Hvanstrup
Ifølge Pontoppidans Danske Atlas fra 1768 opstod Hvanstrup ved en sammenlægning af fire bøndergårde.
Tre af Hvanstrups fæstere blev i 1700-tallet landsforvist på grund af deres pietistiske overbevisning.
Ejerhistorie
Et pergamentbrev fra 30. marts 1345 beretter, at området oprindeligt kaldtes "Hwanstorp". I dette brev, hvor Hvanstrup første gang blev omtalt, fremgår det, at Peder Lauridsen Panter pantsatte to gårde i "Hwanstorp" til Gunnar Jakobsen.
Pantet blev dog indløst, for i 1408 overdrog Jakobsens arvinger gårdene til Margrethe I (1353-1412). Margrethe var formynder for både sin søn, Oluf, og - efter hans død - for barnekongen Erik af Pommern (1382-1459). I sin regeringstid modtog og konfiskerede Margrethe mange jyske godser, og det var muligvis også det, der skete for de gårde, der senere blev til Hvanstrup.
Det er usikkert, hvad der skete efter Kronens overtagelse og frem til 1467, men det var formodentligt i denne periode, at gårdene blev lagt sammen, og Hvanstrup etableret. I 1467 overdrog den daværende ejer af Hvanstrup, Mikkel Lauridsen Saltensee, og hans hustru gården til Helligåndsklostret i Aalborg som betaling for en daglig messe foran Skt. Olavs alter.
I næsten 200 år herefter hørte Hvanstrup under Helligåndsklostret, og gården blev drevet af forpagtere. På grund af en langvarig, lokal strid om nogle kærstrækninger på Hvanstrups ejendom måtte Niels Lauridsen, der var præst i Helligåndsklostret, tilkalde et såkaldt sandemændstog til gården i 1488. Sandemændene fungerede som nævninge i retssagen. Striden blev dog ikke afgjort, for igen i 1507 indkaldtes der sognevidner fra Farsø kirke for at få afsluttet sagen.
Først i 1643 omtaltes Hvanstrup atter i kilderne. I dette år mageskiftede kong Christian IV (1577-1648) Hvanstrup til Valdemar Lykke. Lykke som ejede flere større herregårde boede ikke selv på Hvanstrup og overlod gården til sin far, Iver Lykke, indtil hans død.
Efter en del ejerskifter købte Christen Nielsen Meiling Hvanstrup i 1735. Meiling var forpagter på en række himmerlandske gårde og havde samlet sig en betydelig formue. I Meilings tid var en af godsets fæstegårde hjemsted for nogle af Danmarks mest energiske pietister. Brødrene Morten, Niels og Anders Støttrup, der alle var fæstere under Hvanstrup, blev grebet af den pietistiske bølge, og blev efter sigende forfulgt og kuet af såvel den gejstlige og verdslige øvrighed som af Meiling selv, førend de til slut blev landsforvist for deres religiøse virke.
Meling solgte Hvanstrup i 1745, og da hans ægteskab med Sophie Andersdatter Thoustrup var barnløst, valgte ægteparret at skænke en femtedel af deres formue - heraf en del af indtægterne fra salget af Hvanstrup - til "den danske skoles fattige børn." Legatet var på den tid Himmerlands største.
Årene efter Melings salg var - ligesom resten af Hvanstrups ejerhistorie - præget af mange ejere, som kun besad gården i en relativt kort periode, og som hver især gennem frasalg af fæstegods bidrog til at reducere gårdens jordtilliggende.
I 1829 solgte Kommissionen for Aalborg Fattigvæsen gården til ejendomshandlerne Anders Stenild og Christen Andersen, som allerede samme år solgte den videre til Johan Christen Spliid.
Spliid kom fra en præsteslægt, men brød med familietraditionen og blev landmand. Han blev endda en dygtig én af slagsen, og han bragte Hvanstrups forsømte gård på fode igen. I 1836 blev Spliid valgt som medlem af den første jyske stænderforsamling. Efter knap 20 års ejerskab solgte Spliid Hvanstrup med en stor gevinst.
Andreas Gottlob Ployart Wetche købte i 1861 Hvanstrup, som han havde forpagtet i 10 år under den foregående ejer Jacob Scavenius Eilersen. Wetche, som tidligere havde forpagtet Marselisborg ved Aarhus, var dekoreret med dannebrogsordenens ridderkors og kom fra en velanset familie. Wetches søn, Peter Andreas Ployart Wetche, overtog Hvanstrup efter sin far, og han lod en del af hovedgårdens areal udskille i 1929, hvorpå en selvstændig gård, Sparregaard, blev oprettet.
I 2021 er Hvanstrup ejet af Torsten Ployart Wetche. Gården har været i Wetche-slægtens besiddelse i fem generationer.
Hovedbygning
Om Hvanstrups oprindelige bygningsanlæg vides intet. Dog berettes det, at gården frem til midten af 1800-tallet var lagt an på studeopdræt, hvorefter mejeridrift blev dominerende.
Kernen i den nuværende hovedbygning er opført omkring 1840 af Johan Christen Spliid. Spliids hovedbygning var en enkeltfløjet bygning i en etage, hvis facade blev domineret af en gennemgående frontspids i to etager. To sidefløje er sidenhen blevet tilføjet i henholdsvis 1885 og 1908.
På frontspidsen, som vender mod gården, er en nyere karnap blevet tilføjet i 1900-tallet.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Hvanstrups avlsbygninger ligger syd for hovedbygningen og er et uregelmæssigt anlæg, der består af mange enkeltstående bygninger.
Bygningerne er grundmurede med pladetag. Der er bevaret en enkelt bygning fra 1800-tallet med hovedparten af anlægget er opført i 1900-tallet og efter årtusindeskiftet.
Fredningsstatus 2021: Avlsbygningerne er ikke fredede.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Hvanstrup
Region og kommune
Nordjylland - Nordjylland
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Torsten Wetche
Herregårdens størrelse
200 ha
Godsets størrelse
0 ha
Detaljeret størrelse
Ager 125 ha, eng 28 ha, skov 29 ha, andet 18 ha
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Ingen oplysninger
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Større Gårde & Skove. Nærum 2021
Amt, herred og sogn
Ålborg - Gislum - Farsø
Ejer
Peter Andreas Wetche
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
5.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
140000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er drevet af ejeren selv. Besætningen består af: 100 køer, 60 kalve, 5 tyre, 16 heste, 10 føl, 25 får. Der sælges ca. 150 svin om året.
Folkehold
1 forvalter(e), 1 fodermester(e), 1 forkarl, 4 røgter(e), 7 karl(e), 4 pige(r), 3 daglejer(e), 6 polakker e.lign. om sommeren.
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Ålborg - Gislum - Farsø
Ejer
Gårdejer Jac. Scavenius Eilersen
Herregårdens størrelse
19.22 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
0.00 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
0.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Ålborg - Gislum - Farsø
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
24.41 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
0.00 htk
Fæstegods
114.30 htk
Bemærkninger om godset
Ukomplet.
Kilder
Danske Atlas bd 4 s 557