Katrineholm
Katrineholm blev først grundlagt i 1802 på en parcel udskilt fra Gyldenholm gods
Katrineholm fik sit nuværende navn, da Claus Seidelin Jessen overtog gården i 1804 og opkaldte den efter sin stedmor.
Ejerhistorie
I løbet af 1700-tallet var Kronens finansielle situation i dårlig forfatning. Man begyndte derfor at sælge ud af krongodset. Men Vordingborg og Antvorskov Rytterdistrikt undgik dog at blive solgt i første omgang, da man her søgte at gennemføre de landboreformer, der skulle sikre en bedre drift af godserne. Efter længere tids mislykkede forsøg med at indføre reformerne valgte man alligevel at sælge - i 1774 blev Antvorskov Ryttergods opdelt i ni parceller, der blev sat på auktion.
Anders Dinesen købte to parceller, Gimlinge og Lystager. Ved en sammenlægning af de to ejendomme, der ikke havde nogen hovedgårdsbygninger, opstod en ganske anselig ejendom. Her opførte Dinesen en hovedgård på et særligt frugtbart sted, der kaldtes Guldager. Gården fik deraf navnet Gyldenholm.
Gyldenholms gods strakte sig over 13 sogne. Der var 133 gårdmænd og 121 husmænd under godset. Dinesen forbedrede godsets jorder ved at indhegne marker, afgrøfte enge og rydde underskoven. Yderligere ønskede Dinesen at udskifte bøndernes jord, dvs. at bøndernes jordfællesskab blev opgivet til gengæld for selvstændige bøndergårde med egen jord. Udskiftningen var et af hovedpunkterne i landboreformerne.
I 1800 var udskiftningen på Gyldenholm gennemført og godset blev solgt til Christopher Schøller Bülow, som dog havde svært ved at drive det udstrakte gods. Derfor udskilte han i 1802 den nordøstre parcel af Gyldenholm og solgte den til Henrik Prætorius.
I 1804 blev parcellen sat på auktion og købt af Claus Seidelin Jessen, der opførte en hovedbygning på gården. Claus Seidelin Jessen valgte at opkalde sin nye gård efter sin stedmor og gården fik derved sit nuværende navn, Katrineholm. Landbruget kom senere ind i en dårlig periode, og Claus Seidelin Jessen var nødsaget til at sælge Katrineholm i 1821.
Katrineholm blev købt af Frederik Adolph Holstein-Holsteinborg, der var besidder af grevskabet Holsteinborg. Grev Holstein-Holsteinborg var stærkt optaget af tidens oplysningsideer. Han gennemførte landboreformer, udviklede skolevæsenet og fattighjælpen og udførte mange driftsforbedringer på sine gårde. Han oprettede Danmarks første sparekasse, Holsteinborg Sparekasse samt et selskab for industri og husflid. Frederik Adolph, der også arbejdede for indførelsen af trykkefrihed og for afskaffelsen af slaveriet, døde i 1836.
Katrineholm blev derefter solgt til Hans Hansen, som allerede i 1840 videresolgte gården til Jørgen Wichmand Mackeprang.
I 1850 blev Katrineholm købt af Carl Eilert Eckardt, hvis søn P. Eckardt overtog gården i 1908. P. Eckardt døde i 1932, hvorefter Katrineholm blev købt af S.C. Dahl.
Katrineholm ejes i 2021 af Hans Christian Dahl, der driver landbrug og skovdrift på gården.
Hovedbygning
I Frederik Adolph Holstein-Holsteinborg ejertid opførtes en ny hovedbygning i 1834. Bygningen erstattede den tidligere hovedbygning fra 1804. Hovedbygningen fra Frederik Adolph Holstein-Holsteinborgs tid blev nedrevet i det 20. århundrede og erstattet af et nyere stuehus. På stuehusets midtergavl er anført årstallet 1936.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Til Katrineholm hører en avlsgård, der består af tre grundmurede bygninger. Kostalden, der ligger mod øst, er sammenbygget med en hejselade, som ligger mod syd over for hovedbygningen. Avlsgården er opført efter en brand i 1910.
Fredningsstatus 2021: Avlsgården er ikke fredet.
Kulturmiljø
Det meste af jorden er samlet omkring gården. Undtaget herfra er en mindre del, der ligger på den anden side af Katrineholm skov. Til gården hører ager -, eng - og moseområder. Moseområdet blev kultiveret af Hedeselskabet i 1924.
I området omkring Katrineholm ligger desuden en langdysse, en vildtbanesten samt en mindesten for befrielsen 1945.
Litteratur
Hansen, J.J: Større danske Landbrug. 1930 - 1937.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Christensen, Johs. T.: Gimlingetorp og Lystager. 1950.
Christensen, Johs. T.: Landvindinger i Sorø Amt. 1925.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Cathrineholm
Region og kommune
Sjælland - Næstved
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Hans Christian Dahl
Herregårdens størrelse
413 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 354 ha, skov 53 ha, park/have 6 ha, forpagtet 115 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug og jagt/jagtudlejning
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Sorø - Øster Flakkebjerg - Krummerup
Ejer
C. Eckhardt
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
5.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
235200 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er bortforpagtet til et familiemedlem. Besætningen består af: 110 køer, 61 kalve, 6 tyre, 18 heste, 3 føl. Der sælges ca. 86 svin om året.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 2 karl(e), 3 pige(r), 10 daglejer(e).
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Sorø - Øster Flakkebjerg - Krummerup
Ejer
Pro. Eckardt
Herregårdens størrelse
35.85 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
4.79 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
0.00 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
12.63 htk
Bemærkninger om godset
Nævnes ikke som hovedgård i oversigten.
Kilder
Ingen oplysninger