Hverringe

Ejerhistorie

Den første velkendte ejer af Hverringe var Claus Limbek, der stammede fra en holstensk slægt. Limbek ejede Hverringe fra omkring 1350. Han var kommet til Danmark sammen med de holstenske grever, og han gjorde i starten tjeneste hos Valdemar Atterdag (1320-1375). Senere blev han dog en af lederne af de mange oprør mod netop Valdemar Atterdag. Limbek døde ca. 1370, fem år før Valdemar Atterdag.

Hverringe oplevede i 1400-tallet en omskiftelig tilværelse, hvor forskellige slægter havde del i gården. Som mange andre herregårde blev Hverringe flere gange delt mellem mange arvinger. I begyndelsen af 1500-tallet er gården sandsynligvis blevet samlet, da Palle Andersen Ulfeldt giftede sig med Regitze Godov.

Senere fik Hverringe en ny ejer, Peder Lykke, hvis slægt skulle få stor betydning for gårdens historie. Slægten Lykke sad herefter på Hverringe i de næste halvandet hundrede år.

Peder Lykke var tæt knyttet til kong Hans (1455-1513) og fik derigennem en plads i rigsrådet. Ved Christian II's (1481-1551) indsættelse blev Lykke slået til ridder, men forholdet til kongen var ikke godt. Lykke tilhørte den del af adelen, der gik hårdt imod den nye konge. Gennem sin plads i rigsrådet var han sammen med primært de andre jyske rigsråder med til at lægge et hårdt pres på Christian II, hvilket i sidste ende også var medvirkende til, at kongen flygtede ud af Danmark i 1523.

Frederik I (1471-1533), der overtog tronen efter Christian II, døde i 1533, hvorefter Peder Lykke blev indsat på Aalborghus. Herfra blev han en af de ledende mænd i Jylland. Han skulle dog også mærke de turbulente år frem mod Reformationen i 1536 på egen krop.

Skipper Clement, der var en af lederne bag det jyske bondeoprør, bedre kendt som Grevens Fejde (1534-1536), erobrede sammen med sin hær i 1534 Aalborghus, hvorfra Lykke måtte flygte. Bønderne ønskede Christian II genindsat. Peder Lykke støttede Christian III (1503-1559) som efterfølger på tronen. Reformationsåret oplevede Lykke dog ikke, da han døde i 1535.

Peder Lykkes datter, Anne Lykke, giftede sig i 1537 med Anders Bille, som herefter overtog ejerskabet over Hverringe. Bille døde i 1555, hvorefter der opstod en stor konflikt i slægten Lykke om ejerskabet over Hverringe. Anne Lykke var kendt som en dame, der var optaget af at samle så meget gods som muligt, men efter en konflikt med kongen måtte hun i 1557 videregive Hverringe til sin bror, Jørgen Lykke.

Jørgen Lykke var også en mægtig mand, der blev medlem af rigsrådet og slået til ridder ved Frederik II's (1534-1588) kroning i 1559. Lykke gjorde karriere ved hoffet, særligt inden for diplomatiet, og tog på mange rejser for kongen til Europas hoffer. Senere deltog han i Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570), hvor han var udsendt som en af kongens kommissærer. Lykke var samtidig kendt som en kultiveret mand, der omgav sig med pragt og luksus. Usædvanligt for danske adelsfolk på denne tid spiste han af sølvfade og udsmykkede sig selv og sit hus med guld og sølv. Jørgen Lykke døde i 1583. Hverringe gik sammen med mange af hans andre godser videre til sønnen Henrik Lykke.

Henrik Lykke var en af tidens rigeste mænd. Foruden faderens arv havde han også forøget sin godsrigdom via ægteskabet med Karen Banner. Ved Christian IV's (1577-1648) indsættelse blev Lykke medlem af rigsrådet, hvor han lige som sin far udførte en lang række diplomatiske rejser rundt i Europa.

Henrik Lykke døde dog allerede i 1611. Alle hans rigdomme blev herefter fordelt imellem børnene. Hverringe gik i arv til datteren Anne Lykke, der er bedst kendt i eftertiden for sit forhold til Christian IV's søn, prins Christian.

Da Kaj Lykke i 1655 overtog Hverringe efter sin far Frands Lykke, var herregården blot en lille del af et stort gods. Foruden Hverringe var han nu bl.a. ejer af Gisselfeld, Rantzausholm og Flintholm. Slægten Lykke havde igennem mange år opbygget store rigdomme, men Kaj Lykke skulle dog vise sig at blive den sidste ejer af slægten Lykke på Hverringe.

I 1656, året efter farens død, skrev Kaj Lykke et brev til Sophie Abelsdatter, hvori han beskrev, hvordan dronning Sophie Amalie lå i med sine tjenere. Abelsdatter var på det tidspunkt en af Lykkes elskerinder, men hun blev få år efter gift med Peter Børsting, der var ridefoged på Rantzausholm - et af Lykkes mange godser.

I 1661 afskedigede Lykke Børsting pga. uregelmæssigheder i økonomien. Som hævn oplyste Børsting kongen om Lykkes beskyldninger i brevet mod dronningen. Kaj Lykke vedkendte sig brevet og indgik et forlig, hvor han skulle betale 100.000 rigsdaler. Et kæmpe beløb som ikke engang Lykke kunne betale, og han måtte flygte til Skåne. Han blev herefter erklæret skyldig i majestætsfornærmelse og blev samtidig frataget liv og gods.

Hverringe blev inddraget af Kronen og derefter solgt videre til Dorthe Daa, som i forvejen havde pant i herregården. Kaj Lykke selv fik først lov til at vende tilbage til Danmark efter dronningens død i 1685. Han døde i 1699.

I 1737 døde Louise Charlotte von Schlaberndorff på Hverringe. Hun havde på det tidspunkt siddet som enke på gården i mere end 30 år. Da parret ingen børn fik sammen, havde Krabbe testamenteret Hverringe til sin søsters familie. Da der i 1737 var flere om buddet, blev der trukket lod blandt familiemedlemmerne om ejerskabet. En lodtrækning, som Niels Juel vandt.

For Niels Juel blev tiden på Hverringe dog kort. Han døde allerede i 1739, hvorefter broren Peder Iuel overtog gården. Han satte sammen med sin hustru, Cathrine Levetzau, Hverringe i stand og forøgede dets størrelse. For at sikre at Hverringe skulle blive i slægtens eje, fik de i 1768 oprettet gården til et stamhus, hvilket betød, at Hverringe i fremtiden skulle arves af den ældste søn i slægten.

Efter Peder Juels død i 1779 overtog sønnen Hans Rudolf Juel Hverringe. Under hans ejerskab blev hoveriet på godset afskaffet. Hoveriet bestod af det arbejde, som fæstebønderne skulle yde på herregårdens marker som afgift for at fæste (leje) deres gård. Fra slutningen af 1700-tallet blev hoveriet i stigende grad opfattet som ineffektivt og mange steder erstattet med en pengeafgift. Herregårdens marker blev herefter dyrket ved lønnet arbejdskraft.

Under krigen mod englænderne i 1808 blev Hans Juel chef for et frivilligt fynsk ridende jægerkorps. Englænderne havde i 1809 besat Romsø, som i øvrigt hørte under Juels gods. Under befrielsen af Romsø tog Juel og hans mænd omkring 100 engelske soldater til fange. I mangel af bedre blev de alle indespærret i Kerteminde Kirke. Hans Juel tog sig endvidere af en efterladt spansk soldat, Isodoro Panduro. Han havde brækket benet, og han kunne derfor ikke rejse med spanierne tilbage til Spanien. Han fik arbejde som kammertjener på gården og med Hans Juels velsignelse blev Isodoro Panduro gift med en stuepige på Hverringe og grundlagde herigennem den kendte Panduroslægt.

Hans Rudolf Juel døde i 1857 i en alder af 84 år. Han havde brugt hele sit liv på Hverringe, som han også afleverede til sin søn i imponerende stand og størrelse. Sønnen Hans Juel overtog ikke blot stamhuset Hverringe, men også stamhuset Juelsberg, som Hans Rudolf Juel havde fået tildelt i 1847. De to stamhuse blev delt fra hinanden igen i 1875 efter Hans Iuels død. Her overtog den ældste af sønnerne, Niels Rudolf Iuel, Hverringe, mens den yngre søn, Knud Frederik Iuel, overtog Juelsberg.

De to gårde, Hverringe og Juelsberg, blev dog igen samlet under Hans Rudolf Iuel i 1908, men blev atter delt efter hans død i 1923. I 1924 overgik stamhuset Hverringe til fri ejendom efter bestemmelserne i lensafløsningsloven af 1919. Niels Rudolf Iuel deltog både i det kommunale og landspolitiske liv. Han sad bl.a. i Odense amtsråd i hele tyve år og havde i 1910-18 sæde i Landstinget.

Hverringe er i 2021 stadig i slægten Iuels eje. Herregården drives som en sammensat virksomhed med driftsgrene inden for landbrug, skovbrug, boligudlejning, jagt og turisme. Bl.a. hører den femstjernede campingplads Camp Hverringe under godset.