Hesbjerg

Ejerhistorie

Hesbjerg opstod af de to gårde Store Hesbjerg og Lille Hesbjerg. Store Hesbjerg hørte frem til 1563 til Sankt Knuds Kloster i Odense, men blev som alt andet klostergods inddraget af kongen ved Reformationen i 1536. Her forblev godset indtil 1662, hvor landsdommer på Fyn, Jens Lassen, købte Dalum Kloster (senere: Christiansdal) af Kronen. Til Dalum Kloster hørte blandt andet helgården Store Hesbjerg og halvgården Lille Hesbjerg.

Store Hesbjerg kom senere tilbage til Kronen, der lagde godset ind under det Fynske Ryttergods. Ryttergods var krongods, som skulle forsørge hærens rytterregimenter. Mellem 1715 og 1717 samlede man krongodset i 12 rytterdistrikter - et til hvert regiment. Ryttergodset blev imidlertid frasolgt allerede fra 1740'erne og i 1770'erne var alt ryttergodset solgt. Ved auktionen over det Fynske Ryttergods i 1764 købte Caspar Herman von Heinen Store Hesbjerg. Gården blev i familien von Heinens eje frem til 1822.

Lille Hesbjerg kom til Christian Ewald, som ejede den indtil 1793. Han solgte gården til Birgitte Eleonora Rantzau, der efter en skilsmisse søgte tilflugt på Lille Hesbjerg. Lille Hesbjerg blev hermed for en stund forbundet med herregården Brahesborg ved Assens, der var ejet af Birgitte Rantzaus onkel, greve Carl Adolph Rantzau. På den tid var det normalt for større godser at anvende mindre gårde til tanter, enker og ugifte søstre, som herremanden ellers, som husets og slægtens overhoved, skulle forsørge. Ved at forære de ugifte kvinder et mindre landsted eller gård blev de selvforsynende og ville ikke i samme grad ligge godset til last.

I 1785 var Birgitte Rantzau blevet gift med greven Niels Krag Levetzau. Begge parter var ud af nogle af de fornemste slægter i riget. Han havde et palæ på Amalienborg, da det var helt centralt for adelsmænd at være tilstede i København, hvis de ville have indflydelse og respekt ved det enevældige hof. Ægteskabet var ikke lykkeligt og efter blot tre måneders samliv, smed Niels Levetzau bogstavelig talt Birgitte Rantzau på porten. Det blev starten på en af Danmarkshistoriens mest celebre skilsmissesager, som det fine København glædeligt sladrede om.

Niels Levetzau beskyldte Birgitte Rantzau for at have forsøgt at forgifte ham med rottegift. Derfor krævede han skilsmisse. Kort efter retssagens begyndelse rejste Birgitte Rantzau hjem til Fyn, hvor hun forgæves søgte hjælp hos sine slægtninge. Først da hun opdagede, at hun var gravid, tog hendes mor affære og lod hende bo hos sig. I fire lange år blev familienavnet Rantzau trukket gennem sølet, indtil en dom slog fast, at anklagen om rottegift var falsk.

Efter at have renset sit navn søgte Birgitte Rantzau nu selv om skilsmisse. Den mest ærefulde måde at komme ud af ægteskabet var, hvis hun blev en del af enkestanden. Ud over at enkestanden var en mere hæderlig stand end skilsmisse udgjorde, så betød enkestanden også en vis økonomisk selvstændighed. Ved en kongelig resolution i 1795 blev hun tildelt enkestand og fik bevilget tilladelse til at opdrage og underholde sin søn, som var blevet født i 1786. Det betød reelt, at hun fik tildelt forældremyndigheden over sønnen - forældremyndigheden ville normalt være gået til faren, da han var herre over kone og børn.

Midt i alle disse forhold købte Birgitte Rantzau Lille Hesbjerg i 1793, hvor hun bosatte sig med sin søn. I 1797 lå hendes mor for døden. Birgitte Rantzau bad sin advokat om at tage affære. Især skulle han undersøge forholdene angående en sort kvinde ved navn Pricilla. Pricilla var blevet solgt til moren af generalguvernøren på de Dansk Vestindiske Øer, og siden havde den unge kvinde levet i Danmark. Moren satte tilsyneladende stor pris på Pricilla. I hvert fald skulle Pricilla modtage sin frihed og en årlig pension efter morens død. Dette huede ikke Birgitte Rantzau, der forsøgte at få morens testamente omstødt. Det lykkedes ikke, og Pricilla fik sin testamenterede arv.

I 1809 solgte Birgitte Rantzau Lille Hesbjerg til Hans Rasmussen Roulund, der i 1822 også købte Store Hesbjerg og slog de to gårde sammen til en anseelig ejendom. Han anlagde på Hesbjerg en fajancefabrik. Efter hans død overgik godset til sønnen og derefter til Hans Mortensen. Ved hans død blev Hesbjerg solgt på auktion til Hans Milo, hvis søn og svigerdatter ejede godset indtil 1896, hvor Hesbjerg overgik til nevøen Carl Milo. I denne periode blev opført en herskabelig hovedbygning på Hesbjerg, mens Birgitte Rantzau's hovedbygning blev nedrevet i 1920'erne. Inden bygningen blev revet ned, blev interiøret fjernet og er i dag udstillet på Nationalmuseet.

I 1922 måtte Steen Giebelhausen lade Hesbjerg gå på tvangsauktion. Her blev gården købt af E. Jopp på vegne af Horsens Bank, der muligvis var Steen Giebelhausens bank, og som ville have haft store økonomiske problemer, hvis gården var gået for et for lavt bud.

I 1924 købes Hesbjerg af Sjællands og Fyns Stifters Udstykningsforening, der frasolgte skoven, udstykkede jorden og solgte hovedparcellen til Poul Andersen.

I dag er gården ejet af Hesbjergfonden.