Hollufgaard

Ejerhistorie

Hollufgaard er skabt af jorderne i landsbyen Neder-Holluf i 1400-tallet. Adelsmanden Joachim Bjørnsen pantsatte i 1487 sine jorder i landsbyen til rigskansleren Jørgen Marsvin fra Lindved. Marsvin stammede fra en anset fynsk adelsslægt, og det var formodentligt ham, der sikrede Hollufgaard hovedgårdsprivilegier.

Efter Jørgen Marsvins død overtog sønnen Peder Marsvin gården. Han giftede sig med Anne Passow, der tidligere havde været gift med Axel Valkendorf til Glorup. Dermed kom han i familie med nogle af landets mest ansete adelsslægter, hvilket muligvis var en medvirkende årsag til, at han blev udnævnt til rigskansler af Kong Hans (1455-1513).

I 1556-1581 tilhørte gården Jørgen Marsvin, der gennem mange år var tæt knyttet til hoffet. Som ung deltog han i Den Nordiske Syvårskrig, der varede fra 1563-1570, og efter krigen blev han optaget i rigsrådet. I 1576 blev han stiftslensmand på Fyn og fik dermed til opgave at føre tilsyn med stiftets kirkelige forhold.

Marsvin brugte meget af sin tid på Hollufgaard, selvom han skrev sig til sin skånske gård Dybæk. På Hollufgaard fortsatte han slægtens indsats for at udvide jordtilliggendet, ligesom han påbegyndte opførelsen af det borganlæg, som i dag stadig er mere eller mindre bevaret. Det nye anlæg stod færdigt omkring 1577, og Jørgen Marsvin døde kun få år efter i 1581. Som arbejdsgiver var Marsvin imidlertid en hård herre. Trods de mange penge der blev investeret i Hollufgaard, klagede mange af områdets bønder over hans nærighed med kost og husly, og også hans egen familie anklagede ham for at have misbrugt sin stilling som værge for fasteren Anne Marsvin.

Fra og med 1635, hvor Jørgen Marsvins barnebarn Karen Marsvin giftede sig med Erik Pors, gik Hollufgaard i en lang periode fra slægt til slægt via ægteskaber. Pors døde allerede i 1636, hvorefter Karen Marsvin giftede sig med Henning Pogwisch, der bl.a. var medlem af rigsrådet og indehaver af mange herregårde. De politiske og økonomiske ændringer, som fulgte i kølvandet på enevælden, betød, at Henning Pogwisch ved sin død i 1664 var dybt forgældet. Kronen gjorde derfor udlæg i gården, og staten måtte derfor overtage en del af Hollufgaard, som dog blev solgt tilbage til hans bror Otto Pogwisch de følgende år.

Otto Pogwisch solgte imidlertid Hollufgaard efter blot fire års ejerskab. Den nye ejer var Niels Bang, der var biskop på Fyn. Han tilhørte en kreds af embedsmænd og godsejere, både borgelige og adelige, der holdt meget sammen - og de følgende ejere af Hollufgaard kom også fra denne kreds. Typisk for dem var, at de primært var embedsmænd, der ved siden af dette erhverv drev godskøb og godsdrift som en blanding af spekulation og forretning.

I 1713 giftede Iver Andersen sig til gården. Han var bl.a. amtmand over Assens og Hindsgavl, og med ham gik gården bedre tider i møde. Han opfattede gården som sit egentlige hjem modsat mange af de forrige ejere, der primært havde set den som et spekulationsobjekt. Andersen var populær ved hoffet, og Frederik IV (1671-1730) besøgte flere gange Hollufgaard i hans ejertid. Andersen udvidede da også hovedbygningen, så den blev tidssvarende og kunne danne en passende ramme omkring de kongelige besøg.

Iver Andersens datter Frederica Sophia Ivers overtog farens besiddelser efter hans død i 1726. I 1757 giftede hun sig for anden gang. Ægtemanden var Caspar Hermann von Heinen, der stammede fra en tysk adelsslægt, der var gået i dansk statstjeneste og gennem ægteskaber havde erhvervet en række danske godser.  I de ti år, som ægteparret sammen ejede Hollufgaard, udnyttede de fornemt de gode konjunkturer for landbruget og forbedrede godset betragteligt. Friderica Sophia Ivers modtog i 1768 ordenen "de l'union parfaite" af Dronning Sophie Magdalene. Det var en dansk orden, som dronningen havde stiftet i 1732, og det var den første orden, som også kvinder kunne tildeles.

Ved von Heinens død i 1767 gik Hollufgaard for første gang siden Marsvin'ernes tid i arv fra far til søn. Sønnen Albrecht Christopher von Heinen var dog kun otte år, da faren døde, så i de første år var det stadig moren, der styrede gårdens drift. Albrecht von Heinen fortsatte forældrenes arbejde på Hollufgaard, og i 1803 fik han tilladelse til at sælge fæstegodset uden at miste skattefriheden for hovedgårdsjorden. Efter hans død i 1814 overtog hans søn Casper von Heinen gården, men pga. den økonomiske krise måtte han i 1821 skille sig af med Hollufgaard.

Herefter havde gården en række skiftende ejer i løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. I 1961 købte Landbrugsministeriet Hollufgaard, som det solgte videre til Odense Kommune i 1979. Kommunen udstykkede meget af jorden til boligområder, og lejede hovedparcellen ud til Fyns Stiftsmuseum, det senere Odense Bys Museer.

I 2021 ejes Hollufgaard af Hollufgaard A/S.