Hjermitslevgaard
Hjermitslevgaard var en herregård allerede i middelalderen.
Hjermitslevgaard var en del af stamhuset Birkelse i mere end 200 år.
Den markante vestfløj er opført i slutningen af 1500-tallet.
Ejerhistorie
Hjermitslevgaard tilhørte omkring 1400 den lokale adelsmand Niels Vognsen. Vognsens efterkommere ejede gården frem til 1587, hvor Mette Mortensdatter solgte Hjermitslevgaard til Enevold Kruse, der var både rentemester, dvs. en slags finans- og økonomiminister, og statholder i Norge.
Enevold Kruses søn, Jørgen Kruse, arvede gården i 1621. De tre gange besættelser af fremmede tropper i forbindelse med svenskekrigene tyngede hans økonomi, idet gården i perioder var udlagt til underhold af de fjendtlige tropper. Kruse døde stærkt forgældet i 1668, tre år efter at Hjermitslevgaard var blevet overtaget af Otte Pogwisch fra Jernit og Niels Juel fra Bjørnsholm.
I 1668 mageskiftede Pogwisch, der havde overtaget hele gården, Hjermitslevgaard med Kronen, og der fulgte en periode med skiftende ejere indtil gården i 1681 blev købt af Otte Skeel fra Birkelse.
Otte Skeel, der var en fætter til Mogens Skeel fra Fussingø, oprettede i 1696 stamhuset Birkelse af alle sine besiddelser - herunder også Hjermitslevgaard. Det var med Christian V's (1646-1699) Danske Lov fra 1683 blevet muligt at oprette et stamhus, hvis man ejede mindst 400 tdr. hartkorn. Ved at oprette stamhuset sikrede Skeel, at det gods, der indgik heri, ikke kunne deles, pantsættes eller sælges.
Birkelse var ejernes hovedsæde, og Hjermitslevgaard blev efter overtagelsen drevet af forpagtere. Otte Skeel havde ved overtagelsen af Hjermitslevgaard øget gårdens fæstegods, og omkring 1770 hørte der under gården 419 tdr. hartkorn bøndergods. Fæstegodset blev først frasolgt i første halvdel af 1800-tallet, hvor også gårdens teglværk og vandmølle blev afhændet.
Hjermitslevgaard forblev en del af stamhuset Birkelse indtil 1918, hvor den med særlig bevilling blev solgt til dens forpagter J. P. Petersen. Han udstykkede et større areal af gårdens jord til husmandsbrug. Efter at både han og hustruen var døde overtog datteren E. M. Konnerup gården.
I år 2021 er gården ejet af Søren Zibrandt von Dosenrode-Lynge.
Hovedbygning
Hjermitslevgaards hovedbygning er et trefløjet anlæg, hvis fløje alle er opført på forskellige tidspunkter.
Den ældste fløj er vestfløjen, der formodentligt er opført af Enevold Kruse i sidste fjerdel af 1500-tallet. Renæssancebygningen, der er opført i sten, er i én etage, men over meget høje kældre, hvilket bevirker, at bygningen let opfattes som værende i to etager. Fløjen har stejle, glatte gavle, der krones af profilerede tinder. Bygningen var én af tre bygninger, som Kruse lod opføre. De to øvrige bygninger, der var opført i bindingsværk, var udstyret med såvel tårne som spir og i to etager.
Hovedbygningens sydfløj er en bindingsværksbygning, der er opført mellem 1650-1700. Det er formodentligt denne fløj, der i forbindelse med en matrikel i 1662 omtales som værende opført i bindingsværk og i én etage.
Den nyeste fløj er den østlige fløj, der er opført i 1883 i én etage. Østfløjen er opført i gule sten og belagt med rødt tegltag. Ud mod gården er der opført to kviste, og der er tillige bygget en frontspids i to etager mod haven.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Det firlængede anlæg, der blev omtalt i forbindelse med et syn i 1666, brændte i 1793. I dag hører til Hjermitslevgaard en bindingsværkslade, der er genopført efter en storm i 1935.
Denne lade er placeret vest for hovedbygningerne ud mod vejen.
Til Hjermitslevgaard hørte tidligere et teglværk og en vandmølle.
Fredningsstatus 2021: Laden er ikke fredet.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-68.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Hjermitslevgaard
Region og kommune
Nordjylland - Brønderslev
Offentlig adgang
Ingen oplysninger
Ejer
Søren Zibrandt von Dosenrode-Lynge
Herregårdens størrelse
Ingen oplysninger
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
Ingen oplysninger
Funktion
Landbrugsdrift/skovbrug
Historiske forbindelser til andre herregårde
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Upubliceret
Amt, herred og sogn
Hjørring - Børglum - Tolstrup
Ejer
Jørgen Erik Fredrik Skeel
Herregårdens størrelse
0.00 htk
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
5.00 tdr.l
Skovskyld
0.00 htk
Avlsgårde
Ingen oplysninger
Ejendomsskyld gård
185000 (kr)
Ejendomsskyld skov
0 (kr)
Drift
Gården er bortforpagtet. Besætningen består af: 112 køer, 50 kalve, 6 tyre, 14 heste, 6 føl. Der sælges ca. 200 svin om året.
Folkehold
1 fodermester(e), 1 forkarl, 8 karl(e), 3 pige(r), 2 daglejer(e), 6 polakker e.lign. om sommeren.
Bemærkninger om godset
Gården var en del af Stamhuset Birkelse.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Hjørring - Børglum - Tolstrup
Ejer
Stamhuset Birkelse, Kammerherinde Ch.A. Skeel
Herregårdens størrelse
53.36 htk
Skovskyld
8.00 htk
Mølleskyld
27.09 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
210.84 htk
Arvefæstegårde
7.96 htk
Leje- og tyendehuse
14.59 htk
Bemærkninger om godset
Del af Birkelse.
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Hjørring - Børglum - Tolstrup
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
81.52 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
10.63 htk
Tiende
126.00 htk
Fæstegods
285.45 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 5,1 s 353