Holbækgaard

Ejerhistorie

Holbækgaard er første gang nævnt i et dokument fra 1396, hvori oplistes en række ejere til gården. Deriblandt Rane Jonsen fra slægten Rani, der var væbner og kammermester hos kongen Erik Klipping (1249-1286). Da Klipping en nat i november 1286 blev myrdet i Finderup Lade, blev Jonsen anklaget for mordet. Han blev herefter dømt fredløs, flygtede til Norge, men blev i 1294 fanget og hængt ved Roskilde. Kronen overtog al Jonsens gods - heriblandt muligvis Holbækgaard. Om Jonsen ejede Holbækgaard eller blot beboede gården vides ikke med sikkerhed.

Allerede i 1302 nævnes Poul Mogensen Munk som ejer af Holbækgaard og herefter i resten af 1300-tallet hans efterkommere. Fra midten af århundredet dukker også andre navne op som ejere til Holbækgaard og i det hele taget synes der, at have eksisteret en længerevarende strid om retten til gården mellem slægten Munk og biskoppen i Århus. I 1408 afgjorde Erik af Pommern, at gården med andet i al evighed skulle tilhøre biskoppen. Holbækgaard blev herefter i bispernes eje indtil Reformationen i 1536, hvor alle kirkens ejendomme blev inddraget under til Kronen.

I 1544 frasolgte Kronen Holbækgaard til Hans Stygge, der hidtil havde været lensmand på gården. I handlen medfulgte bl.a. 12 gårde i Holbæk sogn, samt en del andre smågårde i nabosogne. Familien Stygge blev på Holbækgaard i et halvt århundrede. Efter Hans Stygges død i 1568 overtog sønnen Mourids Stygge gården. Han var bl.a. landsdommer i Nørrejylland. Han forøgede godsets størrelse via byttehandler med Kronen. Hans dagbogsoptegnelser viser, at han fra 1570 begyndte at holde til på Holbækgaard, hvor han i 1580 blev gift med Anne Lykke. Familien Stygge havde på ganske få år bevæget sig op i den højere del af adelen, men uddøde i løbet af 1600-tallet.

Da Mourids Stygge og Anne Lykkes børn alle var døde af forskellige årsager, solgte Anne Lykke gården i 1613 til Albert Christensen Skeel. Skeel var en højtstående adelsmand, rigsråd, og under hans eje blev Holbækgaards gods yderligere forøget. Derudover havde han dog ikke den store interesse i gården, som han afgav til sin søn Christen i 1630. Han blev betragtet som en af datidens ypperste adelsmænd. På Holbækgaard opholdt han sig dog ikke synderligt meget. Han foretog dog store ombygninger af hovedbygningen.

Holbækgaard gik efter Christen Skeels død i 1659 i arv til datteren Berte. I 1662 blev hun gift med Niels Rosenkrantz, og dermed kom en anden af datidens store, adelige slægter ind på Holbækgaard. Rosenkrantz døde dog allerede fjorten år efter, men havde af Christian V (1646-1699) fået tildelt Holbæk og Udby kirker, som Berte Skeel udsmykkede med rige interiører. Hun var også med til at stifte Roskilde adelige Jomfrukloster.

Berte Skeel ønskede, at Holbækgaard blev i slægtens eje. Derfor oprettede hun Holbækgaard til et stamhus i 1700. Dermed skulle godset arves udelt af den ældste søn. Året efter fik hun også kongens bevilling til at samle gård og gods under eget birk, hvilket bestod indtil 1852. Problemet for Berte Skeel var, at alle hendes børn var døde. Derfor kastede hun sin kærlighed over sin brors datter Charlotte Amalie, som arvede stamhuset ved Berte Skeels død i 1720.

Charlotte Amalie havde en stor arv med sig, bl.a. stamhuset Fussingø. Hun giftede sig med Christian Ludvig Scheel von Plessen, der var søn af en tysk adelsmand, som gjorde karriere ved det danske hof. Som sin far gjorde Christian Ludvig karriere ved hoffet og opnåede både at blive gehejmeråd og ridder af elefantordenen. Parret havde dog ikke den store respekt for Berte Skeels ønske om at bevare Holbækgaard i familien: i 1727 fik de kongelig bevilling på at opløse stamhuset, hvorefter Holbækgaard blev solgt til Axel Bille.

Henrik Bille arvede gården i 1751, og ændrede senere navn til Bille-Brahe, hvorfra den adelige gren stammer. Bille-Brahe ejede Holbækgaard i 14 år, men lige som sine forældre uden at bebo den. På det tidspunkt var det omtrent 150 år siden, at en ejer af Holbækgaard havde beboet den. Det var langt fra usædvanligt, at herregårde på denne måde stod ubeboede og blev drevet af forvaltere.

I 1791 købte Rasmus Ammitzbøll Holbækgaard af sin fætter, Hans Ammitzbøll. Ammitzbøll lettede bl.a. en smule for hoveriet, og han lod samtidig byerne Holbæk og Lille Sjørup udskifte. Udskiftningen var led i de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet og bestod bl.a. i, at fæstegårdenes jorder blev samlet omkring gården i stedet for at indgå i landsbyens dyrkningsfællesskab. Herved kunne man antageligvis opnå en mere rationel drift.

Rasmus Ammitzbøll ejede Holbækgaard i knap 60 år. Han var en kløgtig landmand, der fik bragt gårdens jorder i ordentlig stand, hvor han fx bestræbte sig på at skaffe jorden både hvile og gødning. Efter hans død blev herregården solgt til Th. Neergaard og Mourier-Petersen.

Mourier-Petersen blev få år efter eneejer af Holbækgaard, hvor han sad i hele 41 år. Mourier-Petersen var herregårdsskytte, og hans interesse for skovvæsen betød, at han forøgede gårdens skovtilliggende markant ved primært at plante nåletræer nord for gården.

Efter et par turbulente år i starten af 1900-tallet overtog Handelsbanken i København i 1930 gården. Banken solgte avlsbygningerne og jorderne til Statens Jordlovsudvalg, der foretog en større udstykning på 21 nye husmandsbrug og bortforpagtede hovedparcellen. Hovedbygningen med skoven blev solgt til anden side, men i 1941 samlede Anna Margrethe Hornemann dog igen den splittede ejendom, da hun erhvervede sig både hovedbygningen, avlsbygninger, skoven og hovedparcellen samt øen Kareholm, der tidligere havde hørt under Gammel Estrup. Da Claus Ahelfeldt-Lauervig i 1961 købte Holbækgaard var det dog uden Kareholm.

I 2021 ejes Holbækgaard af Niels Bjerregaard og Annette Rønne.