Iselingen

Ejerhistorie

Herregården Iselingen oprettedes i 1774, da Reinhard Iselin købte flere herregårde ved auktionen over Vordingborg Rytterdistrikt. Rytterdistrikterne var blevet oprettet i årene 1715-1717, hvor Kronen havde samlet sit gods i tolv rytterdistrikter fordelt over hele landet. Ryttergodset skulle sørge for underhold til hærens rytterregimenter - et distrikt til hvert regiment. Ideen blev dog opgivet igen, rytterdistrikterne nedlagt i 1763 og hovedparten solgt mellem 1764 og 1774.

Ved auktionen over det Vordingborgske Rytterdistrikt blev oprettet tolv herregårde, deriblandt det tidligere centrum Vordingborg Slot, som blev købt af Reinhard Iselin.

Bygningerne på Vordingborg Slot var blot en ruin, men hovedgårdsjorden og fæstegårdene udgjorde et betragteligt gods, som den nye ejer gav navnet Iselingen efter sig selv. Vordingborg Slots Ladegård, som han også havde købt ved auktionen, udgjorde et selvstændigt gods, som fik navnet Rosenfeldt.

Reinhard Iselin kom fra Basel, hvor han arbejde sig op fra bunden i et handelshus. Herefter drog han til København. Efter ni år i hovedstaden etablerede han sit eget handelshus under navnet R. Iselin og Co., der hurtigt blev hovedstadens mest betydelige handelshus.

Reinhard Iselin var meget interesseret i de store handelskompagnier og fungerede i årene 1759-1769 som direktør for det asiatiske kompagni. Desuden blev han optaget i direktionen i det nye afrikanske kompagni.

Reinhard Iselin blev adlet som baron Iselin i 1776, men døde allerede i 1781. Iselingen gik til hans enke Anna Elisabeth, som samme år oprettede stamhuset Iselingen til den ældste datter Marie Margrethe Iselin. Rosenfeldt blev ligeledes oprettet som stamhus til den yngre datter, Anna Elisabeth.

Oprettelsen af et stamhus sikrede, at godset ikke i fremtiden kunne blive delt mellem mange arvinger eller forsvinde ud af familiens eje. Datteren Marie Margrethe var gift med Christian Rantzau, men parret blev, usædvanligt for tiden, skilt i 1793. Iselingen blev herefter Marie Margrethe Iselins eje. Hun begyndte i 1802 opførelsen af en ny hovedbygning nordøst for det tidligere Vordingborg Slot.

I 1803 lod hun stamhuset Iselingen ophæve mod at oprette en fideikommiskapital, der var en slags fond, som skulle sikre hendes slægts økonomiske overlevelse. Selve godset blev efterfølgende solgt til skibskaptajn Jens Lind, der året efter solgte til amtsforvalter H.H.P. Reiersen.

Samme år solgte H.H.P. Reiersen Iselingen til et konsortium, hvor Just Michael Aagaard senere blev eneejer. Hermed begyndte et århundrede, hvor Iselingen ofte fik besøg af tidens mest fremtrædende repræsentanter for det danske åndsliv.

Just Michael Aagaard overlod Iselingen til sin søn Holger Aagaard i 1819. Holger Aagaard var blandt andet gode venner med brødrene Ørsted. Han havde en dyb interesse i videnskab og historie. Frem til 1866 sad han på Iselingen. Han var en dygtig landmand, og i hans tid på Iselingen sagde man at gården var landets bedst drevne landbrug.

Tiden i midten af 1800-tallet var præget af politiske kampe i Danmark. Holger Aagaards søn Georg var stærkt inspireret af den nationale retning, som blomstrede op i perioden. Georg Aagaard var medlem af den grundlovgivende forsamling, som skrev og udformede junigrundloven af 1849.

Georg Aagaard døde ung og mange år før sin far. Ifølge Holger Aagaards testamente gik Iselingen til magister Martin Hammerich, der nogle år forinden havde giftet sig med Holger Aagaards datter Anna.

Helt i tidens ånd var Martin Hammerich meget engageret i det gamle nordiske sprog, kultur og historie. Sidste halvdel af 1800-tallet bar præg af nationalistiske strømninger i Danmark. Gennem 1800-tallet havde krig og uroligheder i Europa skabt en bølge af nationalisme, hvor dyrkelse af nationen som identitetsskabende enhed enten politisk eller kulturelt styrede befolkningen. Århundredet bugner af fædrelandssange, -billeder og -bøger.

Martin Hammerich var blandt tidens mest betydningsfulde mænd, som var med til at præge den identitetsskabende nationalisme, som gennemsyrede 1800-tallet. I sit hjem på Iselingen samlede han mange af tidens åndsfæller fra alle nordiske lande. Kunstneriske, sociale og politiske debatter har lydt gennem salene på Iselingen.

Det nordiske sprog og folkelighed var noget, Martin Hammerich især ønskede at sætte på dagsordenen. Martin Hammerich var bestyrer for borgerdydskolen på Christianshavn og foregangsmand for modermålspædagogikken herhjemme. Han arbejdede hårdt for at bekæmpe det stive akademiske sprog og vægtede den mundtlige formidling i skolen. Videnskab skulle ikke længere formidles populært, men folkeligt mente Martin Hammerich.

Ved Martin Hammerichs død i 1881 gik Iselingen til sønnen Johannes Hammerich, som i 1912 solgte til C. Moresco. Fra ham kom Iselingen i 1918 til Th. Wessel. I 1923 købte P. Lind godset, hvis datter, Elly Bille-Hansen, i 1945 arvede efter ham. I 1958 overgik den til hendes datter Tove Ahlefeldt-Laurvig.

Siden 1996 har godset været ejet af Niels Otto Hansen og drives som land- og skovbrug.