Julianelyst
Julianelyst hed oprindeligt Sophienlyst.
Julianelyst blev oprettet i 1791 som en aflæggergård fra Urup herregård.
Hovedbygnings facade er så godt som uændret siden opførelsen i 1792.
Ifølge Dansk Center for Herregårdsforsknings definition (se Hvad er en herregård?) hører Julianelyst historisk set ikke til blandt herregårdene. Med bygninger af herregårdslignende karakter har gården dog i nutiden opnået en alment accepteret status som herregård.
Ejerhistorie
Ulrich Christian von Schmidten købte i 1787 herregården Urup. Få år senere fik han i 1791 tilladelse til at udparcellere godset, og på det sydlige jordtilliggende oprettede han en parcelgård. Gården fik navnet Sophienlyst efter Schmidtens hustru Mette Sophie Marcussen.
På gården indrettede man i tidens ånd et såkaldt "hollænderi", dvs. et mejeri, hvor der blev produceret smør og ost. Navnet "hollænderi" skyldes, at mejeridriften havde sit udspring i Holland, hvorfra det - via Holsten - spredte sig til Danmark.
I 1797 købte baron Ove Henrik Juel gården, som han - ligesom den tidligere ejer - lod opkalde efter sin hustru. Hustruen hed Juliane Marie Bülow, og gården har siden heddet Julianelyst.
Mens tiden under von Scmidten havde været præget af stigende priser på landbrugsvarer, blev Juels ejertid langt mere vanskelig. Statsbankerotten i 1813, tabet af Norge og den stigende internationale konkurrence på landbrugsvarer efter Napoleonkrigens ophør medførte, at prisen på landbrugsprodukter styrtdykkede og mange godsejere blev hårdt ramt. Det gjaldt også Juel, som i 1828 måtte lade Julianelyst gå på tvangsauktion.
Gården blev købt af Niels Glud, der var forpagter på Møgelkær. Efter at konjunkturerne for landbruget bedrede sig overdrog Glud i 1840 Julianelyst til sin svigersøn Niels Byschou Strange. Målrettet skovdrift og tømmerproduktion bevirkede, at skovene i sidste halvdel af 1800-tallet blev en vigtig indtægtskilde for godserne, og det var også tilfældet på Julianelyst, hvor Strange øgede skovarealet betragteligt gennem opkøb.
I 1880 købte forpagteren Niels Juel Lund fra Palsgaard Julianelyst. I 1905 overtog hans søn Peter Andreas Lund gården, som han beholdt frem til 1916, hvor han solgte den til et konsortium.
Herefter skiftede herregården jævnligt ejere. Bl.a. ejede Yde Bruun kortvarigt Julianelyst i 1947, og frasolgte skovene, hvorved han reducerede Julianelysts størrelse betragteligt.
I 2021 var gården ejet af Julianelyst ApS ved LEGO-arving Agnete Kirk Thinggaard og hendes mand Claus Thinggard.
Hovedbygning
Ulrich Christian von Schmidten lod den nyklassicistiske hovedbygningen opføre mellem 1792 og 1793. Arkitekten bag bygningen var Anders Kruuse, der også tegnede bl.a. hovedbygningen på Lyngsbækgaard.
Den trefløjede hovedbygning består af en høj hovedfløj i to etager over en høj kælder, samt to lavere og ret korte sidefløje. De tre fløje har alle halvvalmet tag.
Symmetrien i den trefløjede hovedbygning understreges på hovedfløjen af et fremhævet facadeparti, der foroven afsluttet af en rundet gavl.
Facaden på Schmidtens hovedbygning fra 1792 står så godt som uændret, og hovedbygningen regnes for et af Kruuses bedste herregårdsanlæg.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Hovedbygningen indgik oprindeligt i et stort anlagt symmetrisk anlæg sammen med den nærliggende avlsgård. Den østlige længe, der er opført i grundmur i 1792 er endnu bevaret, mens den vestlige staldlænge blev fornyet i år 1800.
Syd for hovedbygningen ligger endvidere en lang avlsbygning, der oprindeligt blev indrettet som mejeri - en nødvendighed for herregårdens smørproduktion under Schmidten. I sidste halvdel af 1800-tallet blev andre avlsbygninger tilføjet. Disse er siden blevet løbende moderniseret, udskiftet og ombygget.
Fredningsstatus 2021: Den østlige og den vestlige længe og de bevarede rester af den oprindelige sydlænge er fredede.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Julianelyst Gods
Region og kommune
Midtjylland - Horsens
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Julianelyst ApS
Herregårdens størrelse
2000 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 550 ha, skov 1250 ha, andet 200 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Ingen oplysninger
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021