kjeldkær. Derudover fik han gården anerkendt som adelig sædegård, men det viste sig at være økonomisk ulempe. Sønnen solgte da også snart Kjeldkær videre til forpagteren.

I 1731 kom gården til Gerhardt Hansen de Lichtenberg på Engelsholm. Han var en byggelysten herre, og det kom kirken i Bredsten til gode, men ikke Kjeldkær. Gården blev tværtimod reduceret til en forpagtergård under Engelsholm. Da sønnen solgte Kjeldkær i 1770, var det dog med både fæstegårde og tiender. Gården var blevet komplet, hvilket vil sige, at der hørte over 200 tønder hartkorn under hovedgården, og at man derfor fik skattefrihed for den jord. Det varede dog ikke længe.

Køberen Hans Severin Steenstrup byggede en ny hovedbygning, som stod helt indtil 1990. Han solgte også mange af fæstegårdene fra, og hans svigersøn Lauritz Ammitzbøll solgte resten af fæstegårdene og tienderne omkring år 1800.

I 1812 købte enken Christine Halling Kjeldkær, fordi hun ville blive gammel på sin fødeegn. Hun døde fem år senere, men inden gik der mange historier om, hvor mærkelig hun var. Hun skal således have fået en manisk idé om at ende som fattig og derfor være taget rundt på diverse auktioner for at spare penge. Der gik endda et rygte om, at hun sultede ihjel på grund af sin nærighed.

Den næste slægt var Godt-slægten, men økonomien var dårlig, og i 1885 gik arvingerne fra boet efter deres moder. Landmandsbanken overtog gården efter en tvangsauktion, og i begyndelsen af 1900-tallet skiftede Kjeldkær ret ofte ejere.

Kjeldkær var gennem sidste halvdel af 1900-tallet ejet af slægten Ulbæk, som i 2012 omdannede ejerskabet til aktieselskabet Kjelkær Hovedgaard A/S, der i 2021 driver landbrug på den.