Herningsholm
Herningsholm blev oprettet som herregård i 1579.
I sidste halvdel af 1700-tallet frasolgtes fæstegårdene fra Herningsholm og hovedgårdens jorder blev udstykket.
I 1980 blev Herningsholm indrettet som museum for Steen Steensen Blicher.
Ejerhistorie
I 1579 byttede Josva von Qualen sig til gården Vig i Herning sogn. Sammen med en del andre bondegårde oprettede han herregården Herningsholm, hvor han opførte en passende herregårdsbygning.
Den nye herregårdsbygning stod næppe færdig ved hans død i 1584. Hans enke giftede sig herefter med den berygtede Seifried von Rindschaid. Han blev kendt på egnen som en tyrannisk mand, der drev sine bønder og tyende fra gården. Han solgte og pantsatte fæstegårdene, hvilket var imod lovgivningen. I 1609 blev han derfor dømt til evigt fængsel. Hans hustru overtog det resterende gods, bl.a. Herningsholm, indtil parrets svigersøn Jørgen Lykke kunne overtage. For en kort bemærkning pantsatte han godset til Jacob Sehested for efterfølgende at sælge hele gården til Gert Rantzau.
Gert Rantzaus indtog på Herningsholm indvarslede en periode på knap 150 år, hvor Herningsholm stod ubeboet hen. På trods af at stedet ikke dagligt blev benyttet foretog de skiftende ejere væsentlige forandringer og forbedringer i gårdens drift. Der blev blandt andet anlagt et teglværk, et stutteri, samt et såkaldt 'schæferi' med en omfattende uldproduktion.
I 1751 købte Hans Høeg Herningsholm. Hans Høeg blev senere adlet under navnet von Hielmcrone. Hans von Hielmcrone var en dygtig mand, som bl.a. lykkedes med at inddrage hidtil uopdyrkede hedearealer under gårdens drift. Som et af de første steder i Midtjylland oprettede han mejeri - det såkaldte hollænderi - på Herningsholm, senere blev også indkøbt en moderne hestemølle, der kunne male korn, drive smørkværnen og andre maskiner. Under Hans von Hielmcrone og senere hans søn Marcus von Hielmcrone blev Herningsholm atter indrettet som en standsmæssig bolig. Hovedbygningen blev ombygget til en enkel, gulkalket hovedbygning i to etager, interiører blev nyindrettet og der blev anlagt en have omkring herregården.
Den herskabelige tid på Herningsholm varede dog kun kort. I 1778 kom Herningsholm i hænderne på de to godsspekulanter Peder Grønlund og Peder Obel. De to herrer beseglede Herningsholms skæbne. De begyndte straks arbejdet med at sælge godsets fæstegårde fra. Da godset skiftede ejer i 1780 fortsatte denne tendens. Da Morten Westrup overtog Herningsholm i 1792 var alle fæstegårdene frasolgt til selveje.
Morten Westrup forsøgte ihærdigt at løse de opgaver, som gården stod over for. Men de dårlige tider for landbruget gjorde det umuligt for ham. Han begyndte derfor også at sælge jord fra, og i 1823 måtte han se sig tvunget til at sætte gården på tvangsauktion.
I den følgende tid skiftede gården ofte ejer. Blandt ejerne kan nævnes Peter Lassen, der reparerede bygningerne og forbedrede engene, samt Hans Biehl der ofrede mange penge og energi på ombygninger af hovedbygningen.
I 1900-tallet har Herningsholm huset både Civilforsvaret og en restaurant, inden gården i 1980 overgik til Herning Museum (nuværende Museum Midtjylland), der har indrettet Blicher-museet i hovedbygningen.
Hovedbygning
Oprindeligt bestod Herningsholm af tre to-etagers fløje, hvoraf hovedfløjen lå mod øst. Bygningen blev opført i 1579.
Af den oprindelige bygning står kun rester af hovedfløjen tilbage. Herningsholm blev i 1754 ombygget til en enkel gulkalket bygning. De oprindelige sidefløje i to etager blev senere erstattet af lave bygninger i bindingsværk, der blev nedrevet sidst i 1900-tallet.
Hovedbygningen består af en fløj i to etager. Bygningen er gulkalket og med tegltag. Mod gården har bygningen en trekantsfronton.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er fredet.
Andre bygninger
Herningsholms avlsbygninger er blevet revet ned.
Tidligere lå der et mejeri og et stutteri som hørte til Herningsholm.
Kulturmiljø
I dag rummer herregården Blicher-museet, der fortæller om forfatteren Steen Steensen Blichers liv og forfatterskab på den jyske hede. Man kan blandt andet se flere af forfatterens manuskripter og førsteudgaver af hans værker.
Herningsholm ligger i udkanten af Herning og er omgivet af en mindre herregårdspark med gangstier for offentligheden.
Litteratur
Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver - landskaber. København 1980.
Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde. København 1963-1968.
Stilling, Niels Peter: Politikens bog om Danmarks slotte og herregårde. Politiken 2005
www.museummidtjylland.dk/index.php/permanente-udstillinger/blichermuseet.html
Gårdens stamdata gennem tiden
Nuværende navn
Herningsholm Museum
Region og kommune
Midtjylland - Herning
Offentlig adgang
Museet holder åbent onsdag og torsdag 13.00-16.00
Ejer
Fonden for Blicher-museet på Herningsholm
Herregårdens størrelse
Ingen oplysninger
Godsets størrelse
Ingen oplysninger
Detaljeret størrelse
Ingen oplysninger
Funktion
Museum
Historiske forbindelser til andre herregårde
Ingen oplysninger
Bemærkninger om godset
Herningsholm huser Blicher-museet, som indgår i Museum Midtjylland
Kilder
museummidtjylland.dk
Amt, herred og sogn
Ringkøbing - Hammerum - Herning
Ejer
Pro. Joh.jac. Bjerregaard
Herregårdens størrelse
20.20 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Avlsgårde
0.00 htk
Fæstegods
Ingen oplysninger
Fæstegårde
0.00 htk
Arvefæstegårde
0.00 htk
Leje- og tyendehuse
0.00 htk
Bemærkninger om godset
Ingen oplysninger
Kilder
Ingen oplysninger
Amt, herred og sogn
Ringkøbing - Hammerum - Herning
Ejer
Ingen oplysninger
Herregårdens størrelse
48.08 htk
Skovskyld
0.00 htk
Mølleskyld
0.00 htk
Tiende
91.00 htk
Fæstegods
482.99 htk
Bemærkninger om godset
Ingen
Kilder
Danske Atlas bd 5,2 s 765